søndag den 6. juli 2014

Blåbær cupcakes med syren-lilla vanillefrosting

Anna, den ældste af Jespers unger, blev sidste forår konfirmeret. Det var en stor dag - og til en stor dag hører der ofte en god kage.
Jeg var rigtig glad, da Anna spurgte mig, om jeg ville bage til hendes store dag. For selvfølgelig ville jeg rigtig gerne det.
Anna bestilte blåbær cupcakes - og så skulle frostingen være syren-lilla, så kagerne passede til bordpynten.

Blåbær Cupcakes

Blåbær cupcakes med syren-lilla vanillefrosting (24 stk. mini)

Ingredienser:
  • Til dejen:
  • 220 gram hvedemel
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 1,5 tsk. vanillesukker
  • 60 gram blødt smør
  • 180 gram sukker
  • 2 store æg
  • 1,5 dl.creme fraiche
  • En håndfuld friske blåbær
  • Til frostingen:
  • 300 gram flormelis
  • 100 gram blødt smør
  • 1 tsk. vanillesukker
  • Blå og rød frugtfarve (så farven bliver som du ønsker)
Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen og forvarm den til 180 grader. Gør bagefter en fast cupcake-form klar, med 12 papirforme.
  • Bland mel og bagepulver grundigt i en skål.
  • Bland smør, sukker og vanillesukker i en skål og pisk grundigt med en håndmikser.
  • Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk grundigt mellem hvert æg.
  • Tilsæt creme fraiche og pisk, og pisk til sidst mel og bagepulver i.
  • Vend til sidst de hele blåbær i dejen. Pas på de ikke mases, da dejen så bliver blå.
  • Kom dejen i de 12 muffinforme med en ske. Fyld formene 2/3 op.
  • Bag kagerne til de er gyldne - ca. 25 minutter.
  • Afkøl kagerne, inden de pyntes med frostingen.
  • Mens kagerne afkøler røres frostingen sammen. Alle ingredienser piskes sammen - frugtfarven til sidst. Hvis den mangler lidt fugtighed, tilsæt da en lille smule mælk.
  • Put frostingen i en sprøjtepose med en stjernetylle. Dekorer kagerne og pynt med et helt blåbær til sidst.
  • Tip: man kan med fordel tilsætte dejen 100 gram mørkt, hakket chokolade, hvis man ønsker det.

Blåbær Cupcakes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar