fredag den 26. juni 2015

Søde tøser

I dag har jeg sendt alle mine små elever på sommerferie. 
Ud i sommeren med jer, og nyd så de lyse nætter, nyd I kan sove længe hver dag i seks uger, nyd alle de is I skal spise og nyd alle solstrålerne.

Som afslutning på skoleåret og 3. klasse skulle der naturligvis kage til - og de små cupcakes fik den bedste anbefaling med på vejen, fra de her fem søde tøser fra min klasse på Ringe Friskole.

Fem søde tøser fra Ringe Friskole

tirsdag den 16. juni 2015

1 års fødselsdag

Så kan Frøken Fuglesangs Søde Blog fejre 1 års fødselsdag!
Og hvilket fantastisk første år bloggen har haft.

Det har simpelthen være så sjovt at starte bloggen, og jeg nyder stadig at smide opskrifter og andet godt op i ny og næ. Det har været en fornøjelse at høre alle de søde ord og positive tilkendegivelser jeg har fået på det hele i dette første år. Det har været overvældende, og det giver kun lidt ekstra blod på den søde tand.

Af hjertet tak for, at I følger med - uden jer følgere ville det jo slet ikke være så sjovt.

Og så har bloggen fået disse fine, små visitkort i fødselsdagsgave, selvfølgelig designet af Frøken Fuglesang :)

Visitkort til en blog, der hylder det søde køkken

mandag den 1. juni 2015

Hjemmelavet fondant

Her vil jeg give jer opskriften på hjemmelavet fondant. Fondant er fantastisk til overtræk af kager, eller til små pynteting (udstikkerpynt eller modelleret pynt) til alle mulige slags kager.

Fondant kan være en dyr affære, hvis man skal købe det færdigt. Heldigvis er det nemt og billigt at lave selv, og den hjemmelavede fondant er også nemmest at arbejde med, hvis man spørger mig.
Jeg bruger oftest bare den hvide fondant, men det er også muligt at farve fondanten med frugtfarve.

Hjemmelavet fondant

Hjemmelavet fondant

Ingredienser:
  • 15 store skumfiduser (Haribos er de bedste - købes i Netto)
  • 2 spsk. vand
  • 1 spsk. smagsneutral olie
  • 350 gram flormelis
  • Maizenamel til udrulning
Fremgangsmåde:
  • Kom skumfiduser, vand og olie i en kasserolle og smelt hele herligheden sammen over svag varme, og under omrøring.
  • Når det hele er smeltet, hældes massen i en skål, og heri røres flormelis.
  • Hvis du ønsker at farve din fondant, da skal du tilsætte frugtfarve inden du rører flormelis i.
  • Fondanten skal være blød og lidt klistret. 
  • Nu tages massen ud på et bord, hvor der æltes lidt mere flormelis i.
  • Når du har æltet fondanten færdig, så putter du den i en lufttæt plastikpose og lader den ligge på køkkenbordet i ca. 30 minutter, så den får lov at samle sig lidt.
  • Herefter er din fondant klar til brug.
Tips:
  • Fondanten kan holde sig på køl i et par uger.
  • Når du arbejder med fondanten er det fordelagtigt at bruge maizenamel, så fondanten ikke hænger fast i bordet, eller udstikker-formene. 
Hjemmelavet fondant

Cupcake-dyst til Karens polterabend

I lørdags havde jeg fornøjelsen af at være sammen med Karen, og hendes 11 medfølgende poltenabend-piger. Karen skal giftes til august, og i den forbindelse havde Karens søster, Johanne, kontaktet mig, og spurgt om jeg havde lyst til at lege med kager, sammen med de 12 herlige damer.
Det ville jeg naturligvis gerne.

Jeg havde planlagt en cupcake-dyst for dem, som i store træk mindede lidt om konceptet "Den store bagedyst" fra DR1. Her var de bare inddelt på hold, og havde 60 minutter til at fremstille 12 cupcakes (med pynt og det hele), og præsentere dem på dommerbordet.  Efterfølgende blev kagerne bedømt - og der blev uddelt priser for bedste smag, største kreativitet, bedste samarbejde og bedste teknik.

Efter sigende havde damerne det sjovt - og det havde jeg også.
Jeg håber, at du får det smukkeste bryllup til august, Karen - og at der bliver masser af kage!

Karens Polterabend - den 30. maj 2015 - Cupcake-dyst