lørdag den 14. april 2018

Chokoladekage med chokoladecreme

Det er sjældent nødvendigt at opfinde den dybe tallerken mere end en gang...

Forleden dag bagte jeg en masse små cupcakes til en dåb.
En af cupcake-varianterne var chokolade, og jeg kom til at foregne mig lidt og havde derfor lidt dej til overs. Den kom jeg i en rund springform med bagepapir, og bagte den som en helt almindelige, rund skærekage.
Og så røg den i fryseren, til en dag hvor det skulle være lidt nemt...

Nogle dage efter fik jeg et par søde piger til kaffe og kage. Og ud fra frost kom chokoladekagen. Jeg tog den ud om morgenen og så var den optøet og klar til lidt pynt om eftermiddagen.
Den blev pyntet med en portion chokoladecreme (frosting), sprøjtet ud i fine roser, så det dækkede hele kagen. Og til sidst fik den prikken over iét, med små rosafarvede chokoladekugler.

Voila - et styk eftermiddags-tøsehygge-kage, uden de store anstrengelser - og som i øvrigt lignede en hel million, hvis jeg selv skal sige det :)


Chokoladekage med chokoladecreme

Opskriften på dej og frosting finder du ude til højre på bloggen her, under "Chokolade cupcakes med chokoladefrosting". En portion af hver rækker til denne kage.
Bag kagen ved almindelig ovnvarme, ved 175 grader...og så glemte jeg at tage tid, så der må du lige prøve dig frem og holde øje :)

De små chokoladekugler er købt hos "Sweet Moments". De er virkelig fine, smager skønt, og så elsker jeg, at man ikke behøver knække en tand på en fordømt sukkerkugle.

Chokoladekage med chokoladecreme



mandag den 2. april 2018

Cheesecake

Dette opslag handler om cheesecake. En fuldstændig vidunderlig spise, som kan varieres i det uendelige. 

Jeg har lavet mange cheesecake i den sidste tid, og derfor bliver dette opslag med grundopskrifter på kiksebund, cheesecake-creme, gelé og glaze. Så må I selv eksperimentere med diverse smagskombinationer.

Jeg lægger også nogle forskellige billeder op, som måske kan give lidt inspiration. Billederne bliver af de tre smukkeste varianter og kan også give tips til pynten.

Rigtig god fornøjelse...jeg håber, at du kommer i cheesecakehimmelen. Der er ganske rart at være :)


Cheesecake med citronmousse, cheesecake-creme og gul glaze


Cheesecake med lime, basilikum og lysegrøn glaze


Cheesecake med lakridsbund, hindbær og gelé

Grundopskrift på kiksebund (en kiksebund - form på 24 cm).

Ingredienser:
  • 300 gram Digestivekiks
  • 150 gram smeltet smør

Fremgangsmåde:
  • Knus kiksene i en blender, eller i en pose, som du banker med en kødhammer.
  • Smelt smørret over lav varme og bland det smeltede smør godt sammen med de knuste kiks.
  • Beklæd bunden af en springform med bagepapir - eller brug en silikoneform.
  • Kom kiksemassen i formen og tryk den sammen til et jævnt lag med dine hænder.
  • Afkøl den i køleskabet til den er fast.
  • Tip: Jeg putter nogle gange Bülow Raw lakridspulver i bunden. Det smager skønt sammen med f.eks. hindbær.


Grundopskrift på cheesecake-creme (en cheesecake - form på 24 cm).

Ingredienser:
  • 6 blade husblas
  • 400 gram flødeost naturel (jeg bruger altid Philadephia original)
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 1,5 dl. creme fraiche
  • 125 gram flormelis
  • 4 dl. piskefløde
  • Smag - bær, frugt, saft eller andet...

Fremgangsmåde:
  • Læg husblassen i blød i rigeligt med koldt vand.
  • Pisk flødeost, creme fraiche, vanillesukker og flormelis godt sammen til en lind creme.
  • Smelt den udblødte husblas ved svag varme, og hæld den i ostemassen i en tynd stråle, mens der fortsat piskes.
  • Herefter tilsætter du den smag du gerne have - det kan være citronsaft og citronskal, frugt eller bærmos, eller noget helt andet.
  • Pisk piskefløden til let skum, og vend denne i ostemassen.
  • Hæld hele herligheden ud over din kiksebund, og sæt kagen på køl til den har sat sig (gerne over natten). Hvis den skal overtrækkes med glaze, så skal den i fryseren til den er gennemfrossen.


Grundopskrift på gelé til toppen af kagen (en cheesecake på 24 cm).

Ingredienser:
  • 4 dl. frugtsaft (citronsaft, hindbærsaft o.lign.)
  • 250 gram sukker
  • 8 blade husblas

Fremgangsmåde:
  • Læg husblassen i blød i rigeligt med koldt vand.
  • Kog frugtsaften op, sammen med sukkeret. Sørg for, at sukkeret er helt optøet.
  • Du kan også koge hele bær op med sukker og bagefter blende til en helt fin masse.
  • Vrid husblassen fri for vand og smelt den direkte i den varme frugtsaft.
  • Lad massen køle af til den er lillefinger-varm og hæld den forsigtigt ud over din færdige kage.
  • Det er vigtigt at kagen er sat sig fuldstændig, og at gelén ikke er for varm. Ellers vil gelén smelte kagen og du vil få små hvide nister i din gelé. Det ser ikke så pænt ud.
  • Billederne øverst og nederst af "den røde kage" er med hindbærgelé, hvor jeg har kogt hele bær op. Jeg har her ladet de små hindbærkerner blive i min saft, men de kan sagtens sies fra, hvis man ønsker det.


