lørdag den 19. december 2015

Julen er hjerternes fest...

I år er mine julegaver pyntet med peberkagehjerter. Og med dette lille tip til julegave-pynten, vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul.

Tak fordi I følger med. Det betyder så meget, at min blog kan give inspiration til andre, der nyder at hylde det søde køkken.

Nyd nu freden, maden, de søde sager og de mennesker I holder allermest af. Og kys hinanden!

Kærligst fra Frøken Fuglesang


Julegaver med peberkagehjerter

søndag den 13. december 2015

Luciaboller

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone.
Rundt om i hus og hjem
sangen skal trone.

Nu på Luciadag,
hilser vort vennelag.
Santa Lucia - Santa Lucia...

Den 13. december er luciadag, og derfor er der i dag blevet bagt luciaboller. Eller "Lussekatter", som de kaldes i Sverige, hvor luciatraditionen har bedre fat end herhjemme i Danmark.

Dette er mit første forsøg med luciaboller. Men bestemt ikke det sidste.
Dejen er nem at arbejde med, og så smager de nybagte luciaboller bare rigtig dejligt.

Denne portion blev fortæret sammen med Line og Søren og deres to søde piger...og som Line udtrykte sig efter de første par bidder: "Det her er et rigtig dejligt stykke bagværk"! :)

Luciaboller

Luciaboller (12 stk.)

Ingredienser:
  • 1 dl. varmt vand
  • 1 dl. sødmælk
  • 25 gram gær
  • 1 æg
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 50 gram sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • Revet citronskal
  • 100 gram blødt smør
  • 400-450 gram hvedemel
  • Æg til pensling + rosiner til pynt

Fremgangsmåde:
  • Bland vand og mælk sammen i en skål, og udrør gæren heri.
  • Tilsæt æg, gurkemeje, sukker, vanillesukker og revet citronskal og rør det sammen.
  • Tilsæt hvedemel og det bløde smør, og kør hele herligheden smidigt på røremaskinen. Det tager ca. 6-8 minutter.
  • Sæt dejen til hævning et lunt sted i 60 minutter.
  • Efter hævning slås dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt i gennem med hænderne.
  • Dejen deles i 12 lige store stykker, som trilles til pølser på ca. 25 cm.
  • Pølserne formes til Sér og placeres på en bageplade, beklædt med bagepapir.
  • Tænd ovnen på 220 grader og lad den forvarme, mens luciabollerne efterhæver i ca. 30 minutter. 
  • Inden luciabollerne sættes i ovnen, pensles de med sammenpisket æg og pyntes med rosiner.
  • Luciabollerne bages midt i ovnen i ca. 12 minutter.
  • Lad luciabollerne afkøle på en bagerist, inden de serveres med koldt smør.

Luciaboller

søndag den 6. december 2015

Julen er peberkagetid...

Så blev det allerede den anden søndag i advent. Jeg har lidt svært ved at følge med, men uanset om jeg halter bagefter eller ej, så er decemberhyggen og juletiden over os.

I dag har hele min lille hytte duftet vidunderligt af jul. Der er nemlig blevet bagt peberkager. 
Peberkager, som er godt forsynet med alle julens fantastiske krydderier.
Det er en sand juleklassiker, som også er pragtfuld at lave sammen med børn. Dejen er nem, og så kan "pynte-Jørgen" jo få lov at gå lidt amok, når kagerne skal pyntes med glasur.

Ud over de fint pyntede peberkager, så har jeg også leget med mandler, som bliver krammet af små tykke teddybamser (se billede nederst).
Dejen kan også anvendes til peberkage-huse.

Peberkager med hvid glasur

Peberkager (ca. 100 stk. afhængig af størrelse)

Ingredienser:
  • 125 gram smør
  • 200 gram lys sirup
  • 150 gram brun farin
  • 500 gram hvedemel
  • 1 tsk. stødt peber
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 0,5 tsk. stødt kardemomme
  • 0,5 tsk. stødt nellike
  • 3 tsk. stødt kanel
  • 2 tsk. natron
  • 1 æg
  • Til glasur skal du bruge pass. æggehvide, flormelis og evt. lidt citronsaft. 

Fremgangsmåde:
  • Smelt smør, sirup og farin i en gryde. Lad det svale lidt af, inden du fortsætter.
  • Bland krydderier og natron i blandingen.
  • Pisk ægget sammen og rør det ud i blandingen.
  • Rør hvedemel i lidt efter lidt, til du har en dej, der kan æltes sammen på et bord.
  • Læg dejen i en plastikpose og lad den hvile i køleskab i minimum et døgn. Den kan sagtens holde længere.
  • Når dejen er gennemkold er du klar til at rulle den ud. Drys lidt mel på bordet inden du ruller. Dejen skal have en tykkelse på et par millimeter.
  • Stik fine kager ud med udstikkerforme og fordel kagerne på en bageplade, beklædt med bagepapir.
  • Bag kagerne ved 180 grader i ca. 5 minutter.
  • Afkøl kagerne på en rist - og dekorer dem først, når de er helt kolde.
  • Rør nu en glasur der er sej og blank. Kom glasuren i et kræmmerhus af bagepapir og nu kan kagerne dekoreres som du ønsker. Du kan sagtens farve glasuren med frugtfarve, hvis du vil have andre farver end hvid.
  • Når glasuren er hærdet op, og er blevet hård, kan kagerne kommes i en dåse.
  • Opbevar kagerne i en dåse, der lukker tæt.


Peberkager

Peberkage-teddybamser med mandler i favnen

Peberkagehjerte med hvid glasur