søndag den 31. august 2014

Astas berømte chokoladekage

Ja, der er nok ikke mange, der er klar over det - men Jesper har en moster, som faktisk (sådan nærmest i hvert fald) er verdensberømt for sin fantastiske chokoladekage. Det er en lidt tung kage, og den minder mest af alt om en brownie.
Astas chokoladekage er en sikker hitter - og så smager den af chokolade. Rigtig chokolade!

Her gik der "pynte-Jørgen" i den, med friske blåbær og hindbær, og den blev serveret med vanilleis is. Den smager også himmelsk bare med lidt creme fraiche til...

Astas berømte chokoladekage
Astas berømte chokoladekage (1 stk. rund kage)

Ingredienser:
  • 200 gram sukker
  • 2 æg
  • 100 gram smeltet smør
  • 100 gram smeltet chokolade (det er vigtigt, at chokoladen er minimum 70%)
  • 60 gram hvedemel

Fremgangsmåde:
  • Smelt smør og chokolade i en kasserolle, over svag varme
  • Pisk i mens æg og sukker til en luftig æggesnaps
  • Når chokolade/smør-blandingen er afkølet, hældes massen over i æggesnapsen og der piskes let
  • Til sidst piskes melet i
  • Beklæd en springform med bagepapir og hæld dejen op i formen
  • Bag kagen ved 200 grader, i ca. 20 minutter
  • Afkøl kagen - pynt efter humør, og server med is, flødeskum eller creme fraiche

Astas berømte chokoladekage

Fransk landbrød i hævekurv

I går skulle jeg have bedste-veninden til middag. Jeg havde lavet satay kyllingespyd med peanutsauce, og en grøn salat. Jeg synes dog også, at vi skulle have et lækkert brød til.
For flere år siden fik jeg en hævekurv i gave, men jeg har faktisk aldrig fået afprøvet den. Nu var der en oplagt mulighed.

Det er bestemt ikke sidste gang, at den fine kurv kommer ud af skabet - for det var nemt og lige til...og så blev brødet virkelig smukt!
Et brød, der både smager og mætter godt.

Fransk landbrød i hævekurv
Fransk landbrød i hævekurv (1 rundt brød)

Ingredienser:
  •  5 dl. vand
  • 25 gram gær
  • 1 spsk. honning
  • 2 tsk. havsalt
  • 2 spsk. olivenolie
  • 200 gram hvedemel
  • 200 gram sigtet speltmel
  • 200 gram groft rugmel

Fremgangsmåde:
  • Gæren smuldres i en stor skål
  • Udblød gæren med vandet og tilsæt honning, salt og olivenolie og rør godt rundt
  • Tilsæt de tre slags mel og ælt dejen sammen (dette gøres nemmest på en røremaskine - giv dejen 12 minutter med en dejkrog)
  • Lad dejen hvile i 20 minutter
  • Slå dejen ud på bordet, og ælt det let. Form til sidst dejen som en rund kugle
  • Drys hævekurven med rigeligt hvedemel og læg dejen forsigtigt op i kurven
  • Lad dejen hæve i kurven, et lunt sted, i to timer
  • Forvarm ovnen til 250 grader, med en bradepande i bunden
  • Efter hævetiden vippes dejen forsigtigt ud på en bageplade med bagepapir, og sættes midt i ovnen. Hæld 1 dl. vand i bradepanden i bunden af ovnen, og luk ovnlågen hurtigt, så dampen bliver inde i ovnen. Sluk nu ovnen, og vent i 5-10 minutter
  • Tænd atter ovnen - denne gang på 200 grader og bag brødet i ca. 30 minutter
  • Brug med fordel et stegetermometer - når centrumtemperaturen er mellem 94 og 96 grader er brødet færdigt.
  • Afkøl brødet på en bagerist.

Fransk landbrød i hævekurv

mandag den 25. august 2014

250 cupcakes på rad og række...

I weekenden havde jeg min største kagebestilling til dato. Den lød på 250 cupcakes i fem forskellige varianter.
Der var tryk på det lille køkken i det gamle bageri, og ind i mellem lignede der nok noget nær Jerusalems ødelæggelse. Men det lykkedes...og efter 9 timer ved ovnen, kunne jeg levere de 250 kager til Badias 40 års fødselsdag.
Gæsterne roste heldigvis kagerne - både for udseende og smag. Fødselsdagsbarnet var også glad for de mange kager, og så kan man ikke ønske sig mere.

