Vintervejr er suppevejr.
Suppe er bare lækkert - i alle mulige varianter. Er det rigtig koldt derude, så findes der næsten ikke bedre aftensmad, end rygende varm suppe.
Og brød skal der naturligvis også til. Er det hjemmebagt, synes jeg, at det er ekstra lækkert - og de her kuvertbrød er super gode til suppe. De kan dog også sagtens spises til alt muligt andet...
De er nemme at bage, ser fine ud og smager fortrinligt. Whats not to like? :)
|
Kuvertbrød/horn |
Kuvertbrød/horn (16 stk.)
Ingredienser:
- 1,5 dl. mælk
- 25 gram gær
- 75 gram margarine
- Ca. 375 gram hvedemel
- 0,5 tsk. salt
- 1 æg (+ 1 æg til pensling)
Fremgangsmåde:
- Lun mælken og rør herefter gæren ud heri.
- Kom melet i en skål og smuldr margarinen ud i melet. Tilsæt herefter salt.
- Hæld mælk/gær-blandingen ud over melet, og tilsæt ægget. Ælt det hele sammen, og ælt det godt og grundigt. Brug gerne en røremaskinen.
- Stil herefter dejen til hævning i en halv time, et lunt sted.
- Efter hævning deles dejen i to lige store stykker. Hvert stykke rulles ud til en cirkel, som efterfølgende deles i otte trekanter.
- Hver trekant rulles til et horn, og hornene lægges på en bageplade, beklædt med bagepapir.
- Hornene efterhæver nu i ca. 20 minutter. Lad ovnen forvarme til 200 grader i mens.
- Pisk ægget sammen, og pensl hvert horn med æg.
- Bag herefter bages hornene i 15-20 minutter - og køler til sidst af på en bagerist.
|
Kuvertbrød/horn |
Kender I det, at man, efter julen, bare slet ikke synes, at man har fået risalamande nok?
Sådan havde jeg det her i januar. Og hvad gør man så?
Tja, man laver naturligvis en portion, som man så kan nyde, mens gemalen (som ikke kan lide risalamande - forstå det, hvem der kan) står på ski i alperne.
Så lidt på bagkant får I her opskriften på den ultimative juledessert - som også smager mere end godt midt i januar :)
|
Risalamande |
Risalamande (til 6-8 personer)
Ingredienser:
- 1 l. sødmælk
- 2 dl. grødris
- 1 vanillestang
- 70 gram sukker
- 150-200 gram smuttede mandler
- 4 dl. piskefløde
- Kirsebærsauce
Fremgangsmåde:
- Kom risene og mælken i en tykbundet gryde, og kog op under omrøring. Når det koger skrues ned på lavt blus, og der lægges låg på gryden.
- Vej sukkeret af, og kom det i en lille skål. Flæk herefter vanillestangen - mas kornene ud i lidt sukker, og kom "vanillesukkeret" i skålen med afvejet sukker. Kom vanillestængerne ned i gryden, og lad dem koge sammen med ris og mælk.
- Kog risengrøden i 40-50 minutter under jævnlig omrøring. Hold godt øje med, at det ikke brænder på.
- Når risengrøden har den ønskede konsistens (tyk, men ikke fast), da tages gryden af varmen. Vanillestængerne fiskes op, og sukkeret og vanillekornene røres ud i den varme grød.
- Nu sættes grøden på køl, til den er helt gennemkold. Lad den gerne stå på køl til næste dag.
- Når grøden er kold, da skal risalamanden "samles":
- Smut mandlerne og hak dem i grove stykker.
- Pisk fløden til en let flødeskum.
- Rør rundt i grøden, og tilsæt først mandlerne. Herefter vendes flødeskummet i lidt efter lidt. Smag på risalamanden og smag eventuelt til med mere sukker, eller vanillesukker.
- Serveres kold, med lun kirsebærsovs "on the side".
|
Risalamande |
Jeg har længe leget med tanken om at forsøge mig med at lave cake pops. Nu blev tankerne til virkelighed og den første opskrift i 2019 bliver netop disse små sjove kager, som er helt vildt hyggelige at lave.
Cake Pops kan laves i utallige varianter - og pyntes lige som man synes. Mit valg faldt på disse cake pops lavet af cookie dough, overtrukket med chokolade og rullet i hakket pistacie.
Opskriften er fra den helt i gennem fantastiske Maja Vase, som er en stor inspiration. Hun er så vanvittig ud i kager og desserter...
|
Cookie Dough Pop Cakes |
Cookie Dough Pop Cakes (ca. 15 stk.)
Ingredienser:
- 60 gram blødt smør
- 60 gram rørsukker
- Korn fra en halv vanillestang
- 60 gram hvedemel
- 5 gram usødet kakao
- en knivspids havsalt
- 30 gram mælkechokolade + 200 gram mælkechokolade til overtræk
- Hakkede usaltede pistacienødder
- Evt. lidt guldstøv
- Slikkepinde eller træspyd
Fremgangsmåde:
- Pisk smør, sukker og vanillekorn til en cremet masse.
- Kom mel, kakaopulver og salt i, og pisk videre.
- Hak de 30 gram chokolade og vend det i dejen.
- Sæt dejen på køl i en halv times tid.
- Form små kugler af den afkølede dej - hver kugle skal veje ca. 15 gram.
- Smelt den resterende del af chokoladen over vandbad.
- Dyp enden af en pind ned i chokoladen og stik den derefter ind i en kagekugle. Fortsæt dette til alle kuglerne har fået en pind.
- Sæt kuglerne på køl i en halv time, så chokoladen størkner og kuglerne derved sidder fast på pindene.
- Overtræk herefter hver kugle med chokolade, og rul dem straks i de hakkede pistacienødder. Drys eventuelt med en smule guldstøv.
- Sæt pindene, med kagekuglerne på, i en beholder, som er fyldt godt op med for eksempel sukker. Sæt hele herligheden på køl, til chokoladen har sat sig.
- Opbevar de fine cake pops på køl til de skal serveres - ved servering sættes de i smukke glas.
|
Cookie Dough Pop Cakes |
|
Cookie Dough Pop Cakes |