Grundopskrift på glaze (en cheesecake på 24 cm).

Ingredienser:
  • 9 blade husblas
  • 225 gram glukose
  • 225 sukker
  • 135 gram vand
  • 150 gram kondenseret mælk
  • 225 gram hakket hvid chokolade
  • Farve

Fremgangsmåde:
  • Udblød husblassen i rigeligt med koldt vand.
  • Hæld glukose, sukker og vand i en gryde, og giv dette et kort opkog til sukkeret er smeltet.
  • Tilsæt kondenseret mælk, og tag gryden af varmen. Rør godt rundt, så massen er ensartet.
  • Smelt husblassen direkte i den varme masse.
  • Kom den hakkede, hvide chokolade op i en høj kande, og tilsæt her den farve du måtte ønske på din glaze.
  • Hæld den varme masse forsigtigt over chokoladen og lad den stå nogle minutter.
  • Tilfør en stavblender i massen - kom blenderen skråt ned i massen for at undgå for mange luftbobler. Blend nu til massen er helt ensartet.
  • Træk blenderen skråt op ad væsken og fjern eventuelle luftbobler fra overfladen med en dejskraber.
  • Sæt et termometer i din glaze og vent til massen har en temperatur på 32-34 grader. Du kan sætte gazen i køleskabet, så går det lidt hurtigere.
  • Når glazen er ved at falde i grader, tager du din kage ud af fryseren - og ud af formen. Din kage skal være frossen når du glazer, så din glaze sætter sig lynhurtigt.
  • Sæt din kage på en fintmasket bagerist, med en bageplade under til at opsamle overskydende glaze.
  • Når glazen har nået den rigtige temperatur, da starter du med at fjerne den lille hinde der er kommet på glazens overflade. Det gør du nemt med en dejskraber. Derpå hælder du forsigtigt glazen ud over din kage. Start fra midten og arbejd dig ud af. Du skal være rimelig hurtig, da gazen sætter sig hurtigt. Vær opmærksom på, at du får glaze på alle kanterne.
  • I denne portion er der til en dobbeltglaze - efter første gang lade du kagen stå i 4-5 minutter, og så kan du glaze en gang til. Det giver et meget smukt resultat. 
  • Drej kagen af risten med to paletter under kagen - og løft kagen over på et fint fad.
  • Sæt kagen i køleskabet og lad gazen sætte sig, mens kagen tør op. Til sidst kan du pynte den rigtig fint, med det nu synes.

Til sidst kommer lidt flere billeder af de tre kager - og inden hver kage finder du lidt information om, hvad de hver i sær indeholder. 

Den gule cheesecake:

Den gule cheesecake her var min fødselsdagskage. 
Indeni er der en cheesecake-creme som er helt som i opskriften. Der er dog kun en halv portion, da resten af formen blev fyldt op med en cheesecake-creme med masser af citronsaft, revet citronskal lidt hvid chokolade og lidt gul farve.
Når man skar i kagen var den altså to-farvet.
Glazen blev naturligvis gul, og kagen er pyntet med hvide chokoladespåner, chokoladekugler med sølv og sølvstøv.






Den grønne cheesecake:

Den grønne cheesecake her var årets påskekage, til en påskefrokost sammen med gode venner. Den blev serveret sammen med et ostebord. 
Indeni er der en cheesecake-creme, som er helt som i opskriften, men tilsat limesirup og masser af frisk basilikum. Det er en himmelsk kombination.
Jeg havde taget saften fra 6 limefrugter (ca. 100 gram), og blandet med 100 gram sukker. Denne væske havde jeg kogt op, og smeltet min husblas til selve cheesecake-cremen heri. Der ud over havde jeg taget ca. 30 friske basilikumblade, som jeg havde lavet til helt fin pure i en morter, sammen med en lille smule sukker. Denne pure tilsatte jeg direkte i ostemassen, inden jeg kom lime/husblas-massen i under omrøring.
Glazen blev limegrøn, og kagen er pyntet med knuste kiks, små hvide chokoladekugler, basilikumblade, fintrevet limeskal og lidt guldstøv.






Den røde cheesecake:

Den røde cheesecake her blev også serveret på min fødselsdag. For verdens bedste veninder... 
Indeni er der en cheesecake-creme som er helt som i opskriften, men heri er der tilsat en del hindbærmarmelade, så cremen fik et lyserødt skær. Ovenpå kagen er der hindbærgelé, kogt på hele hindbær.
I bunden er der lakridspulver - det smager fuldstændig fantastisk!
Kagen er pyntet med hvide chokoladespåner og chokoladekugler i mørk rosa.