Her kommer lidt billeder fra produktionen.

Varianterne:
  • Lyserøde: Vanille cupcakes med hvid chokolade og hindbærfrosting
  • Lilla: Vanille cupcakes med blåbær-surprice og vanille frosting
  • Gule: Chokolade cupcakes med stykker af mørk chokolade og citronfrosting
  • Hvide: Squash cupcakes med valnødder og mørk chokolade, med creme chees frosting
  • Marengs: Blondie cupcakes med hvid chokolade og flydende hindbærmidte

De 250 cupcakes

De 250 cupcakes

Skilte til cupcakes

onsdag den 13. august 2014

Citron cupcakes med jordbærfrosting

I denne uge er jeg startet op på arbejde igen, efter en dejlig sommerferie. De første dage blev brugt med utallige møder af den ene eller den anden slags. Al denne mødeaktivitet var jeg langt fra alene om - alle mine dejlige kollegaer var også særdeles aktive ud i møder.
Hovedet bliver temmelig fyldt på sådan nogle dage, så jeg tænkte, at vi kunne trænge til en lille sød ting på lærerværelset. Det fik mig i køkkenet, og her er hvad jeg forkælede verdens bedste kollegaer med, på verdens bedste skole.

En sød lille sommersag med citron og jordbær - god til kaffe, og særdeles god til at give blodsukkeret et skud, så en skolelærer kan komme godt fra start på et helt nyt skoleår :)




Citroncupcakes med jordbærfrosting
Citron cupcakes med jordbærfrosting (12 almindelig cupcakes eller 24 mini cupcakes)


Ingredienser:

  • Til dejen:
  • 180 gram sukker
  • 100 gram blød margarine
  • 225 gram hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1,5 tsk. vanillesukker
  • 0,25 tsk. salt
  • 3 æg
  • 2 dl. ymer eller creme fraiche
  • saft og skal af 1 citron
  • 3 spsk. frysetørret jordbær
  • Til frostingen:
  • 300 gram flormelis
  • 100 gram smør (ikke margarine)
  • 20 friske eller frosne jordbær, som moses og pureres


Fremgangsmåde:

  • Forvarm ovnen til 175 grader.
  • Pisk margarine og sukker til en ensartet masse.
  • Pisk æggene i et ad gangen.
  • Tilføj herefter mel, bagepulver, vanillesukker og salt - skiftevis med ymer, som på forhånd er tilsat citronsaft og citronskal.
  • Vend de frysetørrede jordbærstykker i dejen til sidst.
  • Fyld herefter dejen i formene (det bedste resultat opnås ved at bruge papirforme i en fast muffinform).
  • Bag kagerne i ca. 15 minutter til de er let gyldne.
  • Afkøl kagerne og pisk i mens frostingen sammen.
  • Pisk flormelis og smør til en smuldret masse. Saml frostingen med jordbærpureen.
  • Put frostingen i en sprøjtepose med den tylle du ønsker at dekorere med.
  • Pynt kagerne med frostingen og top evt. med frysetørrede jordbær (som på billedet).



mandag den 4. august 2014

Hjemmelavede croutoner med hvidløg

Hjemmelavede brødcroutoner er enormt vanedannende...jeg siger det bare! :)
Disse brødcroutoner er med hvidløg, og kan bruges i salater, supper - eller simpelthen bare som en lille lækker snack til et dejligt glas vin, eller en god øl.

De er meget nemme at lave - og så er det meget billigere at lave dem selv, end at købe dem færdige. Ja - og så er det vel næsten overflødigt at sige, at de også smager meget bedre end dem man køber i butikkerne. Det er en ren "win win".

