søndag den 26. juli 2015

Crumble-kage med masser af bær

Jeg elsker at bruge rigtig mange timer i køkkenet, og ofte kan jeg bruge en halv dag på bare en enkelt kage. Jeg synes, det er så hyggeligt.
Nogle gange er det dog også dejligt, når en lækker kage til kaffen ikke koster timer, og her er en crumble-kage det oplagte valg. Det er super hurtigt - og smager himmelsk.

Du kan bruge alle mulige slags frugter og bær, og bær fra frost fungerer også upåklageligt.
I opskriften herunder har jeg brugt en blanding af brombær og hindbær. Men som sagt kan du bruge lige hvad har lyst til, blot mængden er nogenlunde svarende til den mængde jeg har brugt her.


Crumble-kage med brombær og hindbær

Crumble-kage med brombær og hindbær (1 rund kage, passende til et almindeligt tærtefad)

Ingredienser:
  • 300 gram brombær
  • 300 gram hindbær
  • 150 gram smør
  • 125 gram sukker
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 125 gram havregryn
  • 125 gram hvedemel

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 200 grader og lad den forvarme.
  • Fordel brombær og hindbær i tærtefadet.
  • Smelt smørret i en gryde. Det må IKKE brune.
  • Bland alle de tørre ingredienser i en skål.
  • Når smørret er smeltet, tilsættes den tørre blanding og der røres rundt, så det er en ensartet masse.
  • Fordel nu crumble-dejen over bærerne og sæt kagen midt i ovnen. Lad den bage i 25-30 minutter, til crumble-dejen er gylden. 
  • Server kagen lun eller kold, sammen med creme fraiche eller is.
  • TIP: det smager dejligt, hvis der blandes lidt hakkede hasselnødder i crumble-dejen.

Crumble-kage med brombær og hindbær
Crumble-kage med brombær og hindbær

Madbrød med hvidløg, timian og havsalt

Hjemmebagt brød er altid lækkert - for det meste tager det bare rigtig lang tid at lave et godt brød, på grund af de lange hævetider.
Men det kan godt lade sig gøre at fremtrylle et lækkert madbrød til aftensmaden, selvom man kommer i tanke om det i sidste øjeblik. Denne opskrift gør det i hvert fald muligt. Og så smager brødet rigtig, rigtig godt :)


Madbrød med hvidløg, timian og havsalt

Madbrød med hvidløg, timian og havsalt (1 rundt brød)

Ingredienser:
  • 50 gram smør
  • 2 dl. sødmælk
  • 0,5 dl. creme fraiche
  • 25 gram gær
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. tørret timian
  • 1-2 fed hvidløg
  • 350 gram hvedemel
  • Havsalt til drys

Fremgangsmåde:
  • Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken.
  • Hæld blandingen i en skål og tilsæt creme fraiche.
  • Rør gæren ud heri.
  • Tilsæt presset hvidløg, sukker, salt og hvedemel. Hold lidt af melet tilbage.
  • Slå dejen godt sammen og tag den ud på et meldrysset bord, og ælt den godt sammen. Tilsæt eventuelt resten ag melet, hvis dejen er for klistret.
  • Form dejen til et rundt, fladt brød (ca. 28 cm. i diameter) og læg det på en bageplade, beklædt med bagepapir.
  • Rids brødet igennem, så der dannes 8 trekanter.
  • Pensl brødet med mælk, og drys med timian og havsalt.
  • Bag brødet midt i ovnen ved 225 grader, i ca. 20 minutter. Brødet sættes i en kold ovn.
  • Server det lune brød til for eksempel en god suppe, eller en sammenkogt ret.

Madbrød med hvidløg, timian og havsalt


fredag den 24. juli 2015

Lemon Butter Cookies

"Citroner er sure - siger nogen..."
Jeg elsker citroner, og lækre sager med citron. Syrligheden gør, at bagværk og andet godt bliver friskt, og netop derfor bruger jeg også glad og gerne citron i hvad som helst.
Forleden faldt jeg over denne opskrift, på lækre cookies med masser af citronsmag. De er nemme at lave og smager fantastisk.


Lemon Butter Cookies

Lemon Butter Cookies (35 stk.)

Ingredienser:
  • 230 gram stuetempereret smør
  • 150 gram sukker
  • 1 æg
  • 2 tsk. revet citronskal
  • 1 spsk. citronsaft fra en frisk citron
  • 315 gram hvedemel
  • Eventuelt lidt flormelis til pynt

Fremgangsmåde:
  • Pisk smør og sukker til det bliver luftigt. 
  • Pisk ægget i og tilsæt revet citronskal og citronsaft.
  • Pisk melet i - og tag til sidst dejen ud på et meldrysset bord og ælt det hele godt sammen. Ælt ikke for længe, da smørret så vil blive for blødt.
  • Del dejen i 35 stykker og tril hvert stykke til en kugle.
  • Sæt kuglerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og tryk hver enkelt kugle lidt flad med gaffel. Kuglerne skal trykkes forsigtigt, så de ikke bliver mast - og så du let kan fjerne gaflen igen og bevare det lille rillede mønster.
  • Bag kagerne ved 180 grader i ca. 12 minutter. De skal være let gyldne i kanterne.
  • Afkøl kagerne på en bagerist.
  • Drys eventuelt med flormelis lige inden servering.
  • Kagerne kan opbevares i en dåse, og holder i ca. tre uger.

Lemon Butter Cookies

lørdag den 11. juli 2015

Hjemmelavet jordbærmarmelade

Marmelade af sommerens søde, friske bær, smager bare bedst!!
Jeg gik på jordbærrov i min mors have i går, og kogte jordbærmarmelade lige omkring midnat. Jeg elsker sommerferie, når man har al tid i verden. Og jeg elsker nylavet marmelade.

Ud i sommerhaverne med jer - find alle de lækre bær - spis så du revner i mens du plukker - og lav marmelade af dem du måtte have tilbage. Så har du sommer på glas, til "nydning" - også når sommeren er forbi. Det er ren win win :)


Hjemmelavet jordbærmarmelade
Jordbærmarmelade (6 almindelige glas)

Ingredienser:

  • 1 kg. friske jordbær
  • 1 kg. syltesukker (sukker indeholdende pektin og konserveringsmiddel)
  • 1 dl. vand
  • Lidt atamon til at skylle glassene med
  • 6 rene og skoldede syltetøjsglas
Fremgangsmåde:
  • Rens og skyl bærerne og hæld dem i en gryde.
  • Tilsæt syltesukker og vand og bring det hele i kog, under omrøring.
  • Kog i 5-8 minutter og rør lidt undervejs.
  • I mens bærerne koger, skylles de omhyggeligt rengjorte og skoldede syltetøjsglas med atamon, og den overskydende atamon hældes fra.
  • Når marmeladen er færdigkogt tages gryden af varmen, og der skummes urenhederne fra med en ske.
  • Den kogende marmelade hældes nu på glas - låget skrues på med det samme og glasset stilles på hovedet. Dette for at undgå at låget buler op og der kommer luft mellem låg og marmelade. På den måde holder konserveringen bedre.
  • Lad glassene afkøle mens de står på hovedet. Når de er kolde kan de uåbnede glas holde sig uden for køleskabet, mens åbnede glas skal stå på køl.

    Tip: Alle bær kan anvendes - også frosne.