mandag den 16. juni 2014

Rugbrødschips med havsalt

Rugbrødschips smager vidunderligt.
Det er en god snack bare sådan helt uden videre, men smager også skønt ved ostebordet, sammen med hummus, tzatziki, pesto eller en god dip. De kan også brækkes i mindre stykker og drysses over en salat.

De er rigtig nemme at lave, og endnu nemmere at spise. Det er ikke det søde køkken, men kan stadig gå under lækkerier, hvis I spørger mig :)

Rugbrødschips med havsalt

Ingredienser:
  • Daggammelt rugbrød (rugbrødet skal være helt, så man kan skære af det)
  • Lidt smagsneutral olie (f.eks. solsikkeolie)
  • Havsalt
Fremgangsmåde:
  • Frys det hele rugbrød i 4-5 timer
  • Når rugbrødet er næsten gennem-frossent, skæres der tynde skiver af det. Skiverne deles i halve (trekanter) og lægges i et lag på en bageplade med bagepapir.
  • Rugbrøds-trekanterne pensles med olie og drysses med havsalt.
  • Bag rugbrøds-trekanterne ved 170 grader i 10-15 minutter. De skal være gyldne og sprøde, men ikke brankede.
  • Tag de bagte rugbrøds-chips af pladen og lad dem afkøle på fedtsugende papir.
  • Opbevares i en tætsluttende dåse.

Rugbrødschips med havsalt



3 kommentarer:

  1. Lyder rigtig lækkert!
    Hvad for noget rugbrød plejer du at bruge?
    -Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. De er super lækre!
      Du kan bruge næsten alt rugbrød, bare det er noget uden alt for mange kerner. Men det giver lidt sig selv - for man kan slet ikke få ret mange slags rugbrød i hele brød. I hvert fald ikke i dagligvarebutikkerne. Dem på billedet er lavet af et af Brugsens bakeoff-brød.
      God fornøjelse - Frøken Fuglesang

      Slet