Hjemmelavede brødcroutoner med hvidløg
Hjemmelavede brødcroutoner med hvidløg

Ingredienser:
  • 1 helt lyst toastbrød i skiver
  • 120 gram smør
  • Hvidløgssalt

Fremgangsmåde:
  • Forvarm ovnen til 125 grader.
  • Skær toastbrødet i terninger og fordel terningerne i en bradepande beklædt med bagepapir.
  • Skær smørret i små terninger og fordel dem over brød-terningerne.
  • Drys hvidløgssalt ud over brød og smør. (Hvor meget afhænger af smag og behag).
  • Bag brødcroutonerne i ovnen. Vend rundt i dem hvert 20. minut.
  • Når brødcroutonerne er gyldne (ca. efter en time eller halvanden, afhængig af ovnen), slukkes ovnene og brødcroutonerne bliver stående i ovnen til de er kolde.
  • Brødcroutonerne kan gemmes i en pose, på et tørt sted, i op til to måneder.

Chokoladekage

Chokoladekage er en klassiker - og det er ikke svært at forstå, for en god chokoladekage smager da bare himmelsk. En god chokoladekage skal, i min optik, være luftig, svampet og smage virkelig meget af chokolade!

Inden jeg brugte nogle år på lærerseminariet, og efterfølgende blev lærer, var jeg pædagogmedhjælper i SFOen på Søllinge skole. Her bagte vi ofte med børnene, og hvis de selv kunne vælge hvilken kage vi skulle bage, så blev det denne chokoladekage.

Søllinge skole eksisterer ikke mere - men det gør chokoladekagen her. Og heldigvis for det :)

Chokoladekage (en lille bradepande - ca. 25x35 cm.)

Ingredienser:
  • 400 gram hvedemel
  • 100 gram usødet kakao
  • 1 tsk. natron
  • 350 gram sukker
  • 5 dl. appelsinjuice
  • 4 æg
  • 200 gram smeltet margarine
  • Chokolade og kokosmel til pynt (evt. også lidt frysetørret hindbær eller jordbær)

Fremgangsmåde:
  • Æg og sukker piskes let og luftigt.
  • Smeltet margarine (som er afkølet lidt), natron og appelsinjuice blandes i.
  • Hvedemel og kakao blandes, og piskes i lidt efter lidt, til dejen er glat og ensartet.
  • Kagen hældes i en lille bradepande, beklædt med bagepapir.
  • Kagen bages i ca. 30 minutter ved 175 grader.
  • Når kagen er bagt, og har afkølet en smule, fordeles mørk overtrækschokolade over kagen. Når dette er smeltet, smøres det ud i et jævnt lag, der dækker hele kagens overflade.
  • Drys til sidst med kokosmel (og evt. frysetørrede bær).
  • Afkøl kagen helt - skær stykker ud af kagen og spis :)

Chokoladekage

Sommer fragilité med friske bær

Her i den varme, danske sommer står is nok lidt højere på de flestes ønskeseddel, end kage. Det er der ikke noget at sige til, med de varmegrader vi har os.
Men en god sommerkage skal man ikke underkende - for det kan også være lækkert i det varme vejr - med en god kop kaffe til.
Her er en nem sommerkage, hvor der gøres brug af de mange friske sommerbær som haverne rundt omkring rummer.

Jordbær og blåbær - smukke farver

Sommer fragilité med friske bær

Ingredienser:
  • 6 stk. æggehvider
  • 3 dl. sukker
  • 1 dl. kagecreme-pulver (et brev)
  • 100 gram hakkede hasselnødder
  • 5 dl. piskefløde
  • 1 dl. flormelis
  • 2 tsk. vanillesukker
  • Masser af friske bær
  • Evt. lidt hakket, mørkt chokolade til drys

Fremgangsmåde:
  • Start med at piske æggehvider og sukker til en luftig marengs. 
  • Vend kagecreme-pulver og de hakkede hasselnødder i marengsen.
  • Fordel dejen på en bageplade med papir, til en rund fragilité-bund.
  • Bag fragilité-bunden ved 175 grader i ca. 20 minutter.
  • Afkøl fragilitéen inden den pyntes med creme og bær.
  • Mens kagen afkøler, laves cremen:
  • Pisk piskefløden til en letpisket flødeskum. Rør flormelis og vanillesukker i flødeskummen og fordel den i et jævnt lag over den kolde fragilité-bund.
  • Skyld og rens de friske bær, og fordel dem over cremen. Drys evt. med hakket, mørkt chokolade.
  • Somme fragilitéen serveres straks.

Sommer fragilité med friske bær

fredag den 25. juli 2014

Kageskole...den første elev...

Den søde elev med de søde kager

I dag har jeg haft en lille, sød elev i kageskole. Det er så moderne med skoler i alt muligt her om sommeren, så hvorfor ikke kager?
Johanne af datter af en af mine gode veninder, og hun ville gerne bage kager til sin fødselsdag, og også lære lidt kagetricks.
Johanne var simpelthen skrup-sej, og virkelig dygtig. Der skal nok blive en god kage-mester ud af hende. Og så var det død hyggeligt at bruge lidt timer i køkkenet, sammen med hende.
Det var en varm fornøjelse, her i den dejlige, danske sommer - og nu håber jeg, at Johanne og hendes gæster kan lide de søde kager. De er i hvert fald bagt med flid og kærlighed, og det kan helt sikkert smages :)


Tak for i dag Johanne...og tillykke med fødselsdagen lige om lidt :)

Johanne i gang i køkkenet

Bagerlærlingen og bagermesteren :)
Kagerne:
  • Lyserøde: Vanille cupcakes med hvid chokolade og hindbærfrosting
  • Gule: Chokolade cupcakes med citronfrosting
  • Lilla: Vanille cupcakes med gemte blåbær og vanillefrosting



lørdag den 19. juli 2014

Citron macarons med lemon curd og hvid chokolade ganache

Jeg er meget inspireret af en anden blogger, der hedder Maja. Hun tryller de fineste chokolade-lækkerier frem og er bare super dygtig. Og så har hun bloggen med de smukkeste billeder, hvis man spørger mig. (Du finder link til Majas blog under andre blogs. Klik på Chocolat).
Maja er vildt sej til det der med macarons...og jeg fatter ikke hvordan hun får sine små makroner så ens og fine. Jeg er dybt imponeret, for jeg synes, at det er vanvittig svært. Jeg har ofte måtte kassere flere plader makroner, der enten er knækket, ikke har fået den karakteristiske kant, eller simpelthen ikke har haft nogen bund. Det er marginaler der afgør om resultatet sidder i skabet.

Jeg bliver dog ved med at forsøge - for selvom det er svært, og til tider også lidt frustrerende - så er det sjovt når det lykkes og macarons er vidunderligt lækre at sætte tænderne i.

Derfor synes jeg også, at du skal prøve at kaste dig ud i macaron-eventyret.
De små franske fristelser er simpelthen vidunderlige. Særligt er jeg ret vild med denne citron-variant, og den har også høstet stor ros hos dem, der har været med til at sætte tænderne i dem.

Citron macarons med lemon curd og hvid chokolade ganache


Citron macarons med lemon curd og hvid chokolade ganache (12 stk.)

Ingredienser:
  • Til lemon curd:
  • 35 gram smør
  • 80 gram sukker
  • 2 citroner (både skal og saft)
  • 1 pass. æg
     
  • Til makronbundene:
  • 43 gram mandelmel (eller 43 gram smuttede tørre mandler, som du selv blender til mel)
  • 75 gram flormelis
  • 1 stor æggehvide
  • 25 gram sukker
  • 1 tsk. revet citronskal
  •  
  • Til den hvide chokolade ganache:
  • 1 dl. piskefløde
  • 100 gram hvid chokolade
  • 0,5 tsk. citronsaft

