onsdag den 12. februar 2020

Choux au craquelin med kakao, nutella og mocca-creme

Jeg har en periode, hvor jeg åbenbart går lidt amok i chokolade og kaffe. Det er i hvert fald de ingredienser, som går ret meget igen i mine opskrifter for tiden.

Men pyt...chokolade og kaffe er slet ikke dårligt, og man kan aldrig få for meget chokolade og ej heller for meget kaffe...

Her kommer Choux au craquelin med kakao, nutella og silkeblød mocca-creme. Det er et glimrende bud på en fastelavnsbolle (måske mest til de voksne), men kan også sagtens fortæres på alle andre tider af året.

Choux au craquelin med kakao, nutella og mocca-creme

Choux au craquelin med kakao, nutella og mocca-creme (9 stk.)

Ingredienser:

Til krakeleringsdej:
  • 100 gram hvedemel
  • 100 gram rørsukker
  • 85 gram blødt smør
  • 8 gram usødet kakao
Til vandbakkelserne:
  • 150 gram smør
  • 3 dl. vand
  • 2 spil. sukker
  • 150 gram hvedemel
  • 8 gram usødet kakao
  • 3-4 æg
Til mocca-cremen:
  • 2 bl. husblas
  • 100 gram hvid chokolade
  • 4 dl. piskefløde
  • 1 spsk. instant kaffe-pulver
Og så skal der bruges 9 tsk. nutella til midte.


Fremgangsmåde:
  • Dagen før mocca-cremen skal bruges, skal du gøre den klar. Den skal nemlig stå på køl over en nat:
  • Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand.
  • Hak chokoladen og kom den i en skål.
  • Bland fløde og instant kaffe-pulver i en gryde og kog op til lige under kogepunktet.
  • Hæld den varme fløde/kaffe blanding over chokoladen og rør i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen er ensartet.
  • Vrid husblassen fri for vand og smelt den til sidst direkte i den varme chokolademasse.
  • Dæk cremen med husholdningsfilm og stil den på køl til næste dag.
  • Start med at lave krakeleringsdejen:
  • Ælt alle ingredienserne godt sammen, og rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir.
  • Læg herefter dejen på køl, til du skal bruge den.
  • Lav nu vandbakkelsesdejen - og tænd samtidig ovnen på 180 grader varmluft:
  • Kom smør, vand og sukker i en gryde, og kog det op til smør og sukker er smeltet. Tag gryden af varmen.
  • Bland hvedemel og kakao sammen, og kom hele herligheden over i smør-blandingen. Rør godt rundt, så dejen samler sig.
  • Stil gryden tilbage på varmen og rist dejen af (under omrøring) i et minuts tid.
  • Kom dejen op i en skål, og lad den afkøle lidt, mens du gør æg, håndmikser og sprøjtepose klar.
  • Pisk nu et æg ad gangen i dejen. Dejen vil se ud som om den skiller lidt, men den samler sig igen når alle æg er kommet i og den er rørt godt og grundigt sammen.
  • Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt nu 9 lige store toppe af dej ud på en bageplade, beklædt med bagepapir.
  • Tryk hver lille top lidt flad og ensartet (dette gøres nemmest med en finger dyppet i lidt vand), og giv også hver lille dejklat et let tryk med en gaffel, så der kommer lidt riller i overfladen.
  • Tag nu din karakeleringsdej ud fra køl, og udstik 9 "småkager" som passer i diameteren til dine vandbakkelser.
  • Læg forsigtigt en småkage ovenpå hver af vandbakkelserne og sæt dem i ovnen.
  • Bagetiden er ca. 30 minutter - men du må IKKE åbne ovnen de første 20 minutter. Så vil vandbakkelserne falde sammen.
  • Når vandbakkelserne er færdige og krakeleringsdejen har gjort som den er tiltænkt, da afkøles vandbakkelserne på en rist. De skal være helt kolde inden de fyldes med creme.
  • Mens vandbakkelserne køler, pisker du din mocca-creme luftig med en håndmikser og kommer den i en sprøjtepose. Så er du klar til at fylde de lækre banditter:
  • Flæk vandbakkelserne med en savtakket kniv - eller brug en saks, og klip hele vejen rundt langs kanten.
  • Kom en teskefuld nutella på midten af bunden, og sprøjt rundt om nutellaen med mocca-cremen.
  • Kom til sidst toppen på, drys eventuelt med lidt guldstøv, og server straks.


Choux au craquelin med kakao, nutella og mocca-creme

Choux au craquelin med kakao, nutella og mocca-creme

Ingen kommentarer:

Send en kommentar