I min verden er der næsten ikke noget, der er mere hyggeligt, end at stå i køkkenet og bage, mens der er regn og rusk udenfor. Lige nu er det højsæson for æblekager (der findes en tre stykker af de gode her på bloggen: Gammeldags æblekage, Æbletærte og Bagt æblekage med kokoslåg...).
Men altså - det betyder jo ikke, at en kokostop ikke kan være med. Vel da?
Her får I en opskrift på verdens lækreste kokostoppe. De smager simpelthen så godt og er rigtig nemme at bikse sammen. Og den lækre chokoladebund er absolut prikken over iét.
Kokostoppe med chokoladebund |
Kokostoppe med chokoladebund |
Kokostoppe med chokoladebund (25 stk.)
Ingredienser:
- 50 gram marcipan
- 2 æg
- 160 gram rørsukker
- 200 gram kokosmel
- 150 gram god mørk chokolade
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen og lad den forvarme til 175 grader - varmluft.
- Riv marcipanen på et rivejern, og bland den herefter sammen med æggene.
- Rør rørsukker og kokosmel i massen.
- Saml massen og del den i 25 portioner.
- Form fine toppe og placer dem på en bageplade, beklædt med bagepapir.
- Bag kokostoppene ved 175 grader varmluft, til de er smukt gyldne. De skal have 10-12 minutter, men hold godt øje med dem.
- Når kokostoppene er bagt, så afkøl dem helt på en bagerist.
- Smelt da chokoladen, og dyp bunden af hver kokostop i chokoladen. Lad chokoladen sætte sig, inden du putter kokostoppene i en fin dåse.
- Opbevar kokostoppene i køleskabet og server dem altid kolde.
Kokostoppe med chokoladebund |