søndag den 3. januar 2016

Islagkage med vanilleparfait og bagt mandelbund

Så har vi vendt det sidste blad på 2015-kalenderen og vi har taget hul på et helt nyt og friskt år. Vi har alle taget hul på en kalender, som har mange, mange blanke blade, som blot venter på at blive fyldt ud med oplevelser, hyggestunder og pligter. 
Og i min kalender skal der også snige sig en del søde øjeblikke ind på nogle af de blanke sider :)

Her fra bloggen skal lyde et GODT NYTÅR til alle følgere og læsere af Frøken Fuglesangs søde blog. Jeg håber, at I også vil være med i 2016, hvor der, formentlig, kommer en del nye indlæg og opskrifter i løbet af året.

Vi lægger ud med nytårsdesserten, som var denne søde islagkage - lavet af vanilleparfait og tilsat store stykker god, mørk chokolade, samt en bagt, blød mandelbund.
Lige ud af landevejen og uden de store dikkedarer, og dermed også særdeles børnevenlig. Og så kan den sagtens laves og spises, uden at det nødvendigvis er nytårsaften :)

Islagkage med vanilleparfait og bagt mandelbund

Islagkage med vanilleparfait og bagt mandelbund (til 10-12 personer - ø28 cm)

Ingredienser:
  • Til mandelbunden:
  • 130 gram mandler
  • 6 stk. digestivekiks
  • 4 æggehvider
  • 2 dl. sukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • Til ismassen:
  • 8 pass. æggeblommer
  • 150 gram sukker
  • 1 vanillestang
  • 4 tsk. vanillesukker
  • 12 dl. piskefløde
  • 300 gram grofthakket chokolade (kan erstattes af hvilket som helst andet fyld).
Fremgangsmåde:
  • Start med at lave mandelbunden:
  • Hak mandlerne til meget fint mandelmel.
  • Hak derefter digestivekiksene til fint pulver/mel.
  • Bland mandler og kiks med bagepulver.
  • Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret undervejs, så du får en blank og smidig marengs.
  • Vend mandel/kikseblandingen forsigtigt i marengsen.
  • Beklæd bunden af en springform med bagepapir og smør kanterne med fedtstof.
  • Fodel nu dejen til mandelbunden i springformen, og bag denne i 20-25 minutter ved 175 grader, til den er gylden og giver let efter.
  • Når bunden er bagt og let afkølet, trykkes lagkageplast ned langs springformens kanter, så det flugter med den bagte bund.
  • Mens bunden afkøler helt, laves ismassen:
  • Pisk æggeblommer, sukker, vanillesukker og kornene af vanillestangen til en luftig masse.
  • Pisk herefter piskefløden til en let skum.
  • Hak nu chokoladen (eller klargør det fyld du ellers vil have i din is).
  • Bland forsigtigt æggeblomme-massen og fløden sammen, og vend fyldet heri.
  • Hæld derpå hele herligheden oven på mandelbunden, til springformen er helt fyldt (eventuelle rester af ismassen hældes i en anden beholder eller kasseres).
  • Dæk nu springformen med husholdningsfilm og stil den i fryseren. Lad den fryse mindst natten over.
  • Når islagkagen skal serveres tages den ud af frost ca. 15 minutter før, og pyntes eventuelt.
  • Server eventuelt en coulis eller en bærsauce/kompot til.

Islagkage med vanilleparfait og bagt mandelbund

Et stykke af islagkagen