søndag den 13. januar 2019

Cookie Dough Cake Pops

Jeg har længe leget med tanken om at forsøge mig med at lave cake pops. Nu blev tankerne til virkelighed og den første opskrift i 2019 bliver netop disse små sjove kager, som er helt vildt hyggelige at lave.

Cake Pops kan laves i utallige varianter - og pyntes lige som man synes. Mit valg faldt på disse cake pops lavet af cookie dough, overtrukket med chokolade og rullet i hakket pistacie.
Opskriften er fra den helt i gennem fantastiske Maja Vase, som er en stor inspiration. Hun er så vanvittig ud i kager og desserter...

Cookie Dough Pop Cakes
Cookie Dough Pop Cakes (ca. 15 stk.)

Ingredienser:
  • 60 gram blødt smør
  • 60 gram rørsukker
  • Korn fra en halv vanillestang
  • 60 gram hvedemel
  • 5 gram usødet kakao
  • en knivspids havsalt
  • 30 gram mælkechokolade + 200 gram mælkechokolade til overtræk
  • Hakkede usaltede pistacienødder
  • Evt. lidt guldstøv
  • Slikkepinde eller træspyd

Fremgangsmåde:
  • Pisk smør, sukker og vanillekorn til en cremet masse.
  • Kom mel, kakaopulver og salt i, og pisk videre.
  • Hak de 30 gram chokolade og vend det i dejen.
  • Sæt dejen på køl i en halv times tid.
  • Form små kugler af den afkølede dej - hver kugle skal veje ca. 15 gram.
  • Smelt den resterende del af chokoladen over vandbad.
  • Dyp enden af en pind ned i chokoladen og stik den derefter ind i en kagekugle. Fortsæt dette til alle kuglerne har fået en pind.
  • Sæt kuglerne på køl i en halv time, så chokoladen størkner og kuglerne derved sidder fast på pindene. 
  • Overtræk herefter hver kugle med chokolade, og rul dem straks i de hakkede pistacienødder. Drys eventuelt med en smule guldstøv.
  • Sæt pindene, med kagekuglerne på, i en beholder, som er fyldt godt op med for eksempel sukker. Sæt hele herligheden på køl, til chokoladen har sat sig.
  • Opbevar de fine cake pops på køl til de skal serveres - ved servering sættes de i smukke glas.


Cookie Dough Pop Cakes


Cookie Dough Pop Cakes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar