lørdag den 5. september 2015

Pizzasnegle med skinke og ost

For en uge siden skulle jeg have min 4. klasse med på lejrtur. Vi var i Jernalderlandsbyen ved Odense og havde et par dejlige (og lidt våde) dage.
Jeg havde i den forbindelse bagt en portion pizzasnegle til ungerne. De bragte lykke mellem regnbyerne, når de små maver var sultne og de små kroppe trængte til lidt energi.

I mine pizzasnegle var der tomatsauce, skinke og ost, men der kan anvendes lige præcis det fyld, som du synes allerbedst om.
Pizza-sneglene kan med fordel fryses ned i mindre portioner - så er der en nem snack til madpakken.


Pizzasnegle med skinke og ost

Pizzasnegle med skinke og ost (20 stk.) 

Ingredienser:
  • 50 gram gær
  • 3 dl. lunkent vand
  • 1 tsk. groft salt
  • 2 spsk. olie
  • 500 gram italiensk hvedemel (pizzamel)
  • 200 gram tomatsauce - gerne tilsat oregano og basilikum
  • 200 gram skinkestrimler
  • 200 gram revet mozzarella

Fremgangsmåde:
  • Kom gæren i en stor skål og tilsæt det lune vand. Rør rundt, til gæren er opløst.
  • Tilsæt salt og olie og rør rundt igen.
  • Tilsæt det meste af hvedemelet, og rør dejen godt sammen (gerne på røremaskine).
  • Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem, sammen med resten af hvedemelet.
  • Rul dejen ud til en rektangel på ca. 30x40 cm.
  • Smør tomatsaucen ud på dejpladen, og drys herefter skinke og ost jævnt ud over tomatsaucen.
  • Rul nu dejen sammen på den lange led, så den har form som en roulade, og skær 20 lige store stykker af "pizzarouladen".
  • Læg de 20 stykker forsigtigt over på to bageplader, beklædt med bagepapir.
  • Læg et rent viskestykke over de to bageplader og lad sneglene efterhæve i ca. 20 minutter.
  • Bag pizzasneglene ved 200 grader, i ca. 20 minutter.
  • Afkøl sneglene inden servering.


Pizzasnegl med skinke og ost

Ingen kommentarer:

Send en kommentar