søndag den 26. marts 2017

Toscatærte

Der har været lidt stille på bloggen den sidste tid. Det er ikke uvilje - men mere et spørgsmål om mangle på tid til både bagning og skriverier.

Sagen er den, at Jesper og jeg er flyttet - og det har været noget af et projekt at pakke ned, flytte, pakke ud og sætte den gamle lejlighed i stand. Og det selvom vi faktisk bare er flyttet en etage ned. Men nu lysner det - og vi er ved at være på plads i vores nye, dejlige hjem.

Med et nyt hjem følger også en ny ovn. Den skal jeg lige lære at kende - den bager altså ikke helt lige som den jeg var vant til. Men mon ikke det kommer, når nu tiden til at bage vender tilbage igen.

Det første, der kom i den nye ovn - ja det var selvfølgelig en kage. Bagt med kærlighed og taknemmelighed til de søde venner, som hjalp os med flytning, maling og meget andet.

De blev forkælet med en toscatærte - og derfor må det være på sin plads, at det er den der kommer opskrift på denne gang. Og den smager godt midt i en flytning - men den er også himmelsk når der er anderledes ro på :)

Toscatærte

Toscatærte (1 rund kage)

Ingredienser:
  • Til dejen:
  • 100 gram blødt smør
  • 3 æg
  • 170 gram sukker
  • 150 gram hvedemel
  • 2 spsk. piskefløde
  • 0,5 tsk. bagepulver
  • Saften af en halv citron
  • Skallen af en hel citron (fintrevet)
  • Til kagens øverste lag:
  • 200 gram mandler
  • 130 gram sukker
  • 2 spsk. hvedemel
  • 2 spsk. piskefløde
  • 150 gram smør

Fremgangsmåde:
  • Forvarm ovnen til 150 grader.
  • Pisk smør, æg og sukker luftigt i en skål. Brug elpisker.
  • Tilsæt herefter alle de øvrige ingredienser og pisk til dejen er ensartet.
  • Beklæd bunden af en springform med bagepapir, og smør formens sider med fedtstof.
  • Hel dejen i formen og bag den midt i ovnen, i ca. 35 minutter.
  • Mens kagen bager laver du massen til kagens øverste lag.
  • Bland alle ingredienser i en gryde og lad det hele smelte sammen ved svag varme. Rør i massen ind i mellem og tag gryden af varmen, når massen er ensartet.
  • Når kagen er bagt tages den ud af ovnen, og ovenpå kagen fordeles nu mandel-massen i et jævnt lag.
  • Herpå sættes kagen tilbage i ovnen og bager yderligere ca. 25 minutter.
  • Når kagen er kølet lidt af, skær da forsigtigt rundt langs kanten med en skarp kniv. Når kagen er helt afkølet løsnes formen helt og kagen sættes på et serveringsfad.

Toscatærte

onsdag den 1. februar 2017

Moussebomber med lime og basilikum

Det her er en meget smuk, en meget uimodståelig og en meget bitte lille dessert. Faktisk er den blot ca. fire mundfulde stor - men hvilke fire mundfulde!!

Jeg brugte den som en lille pre-dessert i en menu med flere retter - men det kan også sagtens være en lille hapser til kaffen eller en del af et dessertbord eller lignende.

Den består af sprøde mørdejsbunde - toppet med den lækreste mousse, der smager både sødt og syrligt. Eftersmagen af basilikum er uovertruffen og fungerer sindsygt godt sammen med smagen af lime.

Moussebomberne blev meget vellykkede i dette første forsøg - så det er en opskrift, som absolut skal bruges ved andre lejligheder også.

Opskriften er fra Maja Vases desserttapas. Blog: Chocolat.


Moussebomber med lime og basilikum

Moussebomber med lime og basilikum (8 stk.)

Ingredienser:
  • Til mørdejsbundene:
  • 60 gram hvedemel
  • 15 gram mandelmel
  • 25 gram flormelis
  • 35 gram koldt smør
  • 0,5 knivspids salt
  • 0,5 æg
  • Til Moussebomberne:
  • 3 balde husblas
  • 100 gram limesaft (ca. 8 limefrugter)
  • 100 gram sukker
  • 20 friske basilikumblade (+ eventuelt 8 stk. til pynt)
  • 1,5 dl. piskefløde
  • 150 gram skyr

Fremgangsmåde:
  • Start med at bage mørdejsbundene:
  • Kom hvedemel, mandelmel, flormelis og salt i en skål. Rør godt rundt.
  • Tilsæt det kolde smør og gnid det godt ind i de tørre ingredienser. 
  • Ælt dejen så meget sammen du kan - med hænderne - og saml til sidst dejen med ægget.
  • Rul dejen flad, mellem to stykker bagepapir, og lade den hvile sådan i køleskabet i minimum en time.
  • Stik små bunde ud med en rund kageudstikker (ca. 5 cm. i diameter).
  • Bag bundene ved 175 grader til de gyldne.
  • Afkøl bundene på en bagerist.
  • Kom bundene i en tætsluttende beholder og sæt dem til side.
  • Nu skal du lave moussebomberne:
  • Udblød husblassen i rigeligt med koldt vand.
  • Bring limesaft og sukker til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen.
  • Vrid husblassen fri for vand og smelt denne i den varme lime-sirup.
  • Sigt limesiruppen og lad den køle af.
  • Stød 1 tsk. sukker og de friske basilikumblade til puré i en morter.
  • Kom piskefløden og basilikumpuré i en stor skål og pisk det til let skum.
  • Tilsæt skyr, og pisk det forsigtigt sammen med flødeskummet.
  • Vend lidt af skummet i den lune limesirup - og vend derefter resten i.
  • Fordel moussen i en silikoneform med 8 halvkugler (ca. 4 cm. i diameter), og sæt formen med halvkuglerne i fryseren natten over.
  • Ved servering:
  • Placer en mørdejsbund på midten af en tallerken. 
  • Tryk en frossen moussebombe ud af silikoneformen og placer den ovenpå bunden.
  • Da moussen er frossen, er det vigtigt, at moussebomberne står ved stuetemperatur i ca. 30 minutter inden de serveres.
  • Lige inden servering pyntes eventuelt med små, friske basilikumblade.


Moussebomber med lime og basilikum

mandag den 23. januar 2017

Chokoladetærte med saltkaramel

I sommer købte jeg en aflang tærteform i Kunst og Køkkentøj i København (i øvrigt all-time-favorite-køkkengrejsbutik). Jeg havde ikke rigtig fået den i brug, men da jeg forleden afholdt nytårstaffel for nogle dejlige damer, skulle der laves lækker dessert i den fine tærteform.

Valget faldt på denne chokoladetærte med den lækreste og blødeste karamel-midte. En sød og skøn kage, med et tvist af det salte. What´s not to like?

Jeg serverede kagen som dessert, med en hjemmerørt vanilleis til - men kagen går også fint til en god kop kaffe.

Opskriften er fra "Lykken er chokolade" af Maja Vase og Anne au Chocolat.

Chokoladetærte med saltkaramel

Chokoladetærte med saltkaramel (1 aflang tærte - eller 1 rund tærte)

Ingredienser:
  • Til kakaomørdejen:
  • 200 gram hvedemel
  • 20 gram usødet kakao
  • 200 gram sukker
  • 2 knivspids havsalt
  • 200 gram smør
  • 4 æggeblommer
  • Til karamelmassen:
  • 260 gram flødekarameller (f.eks. Werthers Toffee)
  • 30 gram piskefløde
  • 2 knivspids havsalt
  • Til Chokoladeganachen:
  • 140 gram god mørk chokolade
  • 1,5 dl. piskefløde

Fremgangsmåde:
  • Start med at lave kakaomørdejen:
  • Bland hvedemel, kakao, sukker og salt i en skål.
  • Gnid smørret ind i de tørre ingredienser med fingrene.
  • Saml dejen med æggeblommerne og ælt den til en ensartet masse.
  • Læg mørdejen i en plastikpose og lad den hvile i køleskabet i mindst en time.
  • Forvarm ovnen til 180 grader.
  • Smør tærteformen.
  • Rul mørdejen ud mellem to stykker bagepapir og beklæd formen med den.
  • Fjerne overflødigt dej langs kanten af tærten.
  • Prik bunden med en gaffel og læg derefter staniol over bunden og tærtens kanter.
  • Fyld formen op med kikærter/bønner og blindbag bunden i ca. 10 minutter.
  • Fjern staniol og kikærter/bønner og bag bunden videre i yderligere 10 minutter til den er sprød og lækker.
  • Hvis dejen begynder at boble op under bagningen, så prik forsigtigt med en gaffel så luften kan komme ud.
  • Afkøl bunden på en bagerist, i formen.
  • Nu skal du lave karamelmassen:
  • Kom alle flødekaramellerne i en gryde og tilsæt fløden.
  • Bring massen langsomt i kog og rør rundt.
  • Fortsæt med at røre rundt, indtil flødekaramellerne er smeltet.
  • Tilsæt salt og hæld herefter den flydende karamelmasse i tærtebunden. Bank den let mod et bord, så eventuelle luftbobler forsvinder.
  • Sæt tærten på køl, mens du laver chokoladeganachen.
  • Nu skal du lave chokoladeganachen:
  • Hak chokoladen fint og kom den i en skål.
  • Bring fløden i kog i en lille gryde og hæld efterfølgende den varme fløde over chokoladen.
  • Lad den stå i 30 sekunder og rør så forsigtigt rundt med en blød dejskraber. Sørg for at dejskraberen hele tiden er i bunden af skålen. 
  • Bliv ved med at røre til chokoladen er opløst og massen er ensartet.
  • Fyld chokoladeganachen ovenpå karamellaget og sæt formen tilbage i køleskabet.
  • Lad kagen sætte sig i et par timer.
  • Pynt og servering:
  • Lige inden du serverer din chokoladetærte fjerner du formen og placerer kagen på et fint fad.
  • Pynt kagen med havsalt og eventuelt skovsyre.
  • På billederne har jeg lagt Bülows lakridskugler ned i ganachen, men det behøves absolut ikke.


Chokoladetærte med saltkaramel

Chokoladetærte med saltkaramel

lørdag den 21. januar 2017

Bløde hvedeflutes

At bage brød er ofte lidt af en videnskab. Men nogle gange skal det også bare være nemt og hurtigt. Og skal det tilmed være virkelig lækkert, så er den her opskrift genial!

Opskriften her giver tre lækre, bløde hvedeflutes, som er ideelle at servere til lidt af hvert. Smagen er neutral og let saltet - og det gør disse flutes lækre til både en god suppe, til ostebordet eller til for eksempel tunmousse.

Bløde hvedeflutes

Bløde hvedeflutes (3 stk.)

Ingredienser:
  • 50 gram gær
  • 50 gram sukker
  • 2 dl. piskefløde
  • 2,5 dl. varmt vand (fra hanen)
  • ca. 500 gram hvedemel
  • Havsalt

Fremgangsmåde:
  • Gæren smuldres og sukkeret tilsættes. Lad det stå ca. 5 minutter til sukkeret begynder at opløse gæren.
  • Bland den kolde fløde med det varme vand, og hæld denne blanding over gæren. Rør rundt, så gæren opløses helt.
  • Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen og ælt til sidst dejen glat og smidig.
  • Del dejen i tre portioner og form hver dejklump til et aflangt flute. 
  • Læg de tre flutes på en bageplade, beklædt med bagepapir.
  • Tænd ovnen på 200 grader og lad denne forvarme, mens de tre flutes hæver i ca. 20 minutter.
  • Efter hævningen ridses der med en kniv og prikkes med en gaffel i dejen.
  • De tre flutes pensles med neutral olie og drysses med rigeligt havsalt.
  • Bag de tre flutes i 10-15 minutter, midt i ovnen.
  • Afkøles på en bagerist og skæres i passende stykker inden servering.

Bløde hvedeflutes

tirsdag den 17. januar 2017

Vanilleis

Der findes næsten ikke noget, der er bedre end en virkelig god is. Silkeblød og fuld af smag.

Netop sådan er den her vanilleis, som er en sikker hitter. 
Den kan serveres til alle mulige slags kager og frugt - men den kan så sandelig også sagtens stå ganske alene.

Det her er, intet mindre end, en uforskammet god vanilleis!

Vanilleis

Vanilleis (ca. 1 liter)

Ingredienser:
  • 1 ds. kondenseret mælk
  • 0,5 liter piskefløde
  • 1 fed - eller - 2 tynde vanillestænger
  • 1 tsk. flormelis
Fremgangsmåde:
  • Bland den kondenserede mælk sammen med piskefløden. Brug et piskeris til at få blandingen ensartet.
  • Flæk vanillestangen på langs og skrab kornene ud. Bland kornene i flormelissen og gnid kornene fra hinanden med en kniv
  • Rør vanillekornene i massen med kondenseret mælk og fløde.
  • Hæld ismassen i en ismaskine og kør isen i ca. 50 minutter. Isen skal have konsistens som blød softice.
  • Når isen er færdigrørt kommes den i en tætsluttende beholder og sættes i fryseren. Lad isen stå her i minimum 4 timer inden den serveres.

Vanilleis

søndag den 8. januar 2017

Citronspecier

2017 er en uge gammel og hverdagen har for længst tag i os alle.

Efter massevis af julebag og nytårskransekage, er det faktisk rigtig dejligt at bage noget, der bare er "helt almindeligt". I dag faldt valget på sprøde og syrligt-søde citronspecier.

En lækker lille sprød småkage, som knaser dejligt. Den smager både sukkersødt og har en dejlig syrlighed fra citronen. Uhm...

Citronspecier

Citronspecier (ca. 75 stk.)

Ingredienser:
  • 225 gram smør
  • 125 gram flormelis
  • 1 vanillestang
  • 300 gram hvedemel
  • Revet skal fra en citron + 1 spsk. citronsaft

Fremgangsmåde:
  • Start med at flække vanillestangen på langs og skrab vanillekornene ud. Bland kornene med lidt flormelis, så kornene skiller sig ad.
  • Bland "vanillesukkeret", flormelis, mel og fintrevet citronskal i en skål. Rør godt rundt med en ske, så vanillekorn og citronskal fordeler sig godt i blandingen.
  • Tilsæt smør i mindre stykker og ælt massen sammen til en ensartet dej.
  • Tilsæt citronsaften når dejen har samlet sig og ælt saften ind i dejen.
  • Del dejen i to og rul hver portion til en pølse, med en diameter på størrelse med en femkrone.
  • Læg de to dej-ruller i fryseren i ca. en time.
  • Lad ovnen forvarme til 180 grader.
  • Skær dejen ud i runde kager, med en tykkelse på ca. 5 millimeter.
  • Fordel kagerne på en bageplade, beklædt med bagepapir. Sørg for, at der er lidt plads mellem kagerne, da de flyder en lille smule ud.
  • Bag kagerne midt i ovnen, i 7-8 minutter.
  • Afkøl kagerne på en rist efter bagningen.
  • Opbevar småkagerne i en tætsluttende kagedåse.
  • Tip: dej-rullerne kan nemt ligge længere i fryseren, så du kan med fordel lave dejen i god tid og bage småkagerne lige når det passer. 

Citronspecier

lørdag den 31. december 2016

Kransekage

Når man tager hul på et nyt år, så skal der naturligvis kransekage til.

Jeg synes, det er virkeligt hyggeligt at bage den selv. Her får I Mette Blomsterbergs opskrift  og lidt billeder af mine kransekagestykker, som skal serveres til nytårsfesten i aften. 
Jeg synes selv, at de er blevet ret så fine - og så smager de (uden at prale) uhyggeligt godt.

Frk. Fuglesang ønsker hermed GODT NYTÅR!

Kransekagestykker

Kransekagestykker (ca. 60 stk.)

Ingredienser:
  • Til selve kransekagemassen:
  • 1000 gram ren rå marcipan (jeg bruger altid Ren Rå Odense)
  • 300 gram flormelis
  • 80 gram æggehvide
  • Til pynten:
  • 75 gram flormelis
  • 30 gram pass. æggehvide
  • Smeltet mørk chokolade

Fremgangsmåde:
  • Del marcipanen i mindre stykker og kom det op i en skål.
  • Ælt flormelis godt ind i marcipanen.
  • Tilsæt æggehviden lidt efter lidt, til massen er homogen. Alt æltearbejdet gøres nemmest på en røremaskine, men kan også laves med håndkraft.
  • Læg kransekagemassen på køl (i en frysepose) i minimum to timer - gerne til næste dag.
  • Rul kransekagemassen ud i lange pølser og tryk dem let i toppen, så de bliver en anelse trekantede.
  • Mål af i 6 cm. lange stykker. Brug et målebånd.
  • Bag kransekagestykkerne midt i en forvarmet oven, ved 200 grader i ca. 15 minutter. Hold godt øje med dem, så de ikke bliver for mørke. De skal være gyldne. Bag med fordel med to bageplader ovenpå hinanden, så undervarmen ikke bliver for kraftig.
  • Afkøl kransekagestykkerne helt (på en rist) inden de pyntes.
  • Smelt den mørke chokolade og dyp kransekagestykkerne heri, så de får en chokoladebund. Læg dem til at tørre på siden, så chokoladen ikke ødelægges.
  • Rør en glasur af pass. æggehvide og flormelis. Den skal være blank og sej.
  • Kom glasuren i et kornet og dekorer kransekagestykkerne med den fine hvide glasur, når chokoladen er hærdet.
  • Lad glasuren hærde helt op, inden stykkerne lægges i en lufttæt beholder.
  • Opbevares køligt, men ikke på køl.




fredag den 23. december 2016

Marcipangris

I morgen er det jul!

Jeg skal for første gang holde jul et andet sted, end i mit barndomshjem. Og kontrasten kan næste ikke blive større. Fra bondegårdsjul på landet, til storbyjul på Frederiksberg.
Det er min storebror og hans kæreste, der har inviteret til juleaften og jeg glæder mig til at fejre juleaften hos dem. Også selvom jeg må undvære ham, som får mit julehjerte til at banke i dobbelt takt.

Jeg skal sørge for mandelgaven, og ud over den gave som jeg har købt, så har jeg kreeret denne lille søde marcipangris, med krølle på halen og trompet-tryne. En hyggelig lille ting at lege med, her på lillejuleaften.

Nu er der kun tilbage at finde ud af, hvem der vinder det lille "jule-svin" :)

Frk. Fuglesang ønsker hermed alle bloggens brugere og følgere, en rigtig glædelig og velsignet jul. Gid julefreden må sænke sig og I må få masser af julekys og marcipangrise!

Marcipangris

Marcipangris (1 stk.)

Ingredienser:
  • 70 gram marcipan
  • 4 mandler (til ben)
  • Lidt pass. æggehvide til at sætte ører og hale fast med
  • Hvid glasur (rørt af pass. æggehvide og flormelis)
  • Lidt smeltet chokolade (til pupiller i grisens øjne)

Fremgangsmåde:
  • Tag ca. 10 gram marcipan fra, som senere skal bruges til ører og hale.
  • Rul resten af marcipanen til en kugle.
  • Gør kuglen lidt aflang (buttet) ved at trille den på et bord med let hånd.
  • Tag den aflange bold op i mellem dine håndflader og tryk let i mens du ruller, så den aflange bold bliver lidt flaskeformet.
  • Tryk da grisetrynen ind med en tommelfinger, så den får form som en lille trompet. Lav to huller med et redskab, midt i trynen.
  • Læg grisen på ryggen i din håndflade og tryk fire mandler fast på undersiden, så grisen får ben. Sæt den spidse ende af mandlerne ind i grisens krop.
  • Sørg for at grisen står plant på mandlerne og vip eventuelt trynen lidt op.
  • Form to ører ved at trille 2x3 gram marcipan til to små kegler. Lav et tryk i hver kegle med et redskab, så ørerne får en lille bøjning.
  • Sæt ørerne fast på grisen med lidt pass. æggehvide og et let tryk. Glat eventuelt sammenføjningen ud med en finger.
  • Lav to huller mellem tryne og ører, som skal blive til grisens øjne.
  • Lav et hul magen til bag på grisen, og rul en aflang, tynd pølse af den sidste marcipan. Sæt halen fast i hullet bag på grisen, og brug også her lidt pass. æggehvide. Lav en lille krølle på grisens hale.
  • Fyld øjen-hullerne med hvid glasur (brug et kornet eller en lille sprøjtepose). Lad glasuren størkne.
  • Sæt til sidst pupiller af smeltet chokolade oven på den hvide glasur (brug også her kornet eller lille sprøjtepose).
  • Lad øjnene tørre helt og pak da grisen ind. Eventuelt i en lille æske, eller i en pose, der er lukket med en rød sløjfe.

Marcipangris

tirsdag den 20. december 2016

Julegaver med kærlig hilsen...

I dag er jeg gået på juleferie. Vi har haft sådan en hyggelig dag på skolen - med kirkegang, julehygge og masser af julesange. Dagen før juleferien er en af de allerbedste skoledage på året.

I år havde jeg gaver med til alle mine elever i 5. klasse.
Store peberkagehjerter - pakket med røde bånd. Åh, det skabte lykke hos mine "små" pus - og det skabte glæde hos mig, at se deres ansigter.

Peberkagehjerter en sød gaveide - og ikke kun til 5. klasses-elever :)

Peberkagehjerter

En sød gaveide :)

lørdag den 10. december 2016

Honningkage med chokoladespejl

Det er juletid - og juletid er honningkagetid!

Jeg elsker honningkage. Så enkelt kan det siges. Jeg har bare aldrig været særlig god til at bage de der klassiske honningkagehjerter - de bliver altid kedelige, tørre og triste.
Så i år har jeg kastet mig ud i en ny variant. Og er du sunshine altså, den smager guddommeligt!

Og så er den tilmed pæn, med det blanke chokoladespejl. 

Opskriften har jeg fra de to kagedamer Annemette Voss og Ditte Julie Jensen (begge tidligere deltagere i Den Store Bagedyst). De har sammen skabt kagebogen - og youtubekanalen - KAGEMAGI. Youtubekanalen er allerede flittigt brugt - og bogen står på ønskesedlen :)
De kan noget de to...

De kan i hvert fald bage en honningkage som er lidt ud over det sædvanlige - og det kan jeg også nu. Den her kage er allerede på min favoritliste.

(NB: jeg har tilført abrikosmarmelade i min variant - det synes jeg hører til og så får den ellers lidt tunge kage, lidt mere friskhed over sig).

Honningkage

Honningkage (1 rund kage - 10-12 personer)

Ingredienser:
  • Til selve kagen:
  • 2 æg
  • 125 g brun farin
  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk. natron
  • 0,5 tsk. stødt nelliker
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 dl vand
  • 0,5 dl kold kaffe
  • 250 g honning, flydende
  • Til fyldet:
  • 1 vaniljestang
  • 180 g flormelis
  • 250 g blød smør
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 150 gram abrikosmarmelade
  • Til chokoladespejlet:
  • 200 gram god, mørk chokolade
  • 2 dl. piskefløde

Fremgangsmåde:
  • Start med at bage selve kagen: 
  • Rør æg og brun farin sammen - det skal ikke piskes. 
  • Sigt mel, natron, nellike og kanel i en skål og rør det sammen med æg og farin.
  • Rør vand, kaffe og honning godt sammen i en skål, så honningen ikke danner tråde i dejen og rør det i massen. 
  • Hæld dejen op i en springform, som er beklædt med bagepapir i bunden. Lad være med at smøre siderne - kagen skal nok slippe formen alligevel. Springformen skal have en størrelse på 26-28 cm. i diameter.
  • Bag honningkagen midt i ovnen ved 150 grader i 40-45 minutter. 
  • Lad kagen køle af i formen. Når den er næsten kold befries den fra formen (skær eventuelt rundt langt kanten med en lille kniv inden) og kagen flækkes med en savtakket kniv til to lige store bunde.
  • Nu skal du lave smørcremen: 
  • Flæg vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt vaniljekornene ud og mas dem sammen med lidt af flormelissen.
  • Pisk vaniljesukker, flormelis og smør lyst og luftigt med en håndmikser.
  • Tilsæt æggeblommerne og pisk det godt sammen.
  • Nu skal honningkagen lægges sammen:
  • Smør abrikosmarmeladen jævnt ud over den flade bund.
  • Kom smørcremen forsigtigt ovenpå marmeladen og sørg for, at det smørres ud i et jævnt lag.
  • Placer nu kagen på en tallerken, som er mindre i diameter end selve kagen og stil den på en lille fod. Sæt nu kagen på en bageplade, beklædt med bagepapir. Så er du klar til at overtrække kagen.
  • Nu skal du forberede chokoladespejlet:
  • Hak chokoladen groft og kom det op i en skål.
  • Varm fløden op til lige under kogepunktet, og hæld den over chokoladen.
  • Lad chokoladen trække i 2 minutter inden den røres glat og blank med en blød dejskraber.
  • Hæld nu forsigtigt chokoladeblandingen ud over kagen, til den er helt dækket – også siderne.
  • Skrab overskydende chokolade af siderne (langs bunden) ved hjælp af en finger eller en kniv.
  • Sæt kagen til afkøling.
  • Når kagen er afkølet og chokoladespejlet størknet let, tag da kagen af tallerknen og placer kagen på et serveringsfad.
  • Pynt eventuelt kagen med hakket chokolade - eller guldstøv, hvis den skal spises ved juletid :)
Honningkage

Honningkage



torsdag den 8. december 2016

Cornflakestoppe

Så er det vist på tide, at der kommer en jule-opskrift på bloggen. Vi skriver jo allerede den 8. december...
Jeg håber, at jeg når flere nye jule-opskrifter inden december er omme. Men husk, at der også ligger juleopskrifter fra tidligere år her på bloggen. Find blandt andet brunkager, havregrynskugler, jødekager, brændte mandler og peberkager i overskrifterne til højre på siden.

Her kommer opskriften på cornflakestoppe, som er en skøn konfekt, som tilmed er utrolig nem at lave. Der blev ofte lavet cornflakestoppe i mit barndomshjem op til jul - den gang var det egentlig ikke en af mine favoritter, men som voksen har jeg ændret mening.

De smager fortrindeligt!

Cornflakestoppe

Cornflakestoppe (ca. 60 stk.)

Ingredienser:
  • 250 gram palmin
  • 250 gram flormelis
  • 150 gram usødet kakao
  • 250 gram cornflakes
  • Revet skal af to appelsiner

Fremgangsmåde:
  • Smelt palminen over svag varme i en pande med høje sider.
  • Lad palminen svale lidt af, og blandt herefter flormelis, kakao og revet appelsinskal i palminen.
  • Vend til sidst cornflakes i kakao-blandingen. Bliv ved med at vende massen rundt, til alle cornflakes er dækket.
  • Sæt toppene af på bagepapir, med to skeer - eller fyld blandingen i små papirforme som jeg har gjort. Pynt eventuelt med et drys spiseligt sølv eller guldstøv, lidt frysetørret hindbær - eller undlad pynten.
  • Lad toppene afkøle et koldt sted (gerne i køleskab).
  • Opbevar cornflakestoppene koldt, i en tætsluttende beholder, til de serveres. Hvis du ikke har fyldt toppene i papirforme, adskil da lagene af cornflakestoppe med bagepapir eller mellemlægspapir, så de ikke klistrer sammen.

Cornflakestoppe

lørdag den 5. november 2016

Hoppy Christmas...en udfordring, der måtte tages...

På det nordlige Fyn ligger et bryggeri...et bryggeri som brygger virkelig god og velsmagende øl.

Bryggeriet hedder Indslev og er det første danske bryggeri, der har specialiseret sig i hvedeøl. Her ud over har de en serie andre specialøl, som går under navnet "Ugly Duck". Specialøl med karakter - hvis de selv skal sige det. Og jeg giver dem meget gerne ret :)

Bryggeriet har en håndfuld eller to faste ansatte, og en af dem kender jeg. Og heldigvis for det, for ellers havde jeg aldrig fået mulighed for at tage denne udfordring op.
Mike Anderson er ansat ved Indslev Bryggeri som blandt andet eventmanager. Han har desuden en lang historie bag sig som bartender og er "ølnørd" ud over alle grænser. Jeg kender ingen, der ved mere om øl end Mike. Her ud over er Mike bare en helt igennem rar gut, og jeg har dagligt fornøjelsen af at undervise hans søde unger, på skolen, hvor jeg er lærer.

Forleden spurgte Mike, om jeg ikke kunne tænke mig at lege med noget appelsinskal, som havde haft æren af at ligge i et bryg af Ugly Ducks juleøl "Hoppy Christmas". Appelsinskallen har, efter en tur i brygkedlen, mistet en del af bitterheden og har fået en sødlig, maltet smag.

Hoppy Christmas i brygkedlen på Indslev Bryggeri

Appelsinskallen fra Hoppy Christmas efter bryg

Selvfølgelig ville jeg gerne bage, lege og trylle med denne nye og anderledes ingrediens (jeg har jo svært ved at lade være, faktisk), og jeg lovede at forsøge at udvikle en Hoppy Christmas Cake til de ansatte på bryggeriet. 
Så med massevis af lækker maltet appelsinskal, leveret af Mike - gik jeg i køkkenet.

Efter lidt tid i tænkeboksen, og nogle timer i køkkenet, blev der herefter leveret en gang "Hoppy Christmas Cupcakes" med masser af den gode appelsinskal, mandler og et strejf af kanel på toppen. Og efter sigende blev de godkendt af øl-entusiasterne på Indslev Bryggeri. Og hvis jeg selv skal sige det, så blev resultatet faktisk også ganske vellykket.

Hoppy Christmas Cupcakes

Jeg havde fået ret meget appelsinskal af Mike, og der var mere end rigeligt til mere trylleri. I dag er rosinerne i en helt tradition kringle for eksempel blevet udskiftet med den maltede appelsinskal. Og hey...det er slet ikke dumt. Faktisk holder det 100...just saying :)

Kringle in the making

Kringle med Hoppy Christmas-appelsinskal

Tak Mike, for muligheden og for udfordringen - det var helt vildt sjovt!
Og tak for smagsprøve på en glimrende juleøl fra Ugly Duck. Den kan mere end anbefales!

Hoppy Christmas fra Ugly Duck - Indslev Bryggeri

fredag den 4. november 2016

Pandekager

I dag er det danske vejr pandekage-vejr!

Pandekager er noget af det bedste der findes. Jeg elsker, elsker, elsker pandekager.
De er gode med is - de er gode med sukker - de er gode med syltetøj - de er gode med chokolade - de er bare GODE!

Pandekager

Pandekager (ca. 20 stk.)

