torsdag den 17. december 2020

Snebolde

Forleden dag prøvede jeg kræfter med hjemmelavede snebolde.

Snebolde er noget af det bedste slik jeg ved, og den her variant er altså nem og lige til. De bliver så fine hvide, og skallen bliver faktisk både hård og sprød.

Den her julekonfekt kan du sagtens nå inden juleaften. Så er spørgsmålet bare - altså hvis du laver dem nu - om der er flere tilbage når vi rammer den 24. december :)


Snebolde

Snebolde (ca. 20 stk.)

Ingredienser:

  • 200 gram ren rå marcipan
  • 250 gram god mørk chokolade
  • 200 gram flormelis
  • 1/2 tsk. revet appelsinskal (kan udelades)
  • 75 gram pass. æggehvide

Fremgangsmåde:

  • Start med at blande den revne appelsinskal i din marcipan, og ælt massen godt i gennem. Du kan også undlade appelsinskallen, så du bare har den rene rå marcipan som midte i dine snebolde.
  • Tril herefter al marcipanen til kugler. Du kan med fordel veje hver lille klump af, så de bliver lige store. Hver klump skal veje ca. 10 gram.
  • Smelt din chokolade over vandbad.
  • Dyp hver marcipankugle i chokoladen, så kuglen bliver helt overtrukket. Læg den overtrukne kugle på et stykke bagepapir og lad chokoladen sætte sig.
  • Når chokoladen har sat sig, da ruller du igen kuglerne i chokolade. Dette gøres nemmest ved at iføre dig et par fødevaregodkendte engangshandsker, og heri ligge lidt chokolade og en marcipankugle.
  • Læg igen kuglerne til tørre, og lad chokoladen sætte sig helt.
  • Kom flormelis op i en dyb tallerken, og æggehviden op i en lille skål.
  • Dyp hver marcipankugle i æggehviden, og tril den herefter godt i flormelis. Nu bliver kuglerne hvide som snebolde. Lad dem tørre helt op ved stuetemperatur.
  • Når sneboldene er helt tørre, da trilles de i mellem dine håndflader, med en lille smule ekstra flormelis.
  • Nu er sneboldene klar til servering.
  • Opbevares på køl, i en lufttæt beholder.

Snebolde


Ingen kommentarer:

Send en kommentar