Fremgangsmåde:
  • Lav lemon curden dagen før den skal bruges (du kan også sagtens bruge færdiglavet lemon curd, som købes på glas.
  • Hæld smør, sukker, æg og citronskal + citronsaft i en gryde og varm massen op under omrøring.
  • Tag det af varmen når det begynder at tykne.
  • Hæld på glas og stil på køl.
  • Start med at bage makronbundene:
  • Blend mandelmelet med flormelis og citronskal.
  • Pisk æggehviden stiv. Tilsæt sukker og pisk til massen er skinnende og blank (som marengs).
  • Hæld mandelmel-blandingen op til æggehviden og vend forsigtigt. Pres dejen op at skålens kanter, ca. 35 gange. Du må ikke røre for meget, og heller ikke for lidt.
  • Put massen i en sprøjtepose og sprøjt 24 små runde makroner ud på en bageplade med bagepapir.
  • Lad makronbundene lufttørre i ca. 30 minutter - pas på de ikke får træk.
  • Bag makronbundene i 12 minutter, ved 160 grader. Makronerne skal gerne hæve lidt opad og få en blank og skinnende overflade. Der må ikke være bobler i overfladen.
  • Lad makronbundene afkøle, inden du befrier dem fra bagepapiret.
  • Nu skal du lave den hvide chokolade ganache:
  • Hak chokoladen fint.
  • Bring fløden og citronskal i kog og hæld den varme fløde over chokoladen.
  • Lad det stå lidt, og rør derefter rundt, til chokoladen er smeltet.
  • Lad ganachen afkøle i køleskab til det bliver tykt.
  • Pisk den let op, så den bliver cremet og lækker.
  • Nu skal du samle dine macarons:
  • Put den hvide chokolade ganache i en sprøjtepose.
  • Sprøjt en rund ring af ganachen langs kanten på en makronbund.
  • Fyld forsigtigt det lille hul i midten af ganachen op med lemon curd.
  • Sprøjt eventuelt lidt mere ganache ovenpå lemon curden.
  • Læg en makronbund på som top.
  • Fortsæt dette til du har 12 macarons, og pynt dem som du synes. Jeg synes et drys flormelis og lidt citronskal passer godt til.

torsdag den 17. juli 2014

Hindbærsnitter

Denne opskrift er den helt traditionelle hindbærsnitte, med mørdejsbund og top - hindbærmarmelade og glassur på toppen.
Normalt er hindbærsnitter jo firkantede, men jeg er begyndt at lave mine runde. Så slipper jeg for at skære dem ud (hvilket kan være svært, og kagerne derfor meget nemt knækker), og så synes jeg, at det er smart, at jeg kan gemme bundene i en kagedåse, og lave de små godter efterhånden som de skal serveres. (De små runde bunde kan holde i et par måneder i en tætlukket dåse).


Firkantet eller rund...who cares?...smagen er vidunderlig, og hindbærsnitter vil altid være en af mine absolutte yndlingskager.


Runde hindbærsnitter

Hindbærsnitter (10 stk. firkantede, eller 16 stk. runde)

Ingredienser:
  • Til mørdejen:
  • 200 gram smør
  • 350 gram hvedemel
  • 150 gram flormelis
  • 1 spsk. vanillesukker
  • 1 æg  
  • Til fyld og pynt:
  • 1,5 dl. hindbærmarmelade
  • 200 gram flormelis
  • 2 spsk. varmt/kogt vand
  • Krymmel, pistacie-nødder, frysetørret hindbær, chokolade eller andet...

Fremgangsmåde:
  • Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet.
  • Tilsæt flormelis og vanillesukker og saml hurtigt dejen med ægget.
  • Stil dejen tildækket i køleskabet, i en time.
  • Hvis du vil lave firkantede hindbærsnitter deler du nu dejen i to, og ruller hver portion ud til en firkant af ca. 20x30 cm. Del dejen på langs og bag pladerne på en bageplade med bagepapir, til de er gyldne. Lad pladerne køle helt af på en bagerist.
  • Hvis du vil lave runde hindbærsnitter ruller du dejen ud på et meldrysset bord, og stikker runde kager ud med en rund udstikker. De runde kager bages til de er gyldne.
  • Ovnen skal stå på 175 grader og kagerne bages midt i ovnen.
  • Når kagerne er kolde smøres halvdelen af kagerne (2 plader, eller 16 runde) med hindbærmarmeladen.
  • Nu røres glasuren og denne smøres på den anden halvdel af kagerne (2 plader, eller 16 runde), og drysses med krymmel eller anden pynt.
  • Til sidst lægges kagerne sammen, og har du lavet pladerne til de firkantede hindbærsnitter, så skal du skære fem firkantede kager af hver sammenlagt plade.


