tirsdag den 16. juni 2015

1 års fødselsdag

Så kan Frøken Fuglesangs Søde Blog fejre 1 års fødselsdag!
Og hvilket fantastisk første år bloggen har haft.

Det har simpelthen være så sjovt at starte bloggen, og jeg nyder stadig at smide opskrifter og andet godt op i ny og næ. Det har været en fornøjelse at høre alle de søde ord og positive tilkendegivelser jeg har fået på det hele i dette første år. Det har været overvældende, og det giver kun lidt ekstra blod på den søde tand.

Af hjertet tak for, at I følger med - uden jer følgere ville det jo slet ikke være så sjovt.

Og så har bloggen fået disse fine, små visitkort i fødselsdagsgave, selvfølgelig designet af Frøken Fuglesang :)

Visitkort til en blog, der hylder det søde køkken

mandag den 1. juni 2015

Hjemmelavet fondant

Her vil jeg give jer opskriften på hjemmelavet fondant. Fondant er fantastisk til overtræk af kager, eller til små pynteting (udstikkerpynt eller modelleret pynt) til alle mulige slags kager.

Fondant kan være en dyr affære, hvis man skal købe det færdigt. Heldigvis er det nemt og billigt at lave selv, og den hjemmelavede fondant er også nemmest at arbejde med, hvis man spørger mig.
Jeg bruger oftest bare den hvide fondant, men det er også muligt at farve fondanten med frugtfarve.

Hjemmelavet fondant

Hjemmelavet fondant

Ingredienser:
  • 15 store skumfiduser (Haribos er de bedste - købes i Netto)
  • 2 spsk. vand
  • 1 spsk. smagsneutral olie
  • 350 gram flormelis
  • Maizenamel til udrulning
Fremgangsmåde:
  • Kom skumfiduser, vand og olie i en kasserolle og smelt hele herligheden sammen over svag varme, og under omrøring.
  • Når det hele er smeltet, hældes massen i en skål, og heri røres flormelis.
  • Hvis du ønsker at farve din fondant, da skal du tilsætte frugtfarve inden du rører flormelis i.
  • Fondanten skal være blød og lidt klistret. 
  • Nu tages massen ud på et bord, hvor der æltes lidt mere flormelis i.
  • Når du har æltet fondanten færdig, så putter du den i en lufttæt plastikpose og lader den ligge på køkkenbordet i ca. 30 minutter, så den får lov at samle sig lidt.
  • Herefter er din fondant klar til brug.
Tips:
  • Fondanten kan holde sig på køl i et par uger.
  • Når du arbejder med fondanten er det fordelagtigt at bruge maizenamel, så fondanten ikke hænger fast i bordet, eller udstikker-formene. 
Hjemmelavet fondant

Cupcake-dyst til Karens polterabend

I lørdags havde jeg fornøjelsen af at være sammen med Karen, og hendes 11 medfølgende poltenabend-piger. Karen skal giftes til august, og i den forbindelse havde Karens søster, Johanne, kontaktet mig, og spurgt om jeg havde lyst til at lege med kager, sammen med de 12 herlige damer.
Det ville jeg naturligvis gerne.

Jeg havde planlagt en cupcake-dyst for dem, som i store træk mindede lidt om konceptet "Den store bagedyst" fra DR1. Her var de bare inddelt på hold, og havde 60 minutter til at fremstille 12 cupcakes (med pynt og det hele), og præsentere dem på dommerbordet.  Efterfølgende blev kagerne bedømt - og der blev uddelt priser for bedste smag, største kreativitet, bedste samarbejde og bedste teknik.

Efter sigende havde damerne det sjovt - og det havde jeg også.
Jeg håber, at du får det smukkeste bryllup til august, Karen - og at der bliver masser af kage!

Karens Polterabend - den 30. maj 2015 - Cupcake-dyst

søndag den 24. maj 2015

Koldthævede havreboller

Den her måde at bage boller på, er så nem, at det næsten burde være forbudt!

Jeg har fået opskriften af min rigtig gode veninde, Marianne. Og jeg har brugt den ret ofte, simpelthen fordi det er så super nemt at gå til - og super dejligt med friskbagt brød til morgenmaden i weekenderne, eller hvis der kommer gæster.

Bollerne har en lidt grov struktur og smager dejligt både med og uden diverse former for pålæg. De holder sig friske længe, så når man har bagt i weekenden, så er der også til madpakken om mandagen.
Dejen skal hæve i køleskabet, og det betyder også, at her kan den sagtens stå et par dage og man så kan bage det antal boller man har behov for på det givende tidspunkt. På den både er der frisk brød lige når det passer dig.
Dejen er ydermere god til fri fortolkning - den kan sagtens tåle en håndfuld tørrede tranebær, en gang hakkede nødder, eller kerner af en eller anden art. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Fordelene er mange med den her opskrift. Det er bare at sætte i gang :)

Koldthævede havreboller


Koldthævede havreboller (18 stk.)

Ingredienser:
  • 25 gram gær
  • 7,5 dl. koldt vand
  • 3 spsk. olie
  • 0,5 spsk. fint salt
  • 1 spsk. honning
  • 150 gram havregryn (det kan både være groft eller fint valsede)
  • 750 gram hvedemel

Fremgangsmåde:
  • Sørg for at vælge en stor skål til at røre dejen sammen i.
  • Rør gæren ud i vandet, og tilsæt salt, olie og honning.
  • Rør havregrynene i.
  • Rør hvedemelet i lidt ad gangen og sørg for, at det er rørt helt ud. Dejen skal være våd og klistret.
  • Kom husholdningsfilm hen over skålen og stil den i køleskabet natten over.
  • Næste morgen tager du dejen ud af køleskabet og sætter dejklatter af på en bageplade, beklædt med bagepapir. Brug to skeer til dette.
  • Lad bollerne hvile, mens ovnen forvarmer til 220 grader.
  • Pensl bollerne med vand og bag dem i 18-20 minutter, midt i ovnen.
  • Bollerne afkøles lidt inden servering.

lørdag den 16. maj 2015

Brownies

En helt klassisk brownie, serveret med vanilleis og hindbærcoulis, det går man bare aldrig fejl af.
Brownies er nemmer at bage selv, og her kommer min opskrift på den klassiske kage. Jeg tilsætter godt med hakkede valnødder, da jeg synes, at det er dejligt med lidt "bid", i den ellers så bløde kage.

Brownies

Brownies (40 stk. - eller 20 portioner)

Ingredienser:
  • 250 gram smør
  • 150 gram chokolade i små stykker (70%)
  • 4 æg
  • 250 gram sukker
  • 150 gram hvedemel
  • 3 spsk. usødet kakao
  • 200 gram groft hakkede valnøddekerner

Fremgangsmåde:
  • Forvarm ovnen til 175 grader.
  • Smelt smørret, sammen med chokoladen, i en gryde over svag varme. Lad massen køle af inden videre brug.
  • Pisk sukker og æg til en luftig "æggesnaps".
  • Bland mel, kakao og valnøddekerner sammen og vend det forsigtigt i "æggesnapsen".
  • Vend til sidst den afkølede chokolade-blanding i.
  • Hæld dejen i en lille bradepande (ca. 20x30 cm.), beklædt med bagepapir, og bag den midt i ovnen i ca. 30 minutter.
  • Når kagen er bagt, og afkølet, skæres den ud i 40 firkanter og er klar til servering (gerne med vanilleis, hindbærcoulis og/eller frisk frugt).
  • Tip: for en lidt mere "fudge-agtig" og fast brownie, kan man med fordel stille de små firkanter i køleskabet nogle timer inden servering. Sørg blot for, at de er pakket lufttæt.
Brownies

lørdag den 9. maj 2015

Små napoleonshatte

Jeg køber ikke ret tit kager hos bageren (...no shit, Sherlock!). Men når det en sjælden gang alligevel sker, eller Jesper får lyst til en vanvittig flødekage og gerne vil købe et eller andet til mig også, så holder jeg allermest af en jordbærtærte, en hindbærsnitte eller en napoleonshat. Det er faktisk stort set de eneste kager hos en bager, der kan friste mig. Alle de andre søde sager i bagerens vindue er jeg faktisk piv-ligeglad med :)

Napoleonshatte kan man sagtens selv bage - også så de står mere end mål med bagerens faktisk. Jeg bager dem af og til, og laver dem altid i mini udgave. Så bliver det lidt som en småkage...en eksklusiv en af slagsen dog. Så bliver det også tilladt at spise mere end én :)

Små napoleonshatte

Små napoleonshatte (32 stk.)

Ingredienser:
  • 150 gram hvedemel
  • 75 gram flormelis
  • 100 gram koldt smør
  • 1 æggeblomme
  • 1 tsk. koldt vand
  • 125 gram ren, rå marcipan
  • 150 gram mørk chokolade (til bundene)

Fremgangsmåde:
  • Bland mel og flormelis sammen i en skål.
  • Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen.
  • Tilsæt æggeblommen og vand og saml hurtigt dejen.
  • Stil den tildækket i køleskabet i mindst en halv time.
  • I mens dejen står på køl, deler du marcipanen i 32 stykker og triller hvert stykke til en kugle.
  • Rul dejen ud på et meldrysset bord til en ca. 3 millimeter tyk plade. 
  • Stik da runde kager ud med en udstikker på 5-6 cm. i diameter.
  • Saml den overskydende dej og gentag udstikningen til du har 32 runde kager.
  • Læg en marcipankugle på midten af hver kagebund og saml med tre fingre dejen om marcipankuglen med et let tryk.
  • Sæt napoleonshattene på bageplader beklædt med bagepapir, og bag dem midt i ovnen i ca. 5 minutter, ved 200 grader.
  • Når napoleonskagerne er bagt afkøles de på en bagerist.
  • Når napoleonshattene er kolde, dyppes bundene i smeltet, mørk chokolade. Når chokoladen er størknet, er de små kager klar til servering.
  • Kan opbevares i en tætlukket dåse i et par dage.

Små napoleonshatte

søndag den 26. april 2015

Hvedeknopper

Om ganske få dage er det Store Bededag - og som traditionen byder, så skal der aftenen før spises hvedeknopper. Eller varme hveder, som de også kaldes.

I mit barndomshjem blev denne tradition altid holdt i hævd, og jeg husker det som noget virkelig hyggeligt, når hele familien blev samlet om de overskårne, ristede hvedeknopper.

Jeg bager altid hvedeknopperne til Store Bededags-aften selv. Det er nemlig super nemt, og så smager de rigtig, rigtig godt.


Hvedeknopper

Hvedeknopper (12 stk.)

Ingredienser:
  • 35 gram gær
  • 3 dl. mælk
  • 2,5 spsk. sukker
  • 1 æg
  • 600 gram hvedemel
  • 1, 25 tsk. havsalt
  • 2 spsk. smagsneutral olie
  • 75 gram blødt smør
  • 1,5 tsk. kardemomme

Fremgangsmåde:
  • Lun mælken i en kasserolle og hæld den efterfølgende i en røreskål.
  • Opløs gæren i mælken.
  • Kom sukker, olie, kardemomme og æg i, og rør det godt rundt.
  • Tilsæt det meste af melet, samt salt, og kør massen sammen på en røremaskine. Brug din dejkrog.
  • Kom det bløde smør i dejen, og ælt den blank og smidig. Tilsæt lidt mere mel, hvis det er nødvendigt.
  • Ælt dejen i ca. 10 minutter - den skal slippe røreskålens kanter og slå mod siderne af skålen.
  • Når dejen er æltet færdig stilles den til hævning et lunt sted i ca. 30 minutter. Dæk skålen med en "op-klippet" frysepose og et rent klæde.
  • Gør i mens en lille bradepande (ca. 24x32 cm.) klar med bagepapir.
  • Når dejen har hævet vippes den ud på et bord. Ælt den ganske kort sammen og del den i 12 lige store stykker. Mine dejklumper vejer typisk 90 gram stykket.
  • Tril hver dejklump til en fin rund bolle og sæt alle 12 boller/hvedeknopper op i bradepanden. De skal ikke røre hinanden, men stadig stå tæt.
  • Sæt nu hvedeknopperne til efterhævning i 50 minutter. Anvend igen fryseposen og et klæde. Under hævningen skal hvedeknopperne vokse lidt sammen. Tænd samtidig ovnen på 180 grader vamluft, og sæt en rist i midten af ovnen.
  • Når hvedeknopperne er hævet, bages de i ca. 12 minutter til de har en flot brun farve på toppen.
  • Afkøl hvedeknopperne på en bagerist.
  • Hvedeknopperne halveres og ristes på brødristeren (eller i ovnen), lige inden de serveres med koldt smør, ost, marmelade eller andet tilbehør.

Hvedeknopper
Hvedeknopper

torsdag den 26. marts 2015

Citronmåne

Denne kage må jeg simpelthen dedikere til min gode ven Mikael Rahn. Udelukkende fordi han er betjent, og fordi citronmåne efter sigende skulle være fast inventar på enhver politistation med respekt for sig selv.

Nok er dette en citronmåne - men denne udgave er langt mere fantastisk end Dancake-versionen fra tanken. Den er fyldt med gode sager som marcipan og smør, og så selvfølgelig citron i rigelige mængder.

Næste gang du er på fødeøen, Mikael Rahn...så kom forbi til "en kop tår kaf´ og en bi´ citronmån´" :)

Citronmåne
Citronmåne (1 rund kage til ca. 14 personer)

Ingredienser:
  • Dej A:
  • 1 vanillestang
  • 125 gram rørsukker
  • 250 gram stuetempereret smør
  • 125 gram flormelis
  • 150 gram stuetempereret hele æg
  • 100 gram stuetempereret æggeblommer
  • 190 gram hvedemel
  • 65 gram majsstivelse
  • Revet skal og saft af 1 citron
  • Dej B:
  • 125 gram ren rå marcipan
  • 85 gram sukker
  • 50 gram stuetempereret smør
  • 75 gram stuetempereret hele æg
  • Citronglasur:
  • Revet skal af 1 citron
  • Saft af 1 citron
  • 250 gram flormelis 
  • Evt. lidt vand
  • Grofthakkede pistaciekerner

Fremgangsmåde:
  • Dej A:
  • Flæk vanillestangen og skrab kornene ud med en lille kniv.
  • Mas kornene sammen med en lille smule af rørsukkeret.
  • Pisk smørret luftigt, sammen med rørsukker, flormelis og vanillekornene.
  • Tilsæt æg og æggeblommer lidt efter lidt under piskning. Stop når massen er ensartet.
  • Bland hvedemel og majsstivelse og sigt det ned i dejen. Vend det forsigtigt i, sammen med citronskal og citronsaft.
  • Dej B:
  • Ælt marcipanen og sukkeret sammen med hænderne. Ælt smørret i lidt ad gangen. Når alt smørret er æltet med, tilsættes æggene ligeledes lidt ad gangen.
  • Dej A + B:
  • Vend de to deje sammen og fordelen dejen i en rund springform (ca. 24 cm). Beklæd formen med bagepapir inden du kommer dejen i.
  • Bag kagen midt i ovnen ved 190 grader i 35-40 minutter, til den er fint gylden og giver efter ved et let tryk.
  • Afkøl citronmånen helt, inden den tages ud af formen og efterfølgende pyntes.
  • Citronglasur:
  • Riv skallen af citronen og lad denne lufttørre, indtil kagen skal glaseres med glasur.
  • Rør citronsaft, flormelis og måske et par dråber vand sammen i en lille kasserolle. Lun glasuren ganske let og fordel den hurtigt på den afkølede citronmåne. 
  • Drys straks med den lufttørrede citronskal og de hakkede pistaciekerner.

Citronmåne

torsdag den 12. februar 2015

Engelske scones med stykker af chokolade

Jeg kan ikke helt bestemme mig til, om disse engelske scones, med stykker af chokolade, er en kage eller en bolle. De er søde, sprøde og bare lækre - og så smager de allerbedst mens de endnu er lune, og smurt med koldt smør.
Jeg drømmer mig til England (som er et skønt land at være i) og en kop "afternoon-the" når jeg spiser disse skønne scones.
Måske skal du også på drømmerejse med denne opskrift?


Engelske scones med stykker af chokolade

Engelske scones med stykker af chokolade (9 stk.)

Ingredienser:
  • 4 dl. hvedemel
  • 3 spsk. sukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2,5 dl. piskefløde
  • 50 gram mørk chokolade i grove stykker
  • 1 æg til pensling

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 225 grader.
  • Bland hvedemel, sukker, bagepulver og chokolade i en skål.
  • Tilsæt den kolde fløde og ælt dejen godt sammen (dette gøres nemmest i hånden).
  • Rul dejen ud, til den har en tykkelse af ca. 2 cm.
  • Stik de ni scones ud med et glas, med en diameter på ca. 6 cm.
  • Placer de ni scones på en bageplade, beklædt med bagepapir.
  • Pisk ægget godt sammen og pensl de ni scones på top og sider.
  • Bag de ni scones midt i ovnen, i ca. 12 minutter.
  • Serveres mens de endnu er lune, og evt. med koldt smør.

Engelske scones med koldt smør

Vanilleparfait

Her kommer mit første forsøg på hjemmelavet is!
Jeg kastede mig ud i at lave vanilleparfait, da det efter sigende skulle være ligetil, når man (endnu) ikke ejer en ismaskine. Opskriften er (selvfølgelig) fra Mette Blomsterberg, og det blev en virkelig lækker og cremet parfait, fyldt med de lækreste vanillekorn.

Det er iskold lykke :)

Vanilleparfait med touch af lime

Vanilleparfait (til 6 personer)

Ingredienser:
  • 1 vanillestang
  • 60 gram sukker
  • 0,5 dl. pasteuriserede æggeblommer
  • 3 dl. piskefløde
  • Evt. smagsstof - her kan du bruge hvad som helst (skal af citron eller lime, lakridspulver, frysetørret hindbær etc.).

Fremgangsmåde:
  • Flæk vanillestangen og skrab de fine korn ud med en lille kniv. Bland/mas kornene med lidt af sukkeret, så kornene deles fra hinanden.
  • Pisk "vanillesukkeret", resten af sukkeret og æggeblommerne til en luftig æggesnaps.
  • Pisk, i en anden skål, piskefløden til en meget let skum.
  • Vend fløde og æggesnap sammen.
  • Hvis du har valgt at tilsætte et smagsstof, så er det nu, at du skal vende dette i.
  • Fyld vanilleparfait-cremen på seks små glas, eller andre forme, af ca. 1,5 dl. (Tip: hvis du gerne vil have parfaiten ud af den form den fryses i, kan du med fordel bruge en cup-cakeform af silikone. Da kan isen meget let trykkes ud, selvom den er gennem-frossen).
  • Vanilleparfaiten skal stå på frys i minimum tre timer inden den kan serveres.

Vanilleparfait

Iskold lykke! (Vanilleparfait)

tirsdag den 10. februar 2015

Kanelsnegle

Når det er koldt derude...
Når det er vinterferie...

Når det føles som om, at man har alt tid i verden...
Når det lige om lidt ringer på døren af sød og savnet veninde...

- så er det på sin plads at hygge i køkkenet og trylle lækkerier frem.
I dag blev det til lækre kanelsnegle, pyntet med fin hvid glasur. Opskriften er fra Annemette Voss (sidste års vinder af "Den store bagedyst"), og det var første gang, at jeg skulle prøve denne variant. Det bliver absolut ikke den sidste...mums :)

Kanelsnegle

Kanelsnegle (20 stk.)

Ingredienser:
  • Til gærdejen:
  • 2 dl. sødmælk
  • 50 gram gær
  • 100 gram blødt smør
  • 2 æg
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 0,5 tsk. salt
  • 50 gram sukker
  • 500 gram hvedemel
  • Til remoncen:
  • 150 gram blødt smør
  • 100 gram brun farin
  • 2 spsk. stødt kanel
  • I øvrigt:
  • 1 æg til pensling
  • 1 æggehvide og ca. 100 gram flormelis til glasur

Fremgangsmåde:
  • Først skal du lave gærdejen:
  • Lun mælken i en lille kasserolle. Hæld den lune mælk op i en skål og smuldr gæren heri. Gør rundt til gæren er helt opløst.
  • Tilsæt æg, krydderier, salt og sukker og rør det godt sammen med et piskeris.
  • Tilsæt ca. halvdelen af melet og rør igen (gerne på røremaskine).
  • Tilsæt resten af melet og rør til det er sammenhængende med resten af dejen - tilsæt da det bløde smør i små klumper og rør nu dejen blank og smidig (ca. 10 minutter på røremaskinen).
  • Dejen skal være blød, fedtet og blank.
  • Stil dejen til hævning et lunt sted, i ca. 30 minutter.
  • I mens laver du remoncen:
  • Kom det bløde smør, farin og kanel i en skål og ælt massen sammen. Dette gøres bedst med klør fem. Remoncen skal være fedtet og blød - og ensartet, så der ikke er klumper af rent smør.
  • Når dejen har hævet skal du lave sneglene:
  • Rul dejen ud til en rektangel på 30x45 cm. Sørg for at have mel på bordet, så dejen ikke sidder fast på bordpladen.
  • Fordel remoncen ud over gærdejen - brug en bred kniv, eller en palet. Sørg for, at du får remonce helt ud til kanterne af dejen.
  • Rul dejen tæt sammen på den lange led, så du får en roulade, og skær rouladen ud i 20 lige store stykker.
  • Placer sneglene på to bageplader, beklædt med bagepapir. Den yderste lille snip på hver snegl puttes ind under sneglen, så den ikke folder sig op under bagningen. 
  • Tryk sneglene med et fladt, let håndtryk - så de bliver lidt fladere end før.
  • Læg et fugtigt klæde over sneglene og lad dem hæve igen, i ca. 30 minutter. I mens forvarmer du ovnen til 200 grader,
  • Når sneglene har hævet, da pensles de med sammenpisket æg og bages midt i ovnen, i ca. 12 minutter (de skal være gyldne).
  • Afkøl sneglene på en rist efter bagning.
  • Når sneglene er kølet lidt af, kan du pynte med glasur. Glasuren piskes sammen med en håndmikser.
  • Start med at piske æggehviden skummende og hæld da flormelis i lidt efter lidt. Pisk til konsistensen er sej, blank og ensartet.
  • Lav evt. et lille cornette af bagepapir og sprøjt glasuren på efter sneglenes form.
Kanelsnegle


lørdag den 7. februar 2015

En ganske særlig fødselsdagshilsen...

Jeg har modtaget en ganske særlig fødselsdagshilsen...og den er ikke fra en "fru-hvem-som-helst"!!
Sikke en overraskelse det var, at finde dette fine kort i postkassen...

Det er min dejlige og søde veninde, Annelise, som er hjertet bag. Tænk, hun har simpelthen skrevet til Mette Blomsterberg og fortalt om mig og min blog. Og så har hun fået min "kage-guru" til at sende mig denne hilsen. Orv hvad?!
Tak Annelise - du er en sød een, og du får en stor kage næste gang vi ses :)

Fødselsdagshilsen fra Mette Blomsterberg

onsdag den 28. januar 2015

"Så er der te og kringle..."

Så er det vist på tide, at få skudt 2015 i gang med en ny opskrift her på bloggen. 
Denne gang skal I få opskriften på kringle - I ved, sådan en rigtig "mormor-kringle" med smør, marcipan, rosiner og hele baduljen.
Det er faktisk første gang, at jeg har kastet mig ud i at bage kringle. Jeg har altid troet, at det var virkelig besværligt, men hey - det er faktisk ret enkelt.

Jeg har aldrig selv været så tosset med kringle, og det var da også Jesper, der lokkede mig til at bage denne. Jeg kan melde, at den netop har høstet meget fine roser hos den bedre halvdel.

Kringle med marcipan og rosiner

Kringle med marcipan og rosiner (ca. 20 stykker)

Ingredienser:
  • Til dejen:
  • 50 gram gær
  • 2 spsk. sukker
  • 2 æg
  • 300 gram hvedemel
  • 200 gram koldt smør (tag det ud af køleskabet 15-20 minutter før brug)
  • Til remoncen:
  • 150 gram marcipan
  • 80 gram sukker
  • 80 gram blødt smør
  • 3 dl. rosiner
  • Til pynt:
  • 1 æg til pensling
  • Hakkede mandler
  • Perlesukker

Fremgangsmåde:
  • Smuldr gæren i en skål og bland den med sukker. Når gæren er opløst af sukkeret røres æggene i.
  • Tilsæt mel og det kolde smør (i tern) og ælt dejen godt sammen. Dette gøres med fordel på en røremaskine, så dejen ikke bliver varmet i dine hænder. Hvis du ælter dejen i hånden, og smørret derved smelter, så dejen bliver klistret - da put dejen i køleskabet indtil den igen kan arbejdes med.
  • Bliv aldrig fristet til at putte mere mel i dejen, end den anviste mængde. Hvis du kommer mere mel i, så bliver din kringle tør.
  • Når dejen er færdig-æltet, så skal den hvile ca. 10 minutter på køkkenbordet. I mens laver du remoncen:
  • Kom smør, marcipan og sukker i en skål og rør det til en ensartet masse. Dette gøres bedst med hænderne. Stil remoncen til side og vend tilbage til dejen:
  • Del nu dejen i  tre dele. Rul en del af dejen ud på et bord med rigeligt mel. Rul dejen ud til en firkant på ca. 20x30 cm. 
  • Fordel nu 1/3 af remoncen på midten af dejen (på den lange led), og drys 1 dl. rosiner ovenpå remoncen.
  • Fold nu de to korte sider af dejen (enderne) ind over remoncen.
  • Fold herefter de to langsider ind over remoncen, så de lapper over hinanden, og remoncen er lukket helt inde.
  • Gør en bageplade klar med bagepapir, og vend nu forsigtigt den første stang over på bagepladen, så stangen vender med samlingerne nedad. 
  • Følg samme fremgangsmåde med de næste to dele dej, så du til sidst har tre fine stænger, side om side, på bagepladen.
  • Læg et rent klæde over stængerne og lad dem hæve i ca. 40 minutter. I mens varmer du ovnen op til 180 grader.
  • Når stængerne har hævet skal de pensles med sammenpisket æg, og drysses med hakkede mandler og perlesukker, inden de sættes i ovnen.
  • Stængerne skal bage ca. 20 minutter, til de er fine brune og gyldne.
  • Lad stængerne køle lidt af inden de skæres i stykker og kringlen serveres.

Kringle med marcipan og rosiner

tirsdag den 30. december 2014

Godt nytår

På denne næstsidste aften i 2014, er det på sin plads at udsende massevis af søde ønsker, om et fantastisk nytår, til alle bloggens læsere.

2014 blev året, hvor "Frk. Fuglesangs Søde Blog" så dagens lys - og jeg lover, at bloggen vil byde på mange nye og spændende opskrifter i det nye år, som meget snart tager sin begyndelse.
Jeg håber, at I fortsat har lyst til at følge med og flittigt vil lade jer inspirere af mine kage-tosserier. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke for den flotte modtagelse af bloggen, samt alle de rosende og søde ord jeg har fået med på vejen. Det er overvældende og dejligt!

Nu vil jeg give mig i kast med kransekagen til i morgen aften - og ønske GODT NYTÅR til jer alle derude.

De bedste hilsener fra Frk. Fuglesang

Nytårs-kransekage

Hvis du skulle have lyst til at bage nytårs-kransekagen selv, så kan jeg anbefale Mette Blomsterbergs opskrift på kransekagetoppe. Dejen kan også bruges, hvis man ønsker små stykker af kransekage.
Opskriften findes her: http://www.dr.dk/Mad/opskrifter/Det_soede_liv/alle-opskrifter-fra-det-sode-liv.htm

mandag den 22. december 2014

Rigtig glædelig jul

Så blev det tid til, at Frk. Fuglesang kan ønske alle bloggens følgere en rigtig glædelig jul.
Jeg håber, at I vil nyde julefreden der ude - og ikke mindst nyde alle julens søde og sprøde sager.


Skulle der mangler en lille knasende "lækkerhed", så kommer her opskriften på brændte mandler. Dem kan man lige nå, her dagen før dagen. De er super lækre og så både smager og dufter de af jul! 

Med ønsket om en glædelig og fredfyldt jul til jer alle
Frk. Fuglesang


Brændte mandler

Brændte mandler

Ingredienser:
  • 200 gram hele mandler med skræl
  • 175 gram sukker
  • 1 dl. vand

Fremgangsmåde:
  • Hæld alle ingredienserne i en pande med høje kanter, og varm hele herligheden op under kraftig varme og under omrøring.
  • Først koger mandlerne i sukkerlagen og pludselig begynder vandet at fordampe og sukkeret bliver tørt og hvidt.
  • Fortsæt med at varme mandlerne under omrøring, til sukkeret bliver brunt og flydende. Skru evt. ned til jævn varme.
  • Sørg for, at din tålmodighed er i højeste gear under hele processen.
  • Når mandlerne har fået sukkermassen fordelt over det hele, så hældes de varme mandler ud på et stykke bagepapir. Pas på - det er meget varmt!
  • Spred mandlerne fra hinanden så meget som muligt og lad dem køle af.
  • Når mandlerne er kolde kan de brækkes fra hinanden og serveres.
  • Opbevares i en kagedåse eller lign.