mandag den 3. juli 2017

Chokoladesmør (Hjemmelavet Nutella)

Jeg kan lige så godt indrømme det...jeg er en sucker for Nutella! Alene af den grund, har jeg det næsten aldrig i køkkenskabet. For så spiser jeg det bare :)

Forleden dag skulle jeg til sammenskuds-brunch, med nogle virkeligt skønne damer, og jeg skulle medbringe brød. Og hvad er brunch og brød uden Nutella? Ja, jeg spørger bare?
Jeg fik lyst til at prøve kræfter med at lave Nutella selv - eller rettere noget chokoladesmør, som skulle være lidt mere luksus end almindelig købe-Nutella.

Det lykkedes faktisk ganske godt og I får opskriften her.
Og som Nutella - så er hjemmelavet chokoladesmør faktisk også slemt vanedannende. Just saying :)

Chokoladesmør (Hjemmelavet Nutella)

Chokoladesmør (Hjemmelavet Nutella) - 3 lidt mindre glas.

Ingredienser:
  • 125 gram mørk chokolade (ca. 57%)
  • 100 gram lys mælkechokolade
  • 2,5 dl. piskefløde
  • 100 gram hasselnødder
  • 50 gram smør
Fremgangsmåde:
  • Start med at riste hasselnødderne i ovnen, ved 220 grader i ca. 5 minutter.
  • Gnid skallerne af i et rent viskestykke og afkøl hasselnødderne.
  • Hak halvdelen af hasselnødderne til helt fint hasselnøddemel - og hak den anden halvdel i en lidt mere grov udgave. 
  • Hak chokoladen (ikke for groft) og kom den op i en skål.
  • Skær smørret i mindre stykker og stil det klart.
  • Bring nu piskefløden i kog og tag den af varmen.
  • Hæld halvdelen af den varme fløde over chokoladen og rør rundt med en blød dejskraber til chokolade og piskefløde smelter sammen.
  • Tilsæt mere piskefløde under stadig omrøring - fortsæt til al piskefløden er brugt.
  • Rør nu smørret i og fortsæt med at røre, til smørret er helt smeltet.
  • Kom til sidst hasselnøddemelet og de lidt mere grofthakkede hasselnødder op i chokoladen og rør rundt til massen er jævn.
  • Hæld chokoladesmørret på rene glas, skru låg på med det samme og sæt glassene i køleskabet.
  • Spises når chokoladesmørret er blevet helt koldt.
  • Chokoladesmørret opbevares på køl, og kan holde sig i ca. 3 uger.

Chokoladesmør (Hjemmelavet Nutella)

2 kommentarer:

  1. Man kan vel osse bruge flere nødder og ingen lys chokolade, så det blir nøddecreme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan man sikkert godt, men kan dog være bange for, at det så bliver lidt for bittert. Den lyse chokolade giver sødmen, uden at den fylder alt for meget. Men giv det da et forsøg :)

      Slet