Ingredienser:
  • 8 dl. hvedemel
  • 4 tsk. sukker
  • 4 tsk. vanillesukker
  • 0,5 tsk. salt
  • 10 dl. sødmælk
  • 2 dl. øl
  • 4 æg
  • Smør til stegning

Fremgangsmåde:
  • Pisk mel, sukker, vanillesukker, salt og mælk godt sammen.
  • Pisk æggene i et ad gangen.
  • Rør til sidst øllet forsigtigt i.
  • Lad dejen stå ca. 20 minutter ved stuetemperatur inden bagning.
  • Smelt en lille klat smør på en varm pande, og hæld en portion dej på panden. Når pandekagen bobler let og overfladen er fast, vend den da med en paletkniv og bag den på den anden side.
  • Pandekagerne bages ved jævn varme til de er lysebrune og har sprøde kanter.
  • Server straks - eller bag dem i god tid og opvarm dem i ovnen med staniol over.

Pandekager



onsdag den 28. september 2016

Ferrero Rocher

Chokolade er lækkert - ja, nogle vil lige frem påstå at det er sundt! :)

Jeg har været i gang med at skabe nogle lækre chokoladebidder, som I her skal have opskriften på. Opskriften stammer fra Maja Vase, som har bloggen Chocolat. Til med har hun også udgivet flere kage og dessertbøger. Og jeg er fan!
Hun er simpelthen så dygtig - og hendes søde sager bliver altid foreviget på allersmukkeste vis. (Find hendes blog ved at gå til "sider jeg følger").

På Majas blog fandt jeg forleden opskriften med Ferrero Rocher - og de måtte da afprøves. Og hold nu op altså...de smager virkelig, virkelig dejligt.

Så nu hvor efterårsvejret er ved at sætte ind, så kan man jo passende gå i køkkenet og trylle...god fornøjelse!

Ferrero Rocher

Ferrero Rocher (15 stk.)

Ingredienser:
  • 90 gram hasselnødder
  • 30 gram knuste isvafler
  • 150 gram nutella
  • 150 gram mælkechokolade (til overtræk)

Fremgangsmåde:
  • Start med at riste hasselnødderne i ovnen ved 200 grader, i ca. 5-7 minutter. Hold øje, så de ikke brænder af.
  • Nuldre de varme hasselnødder i et rent viskestykke, så skallerne gnubbes af.
  • Tag 15 hele hasselnødder fra til senere brug, og hak resten til små stykker. Brug eventuelt en minihakker.
  • Knus isvaflerne i en pose, og sørg for, at stykkerne er nogenlunde ensartede.
  • Kom nutella, knuste isvafler og 60 gram af de hakkede hasselnødder i en skål, og rør det hele godt sammen.
  • Sæt massen i fryseren i ca. en time, så den bliver kold og lidt mere hård at arbejde med.
  • Rul massen til 15 små kugler, hvor du placerer en hel hasselnød i midten af hver kugle. Dette kan godt svine lidt, da massen hurtig tør og bliver blød og klistret.
  • Sæt de 15 kugler på en tallerken med bagepapir og sæt dem endnu engang i fryseren. Denne gang skal de blive helt gennemkolde.
  • I mens smelter du mælkechokoladen over vandbad og blander de sidste 30 gram af de hakkede hasselnødder heri.
  • Til sidst dyppes de kolde chokoladekugler i mælkechokoladen, og de køler af i køleskab.
  • Opbevares i køleskab indtil servering.

Ferrero Rocher

søndag den 7. august 2016

Jordbæris

Min sommerferie lakker voldsomt mod enden...ja, faktisk er det tid til at starte op igen i morgen tidlig, efter fem lange og skønne uger.

I løbet af ferien har ismaskinen kørt flere gange og det er vel på sin plads med en sidste sommerferie-is i dag, inden hverdagen kalder igen. En slags ferie-finale :)

Så her får I opskriften på en klassisk, sød og cremet jordbæris. Det går man aldrig galt i byen med.

Jordbæris

Jordbæris (0,9 liter)

Ingredienser:
  • 350 gram jordbær (jeg bruger frosne)
  • 1, 5 dl. vand
  • 2, 5 dl. kondenseret mælk (1 dåse)
  • 3, 5 dl. piskefløde

Fremgangsmåde:
  • Kom jordbærerne i en gryde, sammen med vandet og kog dem igennem til de er møre.
  • Blend jordbærerne med en stavblender og sigt pureen fri for kerner og andet.
  • Stil jordbærpureen på køl, til den er helt kold.
  • Bland den kolde jordbærpure med kondenseret mælk og piskefløden, og hæld hele molevitten i din ismaskine.
  • Kør ismassen til blød softice (ca. 60 minutter), og kom isen i en tætsluttende beholder.
  • Sæt isen på frost i mindst 4 timer.

Jordbæris