Firkantede hindbærsnitter, klar til sammenlægning og udskæring

tirsdag den 15. juli 2014

Cookies med peanuts, mørk chokolade og havsalt

Jeg har bagt disse cookies nogle gange efterhånden, og hver gang med stor succes. Det er en lidt anderledes småkage, som smager salt og sødt på en og samme gang - og hvis du er til peanuts, så vil disse cookies helt bestemt være et hit til dine smagsløg.
De er tilmed meget nemme at bage, og så er de glutenfri, hvis man skal bage kage til gluten-allergikere.
I går havde vi et par gode venner til en kop sommer-kaffe, og så røg der lige sådan en portion i ovnen.


Cookies med peanuts, mørk chokolade og havsalt (16 stk.)

Ingredienser:
  • 225 gram creamy peanutbutter
  • 150 gram sukker
  • 1 stort æg
  • 0,50 tsk. bagepulver
  • 0,25 tsk. havsalt
  • 50 gram hakkede peanuts
  • 50 gram hakket mørk chokolade
  • Lidt ekstra havsalt til drys/pynt
Fremgangsmåde:
  • Kom peanutbutter, sukker, æg, bagepulver og salt i en skål, og rør det sammen med et piskeris.
  • Hak peanuts og chokolade groft og vend dette i dejen med en ske.
  • Ælt evt. dejen helt sammen på et bord (dejen er meget fedtet, men hænger ikke i).
  • Del dejen i 16 klumper og tril dem let til kugler.
  • Placer kuglerne med lige afstand på en bageplade med bagepapir og giv dem et let tryk med håndfladen, så de bliver halv-flade.
  • Bag de 16 cookies midt i ovnen, ved 175 grader i 12-14 minutter.
  • Drys de varme cookies med havsalt og lad dem køle af på en bagerist.
  • Spises når de er afkølet - eller gemmes i en lufttæt beholder.

Cookies med peanuts, mørk chokolade og havsalt

søndag den 6. juli 2014

Blåbær cupcakes med syren-lilla vanillefrosting

Anna, den ældste af Jespers unger, blev sidste forår konfirmeret. Det var en stor dag - og til en stor dag hører der ofte en god kage.
Jeg var rigtig glad, da Anna spurgte mig, om jeg ville bage til hendes store dag. For selvfølgelig ville jeg rigtig gerne det.
Anna bestilte blåbær cupcakes - og så skulle frostingen være syren-lilla, så kagerne passede til bordpynten.

Blåbær Cupcakes

Blåbær cupcakes med syren-lilla vanillefrosting (24 stk. mini)

Ingredienser:
  • Til dejen:
  • 220 gram hvedemel
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 1,5 tsk. vanillesukker
  • 60 gram blødt smør
  • 180 gram sukker
  • 2 store æg
  • 1,5 dl.creme fraiche
  • En håndfuld friske blåbær
  • Til frostingen:
  • 300 gram flormelis
  • 100 gram blødt smør
  • 1 tsk. vanillesukker
  • Blå og rød frugtfarve (så farven bliver som du ønsker)
Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen og forvarm den til 180 grader. Gør bagefter en fast cupcake-form klar, med 12 papirforme.
  • Bland mel og bagepulver grundigt i en skål.
  • Bland smør, sukker og vanillesukker i en skål og pisk grundigt med en håndmikser.
  • Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk grundigt mellem hvert æg.
  • Tilsæt creme fraiche og pisk, og pisk til sidst mel og bagepulver i.
  • Vend til sidst de hele blåbær i dejen. Pas på de ikke mases, da dejen så bliver blå.
  • Kom dejen i de 12 muffinforme med en ske. Fyld formene 2/3 op.
  • Bag kagerne til de er gyldne - ca. 25 minutter.
  • Afkøl kagerne, inden de pyntes med frostingen.
  • Mens kagerne afkøler røres frostingen sammen. Alle ingredienser piskes sammen - frugtfarven til sidst. Hvis den mangler lidt fugtighed, tilsæt da en lille smule mælk.
  • Put frostingen i en sprøjtepose med en stjernetylle. Dekorer kagerne og pynt med et helt blåbær til sidst.
  • Tip: man kan med fordel tilsætte dejen 100 gram mørkt, hakket chokolade, hvis man ønsker det.

Blåbær Cupcakes

torsdag den 26. juni 2014

Familien Bjerrings fødselsdags-lagkage

I dag er det Jespers fødselsdag...hurra, hurra, hurra...

Og eftersom min søde kæreste lyder efternavnet "Bjerring", så skulle der naturligvis "Familien Bjerrings fødselsdags-lagkage" på bordet.
Denne lagkage er obligatorisk på fødselsdagsbordet i Jespers familie, og i dag blev jeg - med denne udgave - godkendt, ud i kunsten at lave den. Det var Jespers søn, Svend, der gav godkendelsen, og eftersom han er en ægte Bjerring, så tager jeg det som et STORT kompliment :)

Familien Bjerrings fødselsdags-lagkage

Familien Bjerrings fødselsdags-lagkage (8-10 personer)

Ingredienser:
  • 3 chokolade-lagkagebunde (hjemmebagte, eller købte)
  • ½ liter piskefløde
  • 1 pose frosne hindbær
  • Lidt flormelis
  • Smeltet mørk chokolade til toppen (ca. 60 gram)
  • Evt. lidt frysetørret hindbær til pynt
Fremgangsmåde:
  • Optø hindbærrene og fordel dem på en flad tallerken.
  • Drys flormelis over bærrene og lad dem trække i ca. 15. minutter.
  • Pisk piskefløden til skum - den skal være rimelig fast i konsistensen, men naturligvis ikke som smør.
  • Mos hindbærrene med en gaffel, så de blandes godt med den flormelis de er drysset med.
  • Vend hindbærrene i fløden, så de er godt fordel.
  • Læg nu lagkagen sammen med et godt lag af hindbær-fløden mellem bundene. Gem evt. lidt til at pynte kanten med.
  • Fodel til sidst den smeltede chokolade over toppen af lagkagen, og drys evt. med frysetørret hindbær.
  • Pynt kanten med resten af hindbær-fløden, hvis du synes - og sæt flag i kagen.
  • Hip hip hurra :)

Og her et eksemplar af kagen, til den ældste Bjerring. Min svigerfar, Verner :)

mandag den 23. juni 2014

Jordbærtærte ved midsommer

Sankt Hans aften...der er ikke noget som midsommer i Danmark. Jeg har altid synes, at der er noget ganske særligt over det, når vi synger "Vi elsker vort land", mens vi stirrer ind i bålets flammer. Det er rørende på en eller anden vis.
Dertil kommer studenterhuer på sned, blå himmel, Dannebrog der vajer i vinden, hekse i massevis, sommerferien - der står på spring og venter med hygge, nærvær, lyse nætter og alt det andet dejlige, der kommer med sommer.

Sankt Hans blev i aften fejret med en sød jordbærtærte. Serveret for søde gæster.

Jordbærtærte - sommerens favorit


Jordbærtærte (1 tærte - 8 personer)

Ingredienser:

Mørdej:
  • 150 gram hvedemel
  • 100 gram smør
  • 50 gram sukker
  • 0,5 æg
Marcipan-fyld:
  • 100 gram smør
  • 100 gram sukker
  • 100 gram ren rå marcipan
  • 0,5 æg
  • 60 gram smeltet mørk chokolade (70%)
Creme:
  • 2,5 dl sødmælk
  • 0,5 brev kagecreme-pulver (eller en portion hjemmelavet kagecreme)
  • 2 dl. piskefløde - pisket til skum
Pynt: 
  • 400 gram friske, søde jordbær
Fremgangsmåde:
  • Først laves mørdejen:
  • Smuldr mel og smør sammen, tilsæt sukker og til sidst samles dejen med det halve æg.
  • Sæt mørdejen i køleskab i minimum en halv time.
  • Mens mørdejen er på køl, laves marcipanfyldet:
  • Pisk smør og sukker sammen med en håndmikser
  • Riv marcipanen groft og pisk denne i smør/sukker-massen, sammen med det halve æg.
  • Rør det til en jævn masse med en ske.
  • Nu skal mørdej og marcipanfyld forenes i den smurte tærteform og bages:
  • Rul mørdejen ud på et meldrysset bord, og læg den forsigtigt op i tærteformen.
  • Fordel marcipanfyldet ovenpå.
  • Bag kagen ved 200 grader i 20 minutter.
  • Afkøl kagen, og pensel den smeltede chokolade ud over bunden.
  • Stil kagen i køleskabet, til chokoladen har sat sig og er stivnet.
  • Nu er det tid til at røre cremen og pynte kagen:
  • Rør kagecreme og flødeskum til en jævn creme og fordel den over den bagte kagebund.
  • Halver jordbærrene og fordel dem over kagen i et lag.
  • Smelt evt. lidt ribsgelé, og put lidt af geléen over bærrene. Drys desuden med hakkede pistacienødder.
  • Opbevar jordbærtærten på køl, til den skal spises.
Jordbærtærter som portionsanretning

