tirsdag den 4. februar 2020

Snickerskugler

De her Snickerskugler er simpelthen top lækre. Og så er de et lidt sundere alternativ til andre godter, hvor der ofte er en del hvidt sukker i.

De kræver ikke mange ingredienser - til gengæld er det et must med en kraftig minihakker eller en foodprocessor. 

Jeg har lavet dem flere gange, og nu advarer jeg lige: de er meget vanedannende, hvis man er vild med peanuts og chokolade. Og altså, hvem er ikke det? :)

Snickerskugler

Snickerskugler (ca. 25 stk.)

Ingredienser:
  • 75 gram saltede peanuts
  • 200 gram dadler
  • 3 spsk. peanutbutter (crunchy)
  • Mørk chokolade til overtræk

Fremgangsmåde:
  • Kom de saltede peanuts i din minihakker og blend dem til smulder. Tag et par spiseskefulde fra, så du har til pynt efter chokoladeovertræk.
  • Tilsæt dadlerne og blend til dadlerne er helt findelt.
  • Tilsæt til sidst peanutbutter og blend igen til massen er lind og ensartet. "Dejen" må gerne være lidt grov-kornet.
  • Tril ca. 25 kugler af massen og stil dem på køl.
  • Mens kuglerne står på køl, da smeltes den mørke chokolade. Gør dette i en skål over vandbad.
  • Når chokoladen er smeltet, da overtrækkes hver enkelt kugle, og pyntes med finthakkede peanuts.
  • Kuglerne stilles igen på køl, til chokoladen har sat sig.
  • Opbevares i en tætsluttende beholder på køl, og serveres kolde.


Snickerskugler

mandag den 3. februar 2020

Fastelavnsboller med nougat og remonce

Det er den tid på året igen!!! Fastelavn!!! Argh!!!
I guder, hvor jeg ikke orker de der tåbelige udklædningsfester. 

Men så er det jo godt, at der også findes skønne, skønne fastelavnsboller. Altså, når nu fastelavn absolut skal være en ting! :)

Her kommer den helt gammeldags variant, som er en smørfyldt og blød gærdej, fyldt med gode sager indeni. Her er det nougat og remonce, men det kunne også sagtens have været hindbærsyltetøj og vanillecreme. Jeg har pyntet dem ved at dyppe dem i chokoladegenache, men man kan også blot lave en dejlig glasur til det formål.

Fastelavnsboller med nougat og remonce

Fastelavnsboller med nougat og remonce (14-16 stk.)

Ingredienser:
  • 2 dl. sødmælk
  • 100 gram smør
  • 50 gram gær
  • 1 æg
  • 1 tsk. salt
  • 2 spsk. sukker
  • 0,5 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 450 gram hvedemel
  • 100 gram marcipan
  • 100 gram sukker
  • 100 gram smør (blødt)
  • 100 gram nougat
  • 1 æg til pensling
  • 100 gram mørk chokolade
  • 1 dl. fløde
  • krymmel

Fremgangsmåde:
  • Start med at smelte smørret i en lille gryde. 
  • Når smørret er smeltet tilsættes mælken, og det varmes op, så det bliver "lillefinger-varmt".
  • Smuldr gæren i en stor skål, og tilsæt hertil sukker, salt, kardemomme og vanillesukker.
  • Hæld den lune blanding af smør og mælk over gæren og rør det ud til en ensartet masse.
  • Tilsæt ægget og rør rundt endnu engang.
  • Til sidst tilsættes melet (lidt ad gangen), og dejen røres glat og smidig på røremaskine, eller æltes godt i gennem på et meldrysset bord.
  • Dejen stilles herefter til hævning i ca. en time. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse.
  • I mens dejen hæver, da røres remoncen sammen, af marcipan, sukker og blødt smør. Der skæres endvidere 14-16 stykker nougat.
  • Når dejen har hævet, da tændes ovnen, som forvarmes til 200 grader.
  • Dejen tippes nu ud på et bord, og slås sammen. Herefter udrulles den i en rektangel, i ca. 5 mm tykkelse.
  • Dejen skæres nu ud i 14-16 lige store firkanter.
  • På hver firkant lægges et stykke nougat, samt en stor tsk. remonce. 
  • Hjørnerne foldes sammen om fyldet, og dejen lukkes helt i samlingerne. 
  • Bollerne placeres på en bageplade med bagepair, med samlingerne ned ad.
  • Bollerne stilles nu til efterhævning i 30 minutter.
  • Når bollerne har hævet, da pensles de med æg, og bages ca. 10 minutter midt i ovnen. De skal være gyldne.
  • Bollerne afkøles herefter på en rist.
  • Når bollerne er afkølet, da laves chokoladegenachen.
  • Hak chokoladen fint og kom den i en skål. 
  • Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den varme fløde over chokoladen. Lad det trække i et par minutter.
  • Rør herefter massen sammen til ensartet masse, hvor i fastelavnsbollerne dyppes.
  • Når fastelavnsbollerne er dyppet, kan de drysses med krymmel og serveres.

Fastelavnsboller med nougat og remonce

Fastelavnsboller med nougat og remonce

tirsdag den 14. januar 2020

Foccaciabrød

Her i det nye har jeg skiftet kagerne ud med brød. Bare rolig - det er ikke permanent, jeg fik bare lige lyst :)

Jeg har endda kastet mig ud i en surdej, men det vil ikke rigtig virke for mig. Efter at have ventet på den i fem døgn (og den stadig ikke var som den skulle være), så måtte jeg jo bage noget andet. Og noget uden den fordømte surdej!!

Valget faldt på foccaciabrød - og halleluja, det blev altså virkelig lækkert.
Et nemt og hyggeligt madbrød at bage, som passer til hvad som helst.

Foccaciabrød
Foccaciabrød (et stort brød - til 1 bradepande).

Ingredienser:
  • 20 gram gær
  • 5 dl. koldt vand
  • 600 gram hvedemel
  • 12 gram havsalt
  • 1 dl. olivenolie + olie til at smøre skål og bradepande
  • Havsalt til drys
  • Frisk timian eller rosmarin til drys

Fremgangsmåde:
  • Smuldr gæren i en røreskål og tilsæt det kolde vand.
  • Tilsæt salt, og halvdelen af melet. Rør det let sammen.
  • Tilsæt resten af melet og rør dejen på en røremaskine. Bliv ved med at ælte, til dejen samler sig om dejkrogen som en klump, og dejen "slår" mod skålens sider.
  • Smør en stor skål med olivenolie og vip den færdig-æltede dej herover i. Dæk med et klæde og lad dejen hæve ved stuetemperatur i en time.
  • Når dejen har hævet vippes dejen ud i en bradepande, som er smurt med olivenolie (alternativt kan man bruge bagepapir).
  • Fordel dejen med fingrene, så den når ud i bradepandens hjørner. Fugt fingrene lidt - så er det nemmere.
  • Dæk bradepanden med husholdningsfilm, og lad den hæve yderligere en time.
  • I mens opvarmes ovnen til 230 grader varmluft.
  • Når brødet er færdig-hævet, da hældes en dl. olivenolie ud over dejen. Fordel det så godt det lader sig gøre. 
  • Herefter stikkes fingrene ned i dejen, så der laves en masse huller, hvor olien kan lægge sig.
  • Drys til sidst med friske krydderurter og havsalt.
  • Bag brødet midt i ovnen i ca. 20 minutter.
  • Afkøl brødet på en bagerist.

Foccaciabrød

Foccaciabrød




fredag den 10. januar 2020

Gulerodsbrud

Kalenderen viser januar, og det er nu også meget rart med et lille skud hverdag igen - oven på julen og nytåret. Det er også dejligt at gå i køkkenet og bage sager, som ikke har en disse med jul at gøre. Tænk, det kan man faktisk godt savne lidt.

Forleden bagte jeg disse lækre gulerodsbrud. Og det er ikke sidste gang, at de banditter her kommer til at strejfe mit køkken. For hold nu op de er lækre...de er super svampede og bløde, og smager så skønt bare med lidt smør på.

Gulerodsbrud

Gulerodsbrud (16 stk.)

Ingredienser:
  • 50 gram gær
  • 3,5 dl. lunkent vand
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 3 spsk. olie
  • 1 spsk. honning
  • 1,5 tsk. havsalt
  • 650 gram hvedemel
  • 75 gram blødt smør
  • 2 æg
  • 150 gram solsikkekerner
  • 2 store gulerødder (groft revet)

Fremgangsmåde:
  • Smuldre gæren i en stor skål og tilsæt det lunkne vand. Opløs gæren i vandet.
  • Tilsæt herefter yoghurt, olie, honning og havsalt.
  • Ælt hvedemelet i lidt efter lidt - meget gerne på røremaskine med en dejkrog.
  • Når melet er rørt i, da tilsættes det bløde smør og dejen æltes rigtig godt i gennem. Hvis du anvender en røremaskine, så ælt til dejen slipper skålens kanter.
  • Stil herefter dejen til hævning i 45 minutter, med et fugtigt klæde over.
  • I mens dejen hæver, da opvarmes ovnen til 220 grader varmluft, solsikkekernerne vejes af og gulerødderne rives groft. Gør også et par bageplader klar med bagepapir.
  • Når dejen har hævet, da tippes den ud på et meldrysset bord. 
  • Lav en fordybning midt i dejen. Kom gulerod, solsikkekerner og de to hele æg i fordybningen.
  • Begynd nu er hakke i dejen med en paletkniv eller en bagespade. Fold og hak godt rundt i dejen til gulerod, solsikkekerner og æg er fordelt i dejen.
  • Fordel dejen i 16 dele og læg dem forsigtigt over på bagepladerne.
  • Lad bruddene efterhæve i ca. 30 minutter, og bag dem midt ovnen i 10-15 minutter (de skal være gyldne).
  • Lad gulerodsbruddene afkøle på en bagerist - og server dem herefter med koldt smør.


Gulerodsbrud

Gulerodsbrud

mandag den 23. december 2019

Rocky Road

Så blev det den 24. december og i aften er det juleaften.
Der er ekstra klare julelys i børnenes øjne, og der er nærvær og hygge med dem man holder allermest af. Jeg elsker det!

I år skal juleaften holdes her hos Jesper og mig. Det er første gang, at jeg skal klare julemiddagen. Det er sjovt - og her tidligt morgen er ænderne netop sat i ovnen.
Træet er pyntet og jeg glæder mig til at dække julebord og få gæster.

Og så skal der selvfølgelig også være lidt julegodter. Mangler du en lille hurtig ting, så kommer her mit bedste bud på en lækker julegodte. Rocky Road!
Super simpel - super enkel - og super lækker.

Frøken Fuglesang ønsker hermed jer alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL.

Rocky Road
Rocky Road (ca. 40 stk.)

Ingredienser:
  • Marcipan
  • Skumfiduser
  • Smuttede mandler
  • Pistaciekerner
  • 200 gram mørk chokolade
  • 100 gram hvid chokolade
Fremgangsmåde:
  • Beklæd en form på 20x20 cm med bagepapir.
  • Skær marcipan i mindre stykker og fordel det i formens bund.
  • Klip skumfiduser i mindre stykker og fordel også dem i formens bund.
  • Drys med rund hånd mandler og pistaciekerner ud over marcipan og skumfiduser.
  • Smelt nu den mørke og den hvide chokolade, og hæld den flydende chokolade over fyldet. Sørg for, at chokoladen er godt fordelt.
  • Bank formen i bordet nogle gange, så den der ikke kommer luftbobler i din Rocky Road.
  • Stil på køl i minimum 3 timer, og skær herefter ud i fine stykker.
  • Opbevar på køl indtil servering.

mandag den 16. december 2019

Vaniljekranse

Der er godt og vel en uge til juleaften, og det er tid til at få fyldt kagedåserne, så der er lidt til kaffen før eller efter julemiddagen.

Mine kagedåser er i år fyldt med lækre brune kager (find også denne opskrift her på bloggen), samt søde og sprøde vaniljekranse. Jeg glæder mig til at servere de lækre småkager for mine julegæster den 24. december. 

Vaniljekranse tager ikke lang tid at lave, så du kan sagtens nå det. Det er et super hyggeligt bage-projekt - lige til at komme i julestemning af :)

Vaniljekranse

Vaniljekranse (ca. 50 stk.)

Ingredienser:
  • 200 gram blødt smør
  • 1/2 vaniljestang
  • 180 gram sukker
  • 1 stort æg
  • 250 gram hvedemel
  • 75 gram mandelmel

Fremgangsmåde:
  • Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det kan nå at få stuetemperatur inden du går i gang med bagningen.
  • Tænd ovnen og lad den forvarme til 200 grader, og gør en bageplade klar med bagepapir, samt en sprøjtepose af stof, med en stjernetylle (str. 10).
  • Kom smørret i en skål og pisk det godt sammen med sukkeret med en håndmixer.
  • Flæg den halve vaniljestang og skrab kornene ud. Bland kornene med lidt sukkeret, så du får skilt vanillekornene fra hinanden. Pisk "vaniljesukkeret" sammen med smør og sukker.
  • Pisk ægget i.
  • Bland hvedemel og mandelmel sammen, og ælt det godt ind i dejen. Hvis du ikke har mandelmel, så kan du bruge 75 gram hele mandler, og blende dem helt fint. Det fungerer lige så godt som færdigt mandelmel.
  • Når dejen er ensartet, da kommes den i din sprøjtepose. Tag med fordel lidt dej ad gangen, så bliver det lettere at sprøjte vaniljekransene ud. Det er desuden vigtigt, at du bruger en sprøjtepose af stof. En engangssprøjtepose i plast vil flække, da dejen er temmelig fast.
  • Sprøjt nu fine kranse ud på din bageplade med bagepapir. De skal have en diameter svarende til ca. en fem-krone. Sørg for, at der er lidt plads mellem dine vaniljekranse, da kagerne vil flyde lidt ud.
  • Bag vaniljekransene midt i ovnen i ca. 8-10 minutter. De skal være gyldne inden du tager dem ud.
  • Køl vaniljekransene af på en bagerist, og kom dem i en kagedåse der slutter tæt, når de er helt kolde.

Vaniljekranse

lørdag den 7. december 2019

Fudge med saltkaramel


Det er atter engang blevet december, og det er tid til at få et par nye juleopskrifter på bloggen.
Nu må vi se hvor meget jeg når inden jul...

Uanset, så er det årets hyggeligste tid at stå i køkkenet på. Julemusik i højtalerne og julelysene tændt både ude og inde - så kan der trylles i køkkenet og julestemningen kommer snigende med lynets hast.

Her får I opskriften på hjemmelavet fudge med saltkaramel. 
Det er mit første forsøg med fudge, men ikke det sidste. Jeg tænker, at fudge kan varieres i det uendelige, hvilket jo er et hit i sig selv.

Den her er rimelig enkel - og det skal man ingenlunde kimse ad. Den smager af ren luksus :)

PS: Nederst i indlægget finder I iøvrigt et vaskeægte "lifehack" til kogning af fudge. En simpel løsning der gør, at et håndholdt termometer ikke falder ned i gryden :D

Fudge med saltkaramel

Fudge med saltkaramel (ca. 60 stk.)

Ingredienser:
  • 3 dl. piskefløde
  • 250 gram sukker
  • 2 dl. lys sirup
  • 2-3 tsk. flagesalt
  • 100 gram koldt smør i tern
  • 180 gram hvid chokolade (finthakket)

Fremgangsmåde:
  • Kom piskefløde, sukker, sirup og salt i en stor, tykbundet gryde og kog det op, i mens du rører i gryden undervejs. Brug et piskeris.
  • Kog massen til den når en temperatur på 124 grader. Hold øje med det hele tiden, så det ikke koger over. Det tager ca. 30 minutter at nå den ønskede temperatur.
  • I mens massen koger gør du smør og hvid chokolade klar - og du beklæder en form på 20x20 cm. med bagepapir. Stil tingene klar.
  • Når massen når den rette temperatur, da tager du gryden af varmen og tilsætter smør-tern og hakket hvid chokolade. Pisk massen godt i gennem, til den har en ensartet og blank overflade.
  • Hæld fudge-massen op i din beklædte form, og bank denne et par gange ned i bordet. Så undgår du lufthuller i din fudge. 
  • Drys med flagesalt og stil din fudge på køl.
  • Når fudgen har sat sig (efter 2-3 timer) kan du tippe den ud af formen, fjerne bagepapiret og skære den ud i mundrette stykker. Brug en skarp kniv, så du får skarpe kanter på dine stykker.
  • Jeg lader dog min fudge stå på køl i ca. 48 timer - det synes jeg gør noget godt for både konsistens og smag. Den bliver mindre "sukret" og smelter på tungen på en mere lækker måde.
  • Opbevar fudgen på køl i en tætsluttende beholder, indtil den skal serveres.
  • Fudgen kan holde sig på køl i et par uger.
  
Fudge med saltkaramel
Fudge med saltkaramel
             
Lifehack til kogning af blandt andet fudge

onsdag den 25. september 2019

Müslibarer

Jeg har netop været på lejrskole med 200 børn.
Det er en årligt tilbagevendende ting på den skole, hvor jeg er lærer. Hvert år er lejrturen sjov, givende, fællesskabende, hyggelig OG psyko hårdt arbejde!

Når jeg er af sted sådan fire dage, så skal der nogle gange lidt hurtig energi til. 
Vidste I for eksempel, at en halv pose saltlakrids godt kan hjælpe lidt på virkelig dårlig søvn, eller gøre det lidt nemmere at klare barn nummer 178 med hjemve? Og vidste I, at en håndfuld flødekarameller kan dulme ørerne efter uanede mængder af spørgsmål, der bare flyder i en lind strøm? "Hvornår er vi der?" - "Hvad tid skal vi spise?" - "Må vi godt gå til stranden?" - "Hvad er der til aftenforfriskning?" osv. osv.

I år havde jeg lavet disse lækkerheder, og havde en håndfuld af dem i tasken på lejrturen. Det var guld værd!

De er ikke super sunde - men dog, et sundere (og billigere) alternativ end flødekaramellerne og købe-energibarer. Ja, og så smagte de bare fantastisk godt og hjalp mig i gennem årets fælleslejr :)

Müslibarer

Müslibarer (14 stk.)

Ingredienser:

  • 85 gram honning
  • 25 gram brun farin
  • 75 gram mandler
  • 60 gram saltede peanuts
  • 30 gram poppet quinoa eller Rice Krispies
  • 50 gram havregryn
  • 25 gram kokosmel
  • 25 gram hørfrø
  • 0,5 tsk. havsalt
  • 3-4 spsk. kakonibs (kan udelades)
  • Mørk chokolade til pynt.

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft, og lad den forvarme.
  • Kom bagepapir i en form, der måler ca. 20 x 20 cm. og stil den klar.
  • Kom honning og brun farin i en lille tykbundet gryde, og lad det smelte sammen over svag varme.
  • Hak mandler og peanuts groft, og kom begge dele i en skål.
  • Tilsæt poppet quinoa, havregryn, kokosmel, hørfrø, salt og kakonibs til nødderne, og vend rundt så det hele blandes.
  • Når honning og farin er smeltet, hældes dette ned til nødder, gryn og frø, og der vendes rundt i massen, så det hele er godt blandet sammen.
  • Massen kommes nu op i formen, og massen presses godt sammen. Læg eventuelt mellemlægspapir over og brug en flad hånd eller bunden af en anden bøtte til at presse massen sammen med.
  • Sæt formen i ovnen, og bag "kagen" i 12-14 minutter. Den må ikke blive for mørk.
  • Lad "kagen" køle helt af i formen, inden den vippes ud på et skærebræt, og skæres i 14 fine barer.
  • Smelt den mørke chokolade over vandbad, og pynt müslibarerne med chokoladen. Jeg dyppede bundene af mine barer, samt lavede lidt mønster på toppen.
  • Pak hver müslibar i folie, og spis hvis du mangler hurtig energi.
  • Er også fantastiske til madpakken, eller bare som en lækker lille snack.


Müslibarer

Müslibarer

søndag den 15. september 2019

Appelsinmuffins med chokolade

Appelsin og chokolade er en djævelsk god kombination - det kan faktisk nærmest ikke gå galt, hvis de to ingredienser kommer til at gå hånd i hånd i en kage!!

Lige om lidt kommer de syrlige appelsiner i supermarkederne - og efter min smag er de allerbedst, når de er så sure og syrlige, som de overhovedet kan blive. Se DET er et hit her hos mig.
Når de kommer i en kage bliver de anderledes søde, og det er altså også fantastisk.

Her får I opskriften på de lækreste appelsinmuffins, med skøn og syrlig glasur på toppen. 

Appelsinmuffins med chokolade og glasur

Appelsinmuffins med chokolade og glasur (16 stk.)

Ingredienser:
  • 3 æg
  • 2 dl. sukker
  • 4 dl. hvedemel
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 100 gram smeltet smør
  • 100 gram mørk chokolade (groft hakket)
  • 3 appelsiner (saft og skal)
  • 1 appelsin (saft) + flormelis til glasur.
  • Evt. appelsinskal til pynt.

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft og lad den forvarme.
  • Kom æg, sukker og vanillesukker i en skål, og pisk det til en lys og luftig æggesnaps.
  • Smelt smørret og lad det afkøle lidt, inden det piskes i den luftige æggesnaps.
  • Tilsæt mel, bagepulver, chokolade og appelsinskal til dejen, og vend rundt.
  • Pres saften ud af de tre appelsiner og vend også dette i dejen.
  • Kom dejen i muffinforme. Fyldt dem ca. 2/3 op. Det bedste resultat opnås, hvis du bruger en fast muffinform, med papirforme i sat.
  • Bag kagerne midt i ovnen, i ca. 15 minutter. De skal være let gyldne og flot hævede.
  • Afkøl kagerne på en rist, i mens du rører glasuren.
  • Til glasuren bruger du saften af en appelsin + flormelis, til glasuren har den ønskede konsistens. Den må godt være lidt tyk.
  • Hvis du vil have lidt appelsinskaller til pynt (se billede), husk da at rive appelsinen inden du presser saften ud til glasur.
  • Pynt hver kage med glasur, og lad glasuren sætte sig inden kagerne serveres.


Appelsinmuffins med chokolade

Appelsinmuffins med chokolade

lørdag den 14. september 2019

Skyrboller

Skyrboller er det nye sort - og det kan man faktisk godt forstå. For det er altså en virkelig lækker form for brød. Og så er det lige knap så syndigt, som andre brødtyper.

Her er der ingen mel - men til gengæld er de proppet med god protein, og gode fibre.
Altså, what's not to like?

Det var min søde kollega, Stine, der havde prøvet kræfter med de her boller, og så var hun så sød, at hun havde en med på arbejde til mig. Den bolle smagte simpelthen så godt, at jeg liiiige selv måtte prøve med en portion. 

Og det bliver ikke sidste gang, for de er virkelig overraskende gode - og så sunde, at man næsten får god samvittighed af at spise dem :)

Skyrboller

Skyrboller (8 stk.)

Ingredienser:
  • 450 gram neutral skyr
  • 4 æg
  • 160 gram havregryn
  • 2 spsk. af den gule "Husk" (loppefrøskaller)
  • 1 tsk. havsalt
  • 3 tsk. bagepulver
  • Eventuelt sesamfrø til drys

Fremgangsmåde:
  • Slå æggene ud i en stor skål, og pisk dem let sammen.
  • Tilsæt skyr, og pisk dette sammen med æggene, til massen er ensartet. Brug et almindeligt piskeris.
  • Tilsæt alle de tørre ingredienser og vend dejen rundt så den samler sig og bliver ensartet.
  • Lad dejen stå i skålen i 10-15 minutter
  • Tænd ovnen, og lad den forvarme til 175 grader varmluft.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir.
  • Når dejen har hvilet kan den formes til boller. Den har en lidt "spøjs" konsistens og kan virke lidt gummiagtig. Men det skal du ikke lade dig skræmme af.
  • Form 8 boller af ca. 110 gram dej pr. bolle.
  • Sæt dem på en bageplade, drys med sesamfrø, og bag dem midt i ovnen i 20-25 minutter. De skal blive godt gyldne.
  • Lad bollerne afkøle helt på en bagerist, inden du spiser dem. Hvis de er for varme når de skæres over, kan de virke klæge i midten. Det klæge forsvinder når de afkøles og bollerne vil desuden falde lidt sammen under afkøling.
  • Spis bollerne som alternativ til almindeligt bagværk.
  • Bollerne opbevares i køleskab - og kan også fryses.


Skyrboller

Skyrboller

torsdag den 12. september 2019

Blåbærkage

Hvor i alverden bliver min tid af, altså?

Jeg gad godt, at jeg havde al tid i verden til at lege med kager og andet sjovt i mit køkken - og bagefter al tid i verden til at skrive opskrifter og lave gode blogopslag.

Nuvel, sådan ser hverdagen åbenbart ikke ud. Der er arbejde, der skal passes - og tusind andre ting, der skal gøres. Det betyder heldigvis, at når jeg endelig lander i køkkenet, så nyder jeg det dobbelt op :)

Efteråret har sat ind - så småt i hvertfald. Solen varmer lige knap så meget mere, og det er sæson for simremad og kager med sommerens høst af frugter og bær. Snart er det også tid til at gå i sving med de mange lækre æblekager og tærter.

Jeg er altså vild med efterår og vinter. Just saying :)

Her får I opskriften på en lækker, og helt enkel, blåbærkage. Den gør sig godt til den varme kaffe på en råkold efterårsdag. En klat syrlig creme fraiche klæder den desuden ualmindeligt godt.

Blåbærkage

Blåbærkage (1 rund kage - til ca. 8 personer)

Ingredienser:
  • 1 vanillestang
  • 250 gram sukker
  • 250 gram blødt smør
  • 4 æg
  • 250 gram hvedemel
  • 200 gram blåbær

Fremgangsmåde:
  • Tænd for ovnen og lad den forvarme til 180 grader.
  • Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Bland dem med sukker, så kornene skiller sig ad.
  • Kom smørret i en skål og tilsæt vanillekorn, og resten af sukkeret. Pisk massen til den er ensartet. Brug en håndmikser.
  • Pisk herefter æggene i et ad gangen, og vend tilsidst melet i.
  • Smør en springform på ca. 24 cm. med smør - eller beklæd den med bagepapir.
  • Kom dejen op i formen.
  • Drys med friske blåbær på hele overfladen, og pres nogle af bærrene lidt ned i dejen.
  • Bag kagen midt i ovnen, i ca. 35-40 minutter. Den skal være gylden og gennembagt.
  • Server lun eller kold, med en klat god creme fraiche "on the side".


Blåbærkage

Blåbærkage (close up)

fredag den 12. juli 2019

Peanutbutter-bidder med kokos og kakaonibs

Her kommer en hurtig lille snack, som nemt kan bikses sammen her i sommerferien.
De er et lidt sundere alternativ til slik og snolder, da de ikke indeholder raffineret sukker.

Du bestemmer selv om du laver firkanter, eller triller som kugler. Og chokoladeovertrækket er bestemt også valgfrit. Det går også fint uden.

De smager drøn godt - siger det bare :)

Peanutbutter-bidder med kokos og kakaonibs
Peanutbutter-bidder med kokos og kakaonibs (24 stk.)

Ingredienser:
  • 1 kop havregryn
  • 2/3 kop peanutbutter creamy
  • 2/3 kop ristet kokosmel
  • 1/2 kop kakonibs (eller hakket mørk chokolade)
  • 2 spsk. honning
  • 1 tsk. vanilla-paste
  • 0,5 tsk. havsalt
  • 1 spsk. vand
  • Evt. mørk chokolade (70%)

Fremgangsmåde:
  • Start med at riste kokosmel af på en tør pande. Den må gerne få en lysebrun farve, men ikke blive mørk.
  • Hæld havregryn i en skål, og bland det med den ristede kokosmel.
  • Bland salt i, og bland kakonibs i.
  • Kom herefter peanutbutter, vanilla-paste, honning og vand i skålen, og ælt hele herligheden til en ensartet masse.
  • Herefter kan du enten trille kugler - eller du kan gøre som jeg gjorde: kom massen i en firkantet beholder og tryk den godt sammen i beholderen. Sæt den herefter på køl, og vent til den er gennemkold. Når massen er kold, så kan den vippes ud på et bord, og skæres i firkanter med en skarp kniv. Hvis du vælger at lave kugler, så skal de også på køl når du er færdig med at trille dem.
  • Hvis du har lyst, så kan kuglerne overtrækkes med mørk chokolade - eller, hvis du har lavet firkanter, kan en af siderne dyppes. Jeg har brugt 70% mørk chokolade med knas, fra Toms.
  • Opbevar peanutbutter-bidderne på køl til de skal nydes.


Peanutbutter-bidder med kokos og kakaonibs

mandag den 8. juli 2019

Studenterhue-kage

Et stensikkert tegn på at det er sommer i Danmark er, når studenterne springer ud og pryder gadebilledet med deres hvide huer og deres lykkelige smil. Jeg elsker det - alle de smukke unge mennesker - på vej ud i verden og på vej på nye eventyr. 

Helt særligt er det, når det er gamle elever, der vinker til en på gaden - mens de stråler af stolthed og glæde. Det er SÅ skønt at møde dem derude, og ønske tillykke med kasketten.

I år fik vi også en student i vores familie. Jespers ældste datter, Anna, fik den fine STX hue på, onsdag den 26. juni. Her dimitterede hun på flotteste vis, fra Midtfyns Gymnasium.

Og Anna skulle naturligvis fejres. Med kram, og bobler og kage.
Anna havde bestilt jordbærtærter til sine gæster, og her ud over valgte jeg at overraske hende med en kage, formet som en studenterhue.

Nu har jeg aldrig været særlig ferm til det der fondant, hvilket også ses tydeligt på kagens skønhedsfejl. Men altså - den er (sprækker i fondant eller ej) lavet med kærlighed. Og den blev heldigvis også modtaget med kærlighed.

Anna med hue på hoved og fad :)
I kagen var der nøddebund, chokoladecreme og hindbærmousse. Båndet rundt om var i marcipan, toppen var dækket af hvid chokolade, pynten var friske hindbær og rød skovsyre.
Skygge, rødt bånd, emblem m.m. var lavet i fondant.

Opskrift på bund og chokoladecreme + udformning var hentet hos "Crumbsbytanja" - hindbærmoussen var freestyle.

Her får I lidt billeder af kagen - og så et stort og varmt tillykke til alle Danmarks smukke studenter!

Studenterhue-kage

Studenterhue-kage

Studenterhue-kage

Studenterhue-kage

Studenterhue-kage

tirsdag den 7. maj 2019

Påskekagen 2019

Jeg har slet ikke fået lagt billeder af min påskekage 2019 op. De kommer her.

Den er lavet med en bund af pistacie og pekannødder, citronmousse og vanillemousse. Og så er den overtrukket med gul glaze og pyntet med pistacienødder og små grønne påskeæg.

Jeg må indrømme, at jeg er ret stolt af kagen her. Jeg synes, at den blev så fin - den havde et smukt snit og den smagte fremragende. Det sagde gæsterne i hvert fald :)

Påskekage 2019

Påskekage 2019

Påskekage 2019

fredag den 12. april 2019

Citronkage med blå birkes

Citroner gør godt for rigtig mange ting, særligt for kager!

Hvis der er citron i en kage, ja så er det næsten utænkeligt, at jeg ikke synes den er fremragende. Jeg elsker den syrlighed og friskhed citron tilsætter kager. Om det så er småkager eller lidt større kager - det spiller ingen rolle. Citron kan bare et eller andet.

Her får I opskriften på en syrlig og lækker citronkage, tilsat blå birkes og cream cheese frosting som pynt. Den er uforskammet god altså!!

Citronkage med blå birkes

Citronkage med blå birkes og cream cheese frosting (1 rund kage - springform ø24 cm.)

Ingredienser:

Til selve kagen:
  • Saft og skal af 3 citroner
  • 250 gram smør
  • 4 æg
  • 240 gram sukker
  • 230 gram hvedemel
  • 15 gram blå birkes
  • Korn fra en vanillestang
  • 1,5 tsk. bagepulver
Til citronsiruppen:
  • 80 gram sukker
  • saft fra en citron
Til cream cheese frostingen:
  • 75 gram flødeost naturel
  • 75 gram blødt smør
  • 160 gram flormelis
  • 1 spsk. citronsaft

Fremgangsmåde:
  • Tænd din ovn på 180 grader og lad den forvarme.
  • Riv citronskallen fint og pres de tre citroner til selve kagen.
  • Pisk æg, vanillekorn og sukker til en lys og luftig æggesnaps.
  • Smelt smørret ved svag varme i en gryde, og vend forsigtigt smørret i æggesnapsen.
  • Bland hvedemel, bagepulver og birkes, og vend nu skiftevis melblandingen og citronskal+saft i  æggesnapsen, tilsat smør. Vend indtil du har en ensartet dej.
  • Spænd bagepapir ud over bunden af en springform, og hæld dejen i formen.
  • Bag kagen midt i ovnen, i ca. 35 minutter. Tjek med en pind/kødnål, om den har fået nok.
  • Mens kagen er i ovnen laves citronsiruppen.
  • Denne laves ved at koge sukker og citronsaft op indtil sukkeret er opløst. Det skal kun lige op at koge, da siruppen ellers bliver for tyk.
  • Når kagen er færdigbagt prikker du huller i hele kagen med et lille træspyd, og hælder derefter citronsiruppen ud over den varme kage. Sørg for at fordele det over hele kagen, og hæld langsomt, så hullerne suger siruppen undervejs.
  • Lad kagen køle helt af - befri den fra springformen (skær eventuelt i kanten med en lille kniv inden formen løsnes), og placer den på et kagefad.
  • Kom flødeost og smør i en skål, og tilsæt flormelis og citronsaft.
  • Pisk frostingen til den er luftig og blød.
  • Kom frostingen i en sprøjtepose med en ønsket tyl. Her har jeg brugt en lukket stjernetyl.
  • Pynt kagen med frostingen, og drys eventuelt med lidt blå birkes på toppen.
  • Lad kagen sætte sig på køl, indtil en halv time før servering.


Citronkage med blå birkes

Citronkage med blå birkes
Citronkage med blå birkes