fredag den 10. januar 2020

Gulerodsbrud

Kalenderen viser januar, og det er nu også meget rart med et lille skud hverdag igen - oven på julen og nytåret. Det er også dejligt at gå i køkkenet og bage sager, som ikke har en disse med jul at gøre. Tænk, det kan man faktisk godt savne lidt.

Forleden bagte jeg disse lækre gulerodsbrud. Og det er ikke sidste gang, at de banditter her kommer til at strejfe mit køkken. For hold nu op de er lækre...de er super svampede og bløde, og smager så skønt bare med lidt smør på.

Gulerodsbrud

Gulerodsbrud (16 stk.)

Ingredienser:
  • 50 gram gær
  • 3,5 dl. lunkent vand
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 3 spsk. olie
  • 1 spsk. honning
  • 1,5 tsk. havsalt
  • 650 gram hvedemel
  • 75 gram blødt smør
  • 2 æg
  • 150 gram solsikkekerner
  • 2 store gulerødder (groft revet)

Fremgangsmåde:
  • Smuldre gæren i en stor skål og tilsæt det lunkne vand. Opløs gæren i vandet.
  • Tilsæt herefter yoghurt, olie, honning og havsalt.
  • Ælt hvedemelet i lidt efter lidt - meget gerne på røremaskine med en dejkrog.
  • Når melet er rørt i, da tilsættes det bløde smør og dejen æltes rigtig godt i gennem. Hvis du anvender en røremaskine, så ælt til dejen slipper skålens kanter.
  • Stil herefter dejen til hævning i 45 minutter, med et fugtigt klæde over.
  • I mens dejen hæver, da opvarmes ovnen til 220 grader varmluft, solsikkekernerne vejes af og gulerødderne rives groft. Gør også et par bageplader klar med bagepapir.
  • Når dejen har hævet, da tippes den ud på et meldrysset bord. 
  • Lav en fordybning midt i dejen. Kom gulerod, solsikkekerner og de to hele æg i fordybningen.
  • Begynd nu er hakke i dejen med en paletkniv eller en bagespade. Fold og hak godt rundt i dejen til gulerod, solsikkekerner og æg er fordelt i dejen.
  • Fordel dejen i 16 dele og læg dem forsigtigt over på bagepladerne.
  • Lad bruddene efterhæve i ca. 30 minutter, og bag dem midt ovnen i 10-15 minutter (de skal være gyldne).
  • Lad gulerodsbruddene afkøle på en bagerist - og server dem herefter med koldt smør.


Gulerodsbrud

Gulerodsbrud

Ingen kommentarer:

Send en kommentar