lørdag den 23. december 2017

Marcipankugler med valnødder, pistacie og citron

Julen nærmer sig med hastige skridt og julefreden begynder så småt at sænke sig her i det gamle bageri. December har arbejdsmæssigt været overordentlig travl for både Jesper og mig, så vi nyder roen og besøg af Jespers store unger, her dagen før dagen.

Jeg har desværre ikke fået julet så mange nye ting frem i december-køkkenet, som jeg gerne ville. Men heldigvis er der mange juleopskrifter fra tidligere år at finde her, så jeg håber, at I har fået lidt inspiration alligevel.

I morgen skal jeg medbringe konfekten til juleaften. Den består af klassikere som havregrynskugler og brændte mandler, samt den fine juleroulade med lakrids og en ny og selvudviklet marcipankugle, fyldt med valnødder, pistacienødder og citron. Sidstnævnte kan sagtens nås endnu, så det er bare om at komme i gang.

Og med denne opskrift vil jeg ønske alle bloggens følgere en helt i gennem videunderlig jul. Nyd roen, nyd maden, nyd hinanden og nyd julens søde indspark.

Marcipankugler med valnødder, pistacie og citron

Marcipankugler med valnødder, pistacie og citron (ca. 45 stk.)

Ingredienser:
  • 300 gram ren rå marcipan (Odense er at foretrække)
  • 40 gram valnødder
  • 40 gram pistacienødder (+ eventuelt lidt til pynt)
  • Revet skal af en citron
  • Saften af en halv citron
  • 200 gram mørk chokolade

Fremgangsmåde:
  • Blend valnødder og pistacienødder helt fint.
  • Ælt nøddeblandingen ind i marcipanen, sammen med citronskal og citronsaft.
  • Tril 45 kugler, med en vægt på 8-10 gram pr. styk.
  • Smelt chokoladen over vandbad.
  • Tril eller vend kuglerne i chokoladen og drys med finthakkede pistacienødder.
  • Sæt på køl til chokoladen har sat sig.
  • Opbevares på køl til servering.
  • Tip: brug latexhandsker når kuglerne skal overtrækkes med chokolade. put lidt smeltet chokolade op i håndfladen og tril kuglerne heri. Det er super nemt og super hurtigt at overtrække på denne måde.


Marcipankugler med valnødder, pistacie og citron

mandag den 4. december 2017

Marcipanroulade med tranebær og lakrids

Så er julemåneden over os og hånden på hjertet: jeg synes altså, at det er knald hyggeligt!

Der skal selvfølgelig også være jul på bloggen, og her kommer en opskrift på en aldeles fremragende konfekt, som også tager sig afsindigt smukt ud.
Opskriften kommer fra Annemette Voss, og findes i hendes nyeste bog "Konfekt", som jeg selvfølgelig har foræret mig selv. Der er mange andre virkelig gode ting deri, så den er absolut anbefalelsesværdig, hvis du har lyst til lidt anderledes julekonfekt i år. Bogen er desuden fyldt med fine vejledninger og helt utrolig skønne billeder.

Den her roulade lavede jeg i weekenden og havde den med til julefrokost, med søde mennesker. Den blev rost, og så bliver jeg altså bare så glad...

Marcipanroulade med tranebær og lakrids

Marcipanroulade med tranebær og lakrids (1 roulade, ca. 30 cm.)

Ingredienser:
  • Til selve rouladen:
  • 100 gram hvid chokolade
  • 0,5 dl. piskefløde
  • 50 gram tørrede, bløde tranebær
  • 3 tsk. lakridspulver
  • 300 gram ren rå marcipan
  • 1 spsk. flormelis, til udrulning
  • 20 gram smuttede, hakkede mandler
  • Til pynten:
  • 150 gram hvid chokolade
  • Tørrede tranebær, klippet i små bitte stykker
  • Lakridspulver (gerne groft)
  • Guldstøv

Fremgangsmåde:
  • Hak den hvide chokolade til rouladen fint, og kom den i en dyb skål.
  • Kom heri tranebær og lakridspulver.
  • Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og hæld den varme fløde over lækkerierne i skålen.
  • Blend massen med en stavblender. Cremen må gerne være lidt grovkornet, så man kan smage de tørrede tranebær i små bidder.
  • Rul nu marcipanen ud til en firkant, der måler 30x35 cm. Brug lidt flormelis til at rulle marcipanen ud i, så den ikke sætter sig fast til bordet. Løft og drej marcipanen ofte under udrulningen.
  • Smør cremen ud over hele marcipanstykket i et fint lag, og drys til sidst med de hakkede mandler.
  • Rul rouladen tæt sammen på den korte led og dæk rouladen med husholdningsfilm. Sæt rouladen på køl i et par timer (gerne natten over).
  • Nu skal rouladen pyntes. Her skal du starte med at gøre tranebærerne klar (klippes) og finde lakridspulver og guldstøv frem. 
  • Herefter smelter du den hvide chokolade og så er du klar.
  • Pensl chokoladen hele vejen rundt om rouladen. Start med bunden og lad denne sætte sig, inden du fortsætter med kanter og top.
  • Når du har penslet hele rouladen med chokolade, da drysser du de øvrige ingredienser ud over rouladens top.
  • Det kan være en fordel at dele rouladen i to inden pyntningen, da chokoladen sætter sig hurtigt på den kolde roulade.
  • Og du kan naturligvis pynte med lige det du har lyst til :)


Marcipanroulade med tranebær og lakrids

Marcipanroulade med tranebær og lakrids