onsdag den 15. juni 2016

Champagne Sorbet

Ismaskinen er stadig et hit...og som lovet tidligere, så skal bloggen også rumme en udsøgt champagne sorbet. En smagsvariant som altid har været blandt favoritterne.

Jeg håber på en varm og solrig sommer, for denne sorbet er så uforskammet lækker, at den bør være at finde i fryseren hele sommeren!! Det fås ganske enkelt ikke bedre på en varm sommerdag.

En blød og lækker sorbet, hvor champagnesmagen træder tydeligt igennem. Perfekt til en mørk chokoladekage eller bare helt uden noget...uhmmm...

Champagne Sorbet
Champagne Sorbet (ca. 1 l.)

Ingredienser:
  • 200 gram sukker
  • 2.5 dl. vand
  • 0,7 l. sød champagne (eller anden sød mousserende vin - f.eks. asti)
  • 1 pass. æggehvide

Fremgangsmåde:
  • Kog vand og sukker op til en lage og afkøl lagen i køleskabet nogle timer - eller gerne til næste dag.
  • Bland den kolde sukkerlage med champagnen og hæld hele herligheden i din ismaskine. Kør ismassen i ca. 50 minutter.
  • Pisk æggehviden stiv og hæld den letfrosne ismasse ned til æggehviden. Rør rundt til massen er ensartet, og hæld massen tilbage på ismaskinen.
  • Kør ismassen yderligere 30 minutter på ismaskinen.
  • Kom champagne sorbeten i en bøtte og lad den stå i fryseren en 3-4 timer inden servering.

Champagne Sorbet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar