mandag den 5. april 2021

Fyldte chokolader - det er altså gået lidt amok...

Jeg skal allerførst beklage stilheden her på bloggen. Det er altså ikke mange nye opskrifter der kommer i øjeblikket - og jeg skal her meddele jer, at det er fordi der er gået chokolade i den. Intet mindre :)

Skruer vi tiden ca. halvanden måned baglæns, så havde jeg på daværende tidspunkt aldrig kunne finde ud af at lave en chokoladetemperering, der sad lige i skabet, og jeg havde nok bare givet lidt op på det. Det skulle så åbenbart bare ikke være "min ting", selvom jeg var grøn af misundelse på alle dem der kunne lige præcis den disciplin. 

Sådan var det, lige ind til en aften, hvor jeg satte mig ned og så timevis af videoer på Instagram fra CrumbsByTanja, og efterfølgende fandt Magasinet Lækkerier frem og læste alt om chokoladekrystaller, temperaturer, værktøj, tips og tricks. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg ikke kunne det der!

Jeg satte mig for at det (koste hvad det ville) SKULLE lykkedes mig at lave den perfekte chokolade. Jeg fulgte derfor alt det jeg havde set, og læst om, til punkt og prikke - og fandme (undskyld mit franske), om ikke de fyldte chokolader lykkedes i første hug. BUM mand - ord kan slet ikke beskrive, hvor stolt jeg var, da de første blanke chokolader væltede ud af min ny-indkøbte chokoladeform. Mellem os, så græd jeg faktisk lidt :D

Og så skal jeg ellers hilse at sige, at det har grebet noget om sig, og at der er gået fuldstændig sport i det. Jeg bliver ved at lære - og mine chokolader bliver mere og mere skinnende, og flottere og flottere på finish. Og jeg freaking elsker det altså!! Det er kamp-fedt at opdage, at man bliver dygtigere jo mere man nørder og øver.

Jeg har lavet flere hundrede chokolader over de sidste par måneder - og jeg har brugt en hulens masse penge på udstyr. For det her, det er bare sygt sjovt, og jeg elsker, at de små chokoladeprojekter kan udvikles hele tiden - i både dekoration og i smag. At de små lækkerier så også høster begejstring hos dem, der spiser dem, det er altså også bare top-skønt. Så kan jeg ikke bede om mere.

Ja - så det er altså derfor, at der ikke har været så meget aktivitet her den sidste tid. Og denne gang kommer jeg heller ikke til at berige jer med nye opskrifter - men vil i stedet vise jer lidt af de chokolader som er fremstillet i mit køkken over den sidste tid. 

Måske kommer der lidt opskrifter på fyld over tid, men chokoladetemperering lader jeg andre om at forklare. Jeg er ret sikker på, at de kan gøre det så meget mere glimrende end jeg. Og når det så er sagt, så findes der utallige måder at gøre det på, og man skal finde den måde der passer en bedst, og lære chokoladen at kende.

Et kæmpe "shout out" til fantastiske CrumbsByTanja, som I finder på Instagram. Hun er vanvittig dygtig, og hun forklarer tingene så godt og så pædagogisk på sin IG-tv. Jeg indsætter billede af hendes profil herunder, og viser også #15 af Magasinet Lækkerier, som har den ultimative guide til temperering. Den er absolut værd at læse, hvis man har lyst til at prøve kræfter med chokolade. Magasinet fås endnu, selvom det er fra 2019. Find Magasinet Lækkeriers hjemmeside, og bestil derfra.

Og så til sidst - inden billederne - en advarsel: Det er SLEMT vanedannende at lave fyldte chokolader. Just saying! Der findes simpelthen ikke større tilfredsstillelse end når de blanke chokolader vælter ud af formene, som om de aldrig havde bestilt andet :)


Blandede fyldte chokolader

CrumsByTanja - det er hos hende jeg har lært alt hvad jeg ved (næsten)...

Magasinet Lækkerier - #15 2019 (kan stadig fås på deres hjemmeside).


Hjerter - dekoreret med pink dot. Fyld: ruby ganache.

Diamant - dekoreret med splash i grøn. Fyld: lime og pistacie.

Bubbles - dekoreret med dots i gul og orange. Fyld: Havtorn og gin.

Lille juicer - dekoreret med splash i mørk og lys blå. Fyld: mynteganache.

Stor juicer - dekoreret med gul splash. Fyld: havtorn og gin.

Hjerter - dekoreret med stamp i lyserødt. Fyld: hindbærganache med lakrids.

Aflang facet - dekoreret med guld splash. Fyld: Irish Coffee ganache.

Diamant - dekoreret med sort splash og duppet gul. Fyld: bananganache og mandel praline

Diamant - dekoreret med sort splash og duppet guld. Fyld: saltkaramel.

Grafisk diamant - dekoreret med terrazzo-splash i blå og hvid. Fyld: saltkaramel.

Lille dråbe - dekoreret med stamp i grønt. Fyld: mynteganache.

Aflang facet - dekoreret med splash i bronze. Fyld: Cara Crakine.

Bubbles - dekoreret med terrazzo-splash i multicolor. Fyld: saltkaramel med mint.

Hjerter - dekoreret med terrazzo-splash i rød og hvid. Fyld: Brombærsylt og vanilleganache.

Hjerter - dekoreret med hvid splash. Fyld: mint.

Tynde skaller fyldt med havtorn og gin - klar til lukning.

Dekoreret hjerteform og fyld på pose.

Ordentligt udstyr er alfa og omega. Og kvalitetschokolade er endnu vigtigere (jeg sværger til Callebaut). Her er lidt af det jeg ikke kan undvære, når jeg går i chokoladekøkkenet.