Tip: Jordbærtærterne kan også laves som portionsanretninger (se billede ovenfor). Til 22 tærter skal du bruge 3xdej + 2xcreme + 2x jordbær.

fredag den 20. juni 2014

Tarte au Citron Meringuée

Denne kage har et meget fornemt navn - i hvert fald, hvis man siger det på kagens modersmål: fransk. På dansk er det blot en citrontærte med marengs, men det bliver den nu ikke mindre fornem og lækker af.
Dette er Brødrene Prices opskrift, og siden jeg så dem lave tærten i et af deres tv-programmer for flere år siden, så har jeg haft stor lyst til at prøve den af.
Så var det, at jeg endelig fik købt mig sådan en lille gasbrænder til at gøre marengsen rigtig fin med - og ca. samtidig fik vi invitation til påskefrokost med gode venner, hvor jeg skulle have dessert med.
Så kastede jeg mig ud i det - og det fortrød jeg ikke!
Den tager noget tid at lave - men hold nu bøtte, hvor den da også bare smager himmelsk! Sød og syrlig på en gang.

Tarte au Citron Meringuée

Tarte au Citron Meringuée - fransk citrontærte med marengs (1 tærte)

Ingredienser:

Mørdej:
  • 250 gram hvedemel
  • 170 gram smør
  • 70 gram flormelis
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 1 æg
  • En knivspids salt
Citron-creme:
  • Fileter af 2 citroner
  • Revet skal af 1 citron
  • 100 gram sukker
  • 2 hele æg + 2 æggeblommer
  • 2 dl. piskefløde
Marengs:
  • 85 gram pass. æggehvide
  • 150 gram sukker
  • 0,75 del. vand
Fremgangsmåde:
  • Start med at lave mørdejen:
  • Kom hvedemel, flormelis, vanillesukker og salt i en skål, og smuldr smørret heri.
  • Saml dejen med ægget - ælt ikke for meget.
  • Lad dejen hvile i køleskabet, i minimum en time.
  • Når dejen har hvilet, så rulles den ud og kommes i et smurt tærtefad.
  • Først skal dejen bages "blindt" - dvs. man lægger et stykke bagepapir over dejen og kommer f.eks. kikærter ovenpå, så dejen ikke hæver op under bagningen.
  • Bag tærtedejen ved 220 grader i ca. 20 minutter. Tag tærtedejen ud og lad den afkøle mens kikærterne stadig ligger i. Når dejen er kold fjernes kikærter og bagepapir.
  • Nu skal citron-cremen laves og fyldes i tærtebunden:
  • Blend citronfileterne, citronskal, sukker, æg og æggeblommer med en stavblender. Hæld til sidst fløden i og rør rundt med en ske.
  • Hæld cremen i tærtebunden og bag den ved 150 grader i ca. 30 minutter - eller til cremen har sat sig.
  • Lad nu tærten køle helt af.
  • Til sidst skal der marengs på toppen:
  • Kom sukkeret i en gryde sammen med vandet. Kog det til en klar, lidt tyk-flydende sirup.
  • Imens piskes æggehviderne til der dannes toppe. Dette er nemmest i røremaskine.
  • Hæld nu den kogende sukkerlage i æggehviderne i en tynd stråle, mens der piskes. 
  • Bliv ved med at piske til marengsen køler af - det tager mellem 10 og 15 minutter.
  • Kom marengsen i en sprøjtepose med en ønsket tylle, og dekorer den kolde tærte med marengsen.
  • Flamber til sidst marengsen med en gasbrænder, så den får smukke gyldne kanter.

Tarte au Citron Meringuée