onsdag den 18. marts 2020

Donuts

I disse dage er vort land lukket ned pga. Coronavirus. Det er en mærkelig, uforståelig og alvorlig situation. Jeg bliver ængstelig - både her og nu, hvor alt er på den anden ende og sundhedsmyndighederne "lover os" at det bliver værre endnu. Men også for fremtiden - for hvad møder der os, derude i virkeligheden, når vi er på den anden side?

Vi kan kun vente og se - og i ventetiden kan vi kun rette ind og følge alle regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinier. For vores allesammen skyld. Vi må stå sammen på afstand!

Jeg er sendt hjem fra arbejde - som tusindvis af andre danskere. Jeg fjernunderviser mine elever hjemme fra, og prøver der ud over at få tiden til at gå på bedst mulig måde.
Der læses gode bøger, stenes fjernsyn, der bliver gået en tur i ny og næ, og lidt rengøring kan også slå nogle timer ihjel. Og så går jeg naturligvis i køkkenet og hygger mig med det...og der deles efterfølgende hjemmebag ud til dem jeg kender, som er i karantæne eller "bare" hjemme. Det handler om at skabe glæde, hvor man kan.

Bloggen er der også tid til at gøre lidt ud af i denne tid. Jeg har en del opskrifter og billeder som bare ligger og venter på at blive lagt op, så måske er det nu, at jeg skal se at få gjort lidt ud af det også. 

Her får I således opskriften på donuts. Det er en skøn, skøn spise, og så er det virkelig sjovt at lave dem - og ikke mindst at pynte dem. Her sætter kun fantasien grænser.

Donuts
Donuts (16-18 stk.)

Ingredienser:
  • 2,5 dl. vand
  • 35 gram gær
  • 2 æg
  • 650 gram hvedemel
  • 100 gram sukker
  • 10 gram havsalt
  • 0,5 tsk. kardemomme
  • 0,5 tsk revet muskatnød
  • Revet skal fra en citron
  • 75 gram smeltet smør
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 1 liter smagsneutral olie til kogning (raps, solsikke)
  • 200 gram flormelis + lidt pass. æggehvide, til glasur
  • Eventuelt pastafarve - og krymmel, kokos, sukker eller lign. til pynt.

Fremgangsmåde:
  • Varm vandet op i en lille gryde, til det rammer 35 grader.
  • Kom vandet op i en røreskål, og opløs gæren heri. Tilsæt herefter æg og rør rundt til det er godt blandet.
  • Bland 600 gram hvedemel (de sidste 50 gram gemmes) sammen med alle de andre tørre ingredienser (sukker, salt, kardemomme, muskat, citronskal og vanillesukker), og tilsæt blandingen til vand/gær/æg. Tilsæt også det smeltede smør.
  • Ælt nu dejen på en røremaskine (eller i hånden) i ca. 10 minutter. Den skal æltes rigtig godt i gennem. 
  • Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og tilsæt det resterende mel, mens du ælter den i gennem med hænderne. Tilsæt kun så meget mel, at dejen lige nøjagtig slipper bordpladen.
  • Kom dejen tilbage i skålen og læg et fugtigt viskestykke over. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse et rundt sted (ca. 40 minutter).
  • Rul den færdige dej ud på et bord. Dette skal du gøre lidt forsigtigt, så du ikke slår al luften ud af dejen ved udrulning. Dejen skal rulles ud, så den har en tykkelse på ca. 1 cm.
  • Udstik nu dine donuts med en udstikker (eller et glas). De skal være ca. 8 cm. i diameter. Brug en lille tyl eller hvad du har (shotsglas) til at udstikke hullet i midten af dine donuts.
  • Læg dine donuts på et stykke bagepair, med et viskestykke over - og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Husk at gemme de små "dutter" fra hullerne - de er glimrende testere til olietemperaturen, eller som små smagsprøver under kogningen.
  • Varm olien op i en stor, tykbundet gryde. Olien skal varmes til en temperatur på 170 grader.
  • Kom forsigtigt 3-4 donts ned i olien og lad dem stege et par minutter på hver side, til de er gyldne. Gentag, til alle dine donuts er kogt.
  • Lad dem herefter køle af på et stykke fedtsugende papir.
  • Hvis du vil have sukker på dine donts, så skal de vendes heri mens de er lune. Ellers vil sukkeret ikke sidde fast. Hvis de skal pyntes med glasur, da skal de være helt kolde inden du pynter dem.
  • Pynt: rør en glasur af flormelis og æggehvide - kom eventuelt lidt farve i, og dyp dine donts ned i glasuren. Lad overskydende glasur dryppe af, inden du drysser med den pynt du har lyst til.
  • Donuts er bedst frisklavede - så server helst med det samme.
  • Tip: olien kan gemmes og bruges igen, så smid den endelig ikke ud.


Donuts
Donuts
Donuts

Ingen kommentarer:

Send en kommentar