tirsdag den 30. december 2014

Godt nytår

På denne næstsidste aften i 2014, er det på sin plads at udsende massevis af søde ønsker, om et fantastisk nytår, til alle bloggens læsere.

2014 blev året, hvor "Frk. Fuglesangs Søde Blog" så dagens lys - og jeg lover, at bloggen vil byde på mange nye og spændende opskrifter i det nye år, som meget snart tager sin begyndelse.
Jeg håber, at I fortsat har lyst til at følge med og flittigt vil lade jer inspirere af mine kage-tosserier. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke for den flotte modtagelse af bloggen, samt alle de rosende og søde ord jeg har fået med på vejen. Det er overvældende og dejligt!

Nu vil jeg give mig i kast med kransekagen til i morgen aften - og ønske GODT NYTÅR til jer alle derude.

De bedste hilsener fra Frk. Fuglesang

Nytårs-kransekage

Hvis du skulle have lyst til at bage nytårs-kransekagen selv, så kan jeg anbefale Mette Blomsterbergs opskrift på kransekagetoppe. Dejen kan også bruges, hvis man ønsker små stykker af kransekage.
Opskriften findes her: http://www.dr.dk/Mad/opskrifter/Det_soede_liv/alle-opskrifter-fra-det-sode-liv.htm

mandag den 22. december 2014

Rigtig glædelig jul

Så blev det tid til, at Frk. Fuglesang kan ønske alle bloggens følgere en rigtig glædelig jul.
Jeg håber, at I vil nyde julefreden der ude - og ikke mindst nyde alle julens søde og sprøde sager.


Skulle der mangler en lille knasende "lækkerhed", så kommer her opskriften på brændte mandler. Dem kan man lige nå, her dagen før dagen. De er super lækre og så både smager og dufter de af jul! 

Med ønsket om en glædelig og fredfyldt jul til jer alle
Frk. Fuglesang


Brændte mandler

Brændte mandler

Ingredienser:
  • 200 gram hele mandler med skræl
  • 175 gram sukker
  • 1 dl. vand

Fremgangsmåde:
  • Hæld alle ingredienserne i en pande med høje kanter, og varm hele herligheden op under kraftig varme og under omrøring.
  • Først koger mandlerne i sukkerlagen og pludselig begynder vandet at fordampe og sukkeret bliver tørt og hvidt.
  • Fortsæt med at varme mandlerne under omrøring, til sukkeret bliver brunt og flydende. Skru evt. ned til jævn varme.
  • Sørg for, at din tålmodighed er i højeste gear under hele processen.
  • Når mandlerne har fået sukkermassen fordelt over det hele, så hældes de varme mandler ud på et stykke bagepapir. Pas på - det er meget varmt!
  • Spred mandlerne fra hinanden så meget som muligt og lad dem køle af.
  • Når mandlerne er kolde kan de brækkes fra hinanden og serveres.
  • Opbevares i en kagedåse eller lign.

mandag den 15. december 2014

Havregrynskugler

Jeg laver altid havregrynskugler til jul. Jeg elsker de små lækre kugler, med masser af kakao, samt lidt kaffesmag. Og så er det noget af den nemmeste julekonfekt at lave - og tilmed er det billigt at producere.
Jeg er lidt i tvivl om, hvor jeg har opskriften fra, men noget siger mig, at det er min kusine Dorthe, der står bag. Det er i hvert fald en opskrift jeg har haft i gemmerne siden jeg var barn, og den bliver aldrig udskiftet til fordel for en anden variant. Havregrynskugler fås nemlig ikke bedre end disse.

Havregrynskugler (ca. 45 stk.)

Ingredienser:
  • 100 gram blødt smør
  • 100 gram flormelis
  • 125 gram havregryn
  • 2 spsk. usødet kakao
  • 1 spsk. stærk, færdig-brygget kaffe
  • Kokosmel, sukker eller andet til at rulle kuglerne i

Fremgangsmåde:
  • Alle ingredienserne (på nær kaffen) puttes i en skål og æltes godt sammen. Det er fristende at bruge en maskine, men det gøres nemmest og hurtigst med "klør 5".
  • Når massen er tæt på at være samlet, så hældes kaffen i og dejen æltes færdigt-
  • Massen stilles i køleskab i ca. 30 minutter, inden den trilles til små kugler, og rulles i enten kokosmel, sukker, kakao eller hvad men nu ønsker.
  • Havregrynskuglerne opbevares på køl, til de skal serveres.

Havregrynskugler

onsdag den 10. december 2014

Æbleskiver

Denne opskrift har aller nådigst fået lov at komme på bloggen - det er nemlig en af min mors fabriks hemmeligheder. Hun er en sand mester ud i æbleskiver og bager mange hundrede hver december.
Jeg har gjort hende kunsten efter siden sidste jul, da jeg var så heldig at arve min mosters gamle æbleskivepande. Så nu kan jeg føre æbleskive-traditionen videre - selvom jeg nok ikke vil nærme mig de hundrede.
I øvrigt har æbleskiver ikke kun hørt julen til i min familie - det har altid været tradition, at der er blevet spist æbleskiver i marken, den dag høsten blev skudt i gang. Det husker jeg som noget rigtig hyggeligt.

Æbleskiver in the making
Æbleskiver (ca. 50 stk.)

Ingredienser:
  • 0,5 liter sødmælk
  • 375 gram hvedemel
  • 250 gram smeltet margarine
  • 5 æggeblommer
  • 5 æggehvider
Fremgangsmåde:
  • Mælken lunes i en gryde og piskes herefter sammen med melet i en stor skål.
  • Æggeblommerne røres i.
  • Den smeltede margarine røres i.
  • Æggehviderne piskes stive og vendes forsigtigt i dejen. Nu er den klar til brug.
  • Varm æbleskivepanden godt op, og put en lille klat margarine i hvert hul (dette er kun nødvendigt den første gang).
  • Hæld nu dej i hvert hul og vendt til kanterne er så faste/bagte, at du kan vende æbleskiverne rundt.
  • Vend nu æbleskiverne rundt og lade æbleskiverne stege på den modsatte side. 
  • Vend æbleskiverne rundt til de er ensartet bagt på alle sider. Det tager en 2-3 minutter.
  • Fortsæt dette til al dejen er brugt. Bag æbleskiverne ved middel varme.
  • Æbleskiverne kan sagtens laves i forvejen og varmes op inden servering. Læg dem i et ildfast fad, og varm dem (med staniol over) til de er lune. (ca. 30 minutter ved 150 grader).
  • Æbleskiverne spises med syltetøj og sukker/flormelis.
Æbleskiver

mandag den 8. december 2014

Jødekager

Her kommer en juleklassiker, som minder mig rigtig meget om min farmor. Farmor bagte altid jødekager til jul, og som jeg husker det, så var det kun hos farmor, at vi smagte jødekager.
Sidste jul forsøgte jeg mig med denne julesmåkage, og den må blive en del af mine jule-kagedåsers indhold fremover. Det er en nem småkager, som smager dejligt.
Og så skader det jo heller ikke, at sende en kærlig tanke til farmor, når man står i køkkenet og bager.


Jødekager (ca. 60 stk.)

Ingredienser:
  • 150 gram koldt smør
  • 250 gram sigtet hvedemel
  • 0,5 tsk. hjortetaksalt, som er sigtet sammen med melet
  • 75 gram sukker
  • 1 æg + 1 æg til pensling
  • Sukker (perlesukker eller almindeligt sukker), kanel og hakkede mandler, som skal bruges til pynt
Fremgangsmåde:
  • Skær det kolde smør i mindre stykker og smuldr det sammen med mel og hjortetaksalt.
  • Bland sukkeret i og saml til sidst dejen med ægget.
  • Dejen æltes let, til den er ensartet og blød.
  • Dejen lægges i køleskabet og hviler ca. en time. Dejen skal blive helt kold, så er den nemmest at arbejde med.
  • Den kolde dej rulles ud lidt ad gangen. Den udrullede dej skal være ca. 1 mm. tyk,
  • Nu stikkes kagerne ud med en rund udstikker (eller med en hjerteudstikker, hvis de skal ligne mine).
  • Kagerne sættes på bageplade med bagepapir, og her pensles de med sammenpisket æg, og drysses med en blanding af finthakkede mandler, sukker og kanel.
  • Bag kagerne på anden øverste ribbe i ovnen, ved 200 grader, i ca. 7 minutter (hold øje, så de ikke bliver for mørke).
  • Kagerne køler af på en bagerist.
  • Opbevares i en tætsluttende dåse.

Jødekager

Fyldte chokolader med nougat-crunch

I går lavede jeg fyldte chokolader for første gang. Jeg var top klar med forme, chokolade, fyld, chokoladetermometer...og nårrh ja, en god gang tålmodighed, hvilket næsten var det vigtigste.
Det blev til 24 stykker lækker, fyldt chokolade med hjemmelavet nougat-crunch som fyld + et køkken der bagefter lignede en chokoladefabrik, der var sprunget i luften.
Resultatet blev (taget i betragtning, at det var mit første forsøg) hæderligt. De små skønheder er ikke uden skønhedsfejl. Til gengæld fejler smagen ikke noget!
(Ja, ja - jeg er faktisk ret stolt af blankheden og det berømte knæk...just saying...)

Fyldte chokolader med nougat-crunch


Fyldte chokolader med nougat-crunch (mandel og pistacie) - 24 stk.

Ingredienser:
  • 60 gram sukker
  • 40 gram hele mandler
  • 20 gram hele pistacienødder
  • 125 gram blød nougat
  • 250 gram mørk kvalitets-chokolade

Fremgangsmåde:
  • Start med at lave nougat-crunchen:
  • Hæld sukkeret på en pande og lade det blive til gylden karamel. Husk at røre i det hele tiden.
  • Når sukkeret er lysebrunt og flydende hældes de hele mandler og pistacienødder på panden, og vendes hurtigt rundt i karamellen.
  • Hæld hele herligheden ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.
  • Når nødde-karamellen er helt kold, hakkes det ultra fint med en savtakket kniv.
  • Smelt nougaten i en lille kasserolle ved svag varme. Når nougaten er helt smeltet, røres den finthakkede nødde-karamel i og der vendes rundt til massen er ensartet.
  • Nu skal du i gang med chokoladen:
  • Hak al chokoladen fint - brug evt. en minihakker. Det går hurtigere.
  • Smelt lidt over halvdelen af chokoladen over vandbad, til det har en temperatur på 48-49 grader (det er vigtigt, at du er meget nøje med temperatuen).
  • Hæld nu lidt af den smeltede chokolade over den usmeltede del. Rør rundt og lad de to chokoladedele smelte sammen af sig selv. Tilsæt lidt mere af den smeltede chokolade efter behov, til chokoladen er ensartet og blank. Chokoladen må ikke overstige 34 grader. Den optimale temperatur er 31-32 grader (nøjagtighed er ingen et must).
  • Hav din chokoladeform klar og hæld nu den tempererede chokolade i formen, så alle fordybninger bliver helt dækket. Bank formen let mod bordet, og vend så formen på hovedet over din chokoladeskål, og lad det overskydende chokolade løbe ud.
  • "Chok" nu chokoladen ved at stille formen i køleskabet i få minutter, og fyld herefter din nougat-crunch i hver lille chokolade. Du må ikke fylde de små chokolader helt til kanten, da de jo skal lukkes med chokolade.
  • Når alle fordybningerne er fyldt, så skal formen have få minutter i køleskabet igen. Nougaten skal blot lige stivne.
  • Nu skal chokoladerne lukkes med den resterende chokolade. Hvis den har mistet noget af temperatuen, så put lidt mere af den varme chokolade over i, så den igen rammer de 31-32 grader.
  • Hæld chokolade over formen og skrab det resterende af med en lang paletkniv.
  • Nu skal dine chokolader bare hærde op, inden du kan vippe dem ud af formen.
  • Velbekomme!
Fyldte chokolader med nougat